Operationen har til formål af sænke øjentrykket, således at yderligere forværring af sygdommen bremses.
70-90% af de patienter, som gennemgår operationen, vil efterfølgende kunne opnå tilstrækkelig kontrol af øjentrykket.
Desværre vil synet ikke blive bedre efter en operation.
Vær opmærksom på
Indtil øjentrykket er stabilt, er hyppige kontrolbesøg af afgørende betydning for resultatet af operationen.
Ved kontrollerne testes om behandlingen har tilstrækkelig virkning. Det er normalt, at der justeres på tråde ved kontrollerne.
Supplerende behandling kan blive nødvendig for at opnå et tilfredsstillende øjentryk. Vanligvis følges man på afdelingen de første 3-4 måneder efter operationen.
Har du en infektion (fx. øjen-, hals-, blære-, hud- eller lungebetændelse), bedes du kontakte afdelingen inden operationsdagen - også selv om du ikke får antibiotika.
Forbered dig til operationen
Du skal dryppe øjet der skal opereres 3 gange dagligt.
Sådan drypper du øjet:
Det er vigtigt at vaske hænder før du drypper øjet.
Hvis du i behandling med andre øjendråber, skal du huske også at dryppe øjet med disse, med mindre du har fået andet at vide.
Vent minimum 5 minutter mellem øjendråberne.
Du skal fortsætte med at tage dine tryknedsættende øjendråber som du plejer.
De fleste typer af blodfortyndende medicin skal man ikke holde pause med inden operationen. Hvis du skal holde pause, bliver du informeret herom ved forundersøgelsen.
Får du Marevan skal du have taget en blodprøve (INR-måling) hos din praktiserende læge 2-4 dage før operationen. Du skal kontakte afdelingen med information om INR-tallet.
Du skal købe de ordinerede øjendråber inden operationen. Recepten er lagt på apotekets server. Det betyder, at du kan hente øjendråberne på det apotek, du ønsker.
Køb bløde øjenforbindinger samt plaster på rulle til forbindingen.
Vi anbefaler at du køber smertestillende håndkøbsmedicin; Paracetamol og Ibuprofen, da du efter operationen kan få meget ondt.
Vær dog opmærksom på om du kan tåle Ibuprofen.
Efter operationen vil du have forbinding for dit øje og du kan derfor ikke selv køre bil hjem.
Hvis din medicin er blevet ændret siden forundersøgelsen, skal du få din praktiserende læge til at opdatere dit elektroniske medicinkort også kaldet 'Fælles Medicinkort (FMK)'.
Varigheden af eventuel sygemelding efter operationen er individuel og afhænger af arbejdets art samt eventuelle gener efter operationen.
På operationsdagen
Tag bad og vask dig omkring øjet - undgå creme og makeup
Hvis du får blodfortyndende medicin udover Hjertemagnyl, vil lægen til forundersøgelsen have fortalt dig, om du skal fortsætte med dette.
Tag gerne 2 Paracetamol tabeletter à 500 mg.
Om operationen
Når du møder ind på Øjensygdomme, vil du blive modtaget af en sygeplejerske, som forbereder dig til operationen.
Hun drypper bl.a. dit øje med flere forskellige øjendråber.
Du får afslappende medicin inden operationen
Det betyder at du er vågen under operationen. Du vil kunne mærke at det spænder lidt i øjenomgivelserne, når lokalbedøvelsen bliver lagt. Derefter er der sædvanligvis ingen smerter forbundet med operationen.
Der kan være forhold der gør, at det er nødvendigt at operationen foregår i fuld bedøvelse. Hvis dette er tilfældet for dig, vil personalet informere dig om forholdsreglerne ved fuld bedøvelse.
Øjenvæsken vil herefter uhindret kunne passere ud på overfladen af øjeæblet og opsamles i en lille blære (filtrationspude), som dannes under øjeæblets slimhinde under det øverste øjenlåg.
Risici og bivirkninger
I løbet af nogle måneder vender synet sædvanligvis tilbage til samme, eller næsten samme niveau, som før operationen. Dette afhænger af om du har andre sygdomme i øjet.
På længere sigt vil der være lidt øget risiko for udvikling af grå stær på øjet.
Som ved alle operationer er der en vis risiko for komplikationer.
Alvorlige, synstruende komplikationer såsom infektion, blødning og skader på nethinden optræder i størrelsesordenen 1-2 %.
Efter operationen
I den første tid efter operationen kan der være lidt ubehag i øjet. Dette skyldes at du kan mærke operationssåret og trådene.
Hvis du oplever at have lette smerter i øjet, kan disse som regel afhjælpes med smertestillende medicin (Pinex, Pamol, Panodil).
Generne er ikke farlige og vil normalt aftage gradvist.
Når du kommer hjem
Ved slutningen af operationen får du en øjenforbinding og et plastskjold for det opererede øje. Disse skal du beholde på til næste dags kontrol.
1. kontrolbesøg er dagen efter operationen
Undgå tryk på øjet
Følg lægens anvisning for hvor ofte og hvor længe du skal dryppe øjet.
Sådan drypper du øjet:
Det er vigtigt at vaske hænder før du drypper øjet.
Luk forsigtigt øjet når du har dryppet det og pres pegefingeren mod den inderste øjenkrog i cirka 1 minut. Herved hindres øjendråben i at løbe gennem tårekanalen ned i svælget, og virkningen af øjendråben øges.
Hvis du i behandling med andre øjendråber, skal du huske også at dryppe øjet med disse, med mindre du har fået andet at vide.
Vent 5 minutter mellem øjendråberne.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Hvis du bruger tryknedsættende øjendråber til øjet der ikke er opereret, skal du fortsætte med at dryppe dette øje.
Efter operationen får du en forbinding og et plastskjold for øjet.
Du skal have plastskjoldet på, når du sover, så du ikke kommer til at røre ved øjet, mens du sover.
Dette skal du gøre indtil trykket i øjet er normalt, hvilket det oftest er efter et par uger.
Du må gerne udføre almindelige daglige gøremål, men det anbefales at du tager den med ro den første uge efter operationen.
Hvornår hård fysisk aktivitet må genoptages, afhænger af dit forløb efter operationen. Dette vil du derfor skulle snakke med lægen om, ved dine kontrolbesøg.
Du må gerne læse og se tv
Mere information
Grøn stær hedder også Glaukom, og er en sygdom i øjet der beskadiger synsnerven.
Symptomerne på glaukom er blinde pletter i synsfeltet, indsnævring af synsfeltet og i de sværeste tilfælde blindhed.
Udvikling af glaukom skyldes ofte, at trykket i øjet er for højt; men andre faktorer såsom dårlig blodforsyning til synsnerven har også betydning for udvikling af sygdommen.
Synsskader opstået på grund af glaukom kan ikke helbredes; men man kan ved behandling stoppe eller bremse yderlig udvikling af sygdommen.
Behandling af glaukom har til formål at sænke øjentrykket og dermed bedre blodcirkulationen i synsnerven.
I første omgang behandles med tryknedsættende øjendråber og eventuelt laserbehandling.
Der findes forskellige typer laserbehandling for glaukom afhængigt af, hvilket type glaukom det drejer sig om.
Hvis øjendråber og laserbehandling ikke kan sænke øjentrykket tilstrækkeligt, kan en operation komme på tale.
70-90% af de patienter, som gennemgår en operation for glaukom, vil kunne opnå tilstrækkelig kontrol af øjentrykket efter operationen, afhængigt af, om man har andre øjensygdomme end glaukom.
Desværre vil synet ikke blive bedre efter en operation.
Kontakt
Telefon
Vil du ændre din tid, kan du ringe på tlf. 7845 4636 mellem kl. 9-12.
Har du brug for at tale med en sygeplejerske, kan du komme i kontakt med dem via sekretæren hverdage mellem kl. 9-12.
Har brug for at henvende dig uden for dette tidsrum, kan du træffe en sekretær på 7845 4620 alle hverdage mellem kl. 8-15.
Har du akut behov for hjælp efter kl. 15 kontaktes afdelingen på 7845 4600.
Med sikker mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/760953
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.