Ved operationen foretages en komplet udskiftning af den centrale del af din hornhinde med en donorhornhinde, med det formål at bedre synet eller fjerne smerter.
Operationen vælges, hvis alle hornhindens lag er beskadigede, eller hvis det ikke er teknisk muligt kun at udskifte den syge del af hornhinden.
Forbered dig til operationen
Du skal købe de ordinerede øjensalver inden operationen. Recepten er lagt på apotekets server. Det betyder, at du kan hente øjensalverne på det apotek, du ønsker.
Du skal også købe plaster på rulle til øjenforbindingen.
Vi anbefaler, at du køber almindelig smertestillende medicin (fx. paracetamol), da du efter operationen kan få lette smerter i øjet.
Efter operationen bliver du indlagt på vores Patienthotel.
Dagen efter operationen skal du til kontrol på Øjensygdomme. I de fleste tilfælde vil du herefter kunne tage hjem.
Når du bliver udskrevet fra Patienthotellet, må du ikke selv køre bil hjem.
Det er derfor vigtigt, at du på forhånd har lavet aftale om, hvem der kan hente dig, eller har undersøgt hvordan du kommer hjem med offentligt transport.
Hvis din medicin er blevet ændret siden forundersøgelsen, skal du få din praktiserende læge til at opdatere dit elektroniske medicinkort også kaldet 'Fælles Medicinkort (FMK)'.
Har du en infektion (fx. øjen-, hals-, blære-, hud- eller lungebetændelse), bedes du kontakte afdelingen inden operationsdagen - også selv om du ikke får antibiotika.
På operationsdagen
Tag bad og vask dig omkring øjet - undgå creme og makeup
Medmindre andet er aftalt med øjenlægen, skal du tage din vanlige medicin.
Dette gælder også blodfortyndende medicin som Hjertemagnyl, Marevan eller Marcoumar.
Om operationen
Det betyder, at du er vågen under operationen.
Lokalbedøvelsen gives som en lille injektion ved siden af øjet, og du vil kunne mærke, at det spænder lidt i øjenomgivelserne, når den bliver givet.
Derefter er der sædvanligvis ingen smerter forbundet med operationen, men du vil kunne mærke, at lægen rører ved dit øje.
Der kan være forhold der gør, at det er nødvendigt at operationen foregår i fuld bedøvelse. Hvis dette er tilfældet for dig, vil personalet informere dig om forholdsreglerne ved fuld bedøvelse.
Ved operationen udskiftes den centrale del af din hornhinde med et tilsvarende væv fra en donorhornhinde.
Donorhornhinden syes fast med en tynd tråd.
Selve indgrebet tager ca. en time
Risici og bivirkninger
Et hornhindetransplanteret øje er mere skrøbeligt end et normalt øje. Selv mange år efter en transplantation kan slag eller stød mod øjet bevirke, at hornhinden løsnes. Heldigvis ses dette sjældent.
Ligesom ved transplantation af andre organer, kan kroppen reagere mod donor-hornhinden, som risikerer at blive afstødt. Dette kan ske selv mange år efter transplantationen og mærkes som let irritation og sløring af synet.
10-20 % af patienterne, der har fået en donorhornhinde, oplever afstødning. Det kan dog oftest behandles medicinsk, hvis man sætter behandling i gang hurtigt.
Ovenstående symptomer kan være tegn på, at dit øje reagerer på den nye hornhinde ved at afstøde denne.
Det er derfor meget vigtigt, at du kontakter afdelingen, hvis du fornemmer, at der sker en forandring.
Muligheden for at behandle komplikationer er helt afhængig af, at der startes behandling med det samme.
Efter operationen
For at undgå afstødning og betændelse i det opererede øje skal du behandle øjet med øjensalver eller øjendråber i lang tid efter operationen.
Med mindre du har fået andet at vide, skal du smøre øjet med:
Kloramfenikol øjensalve mod betændelse:
4 gange dagligt i 3 måneder efter operationen
Ultracortenol øjensalve mod afstødning:
4 gange dagligt i 3 måneder efter operationen
Herefter vil du få besked på hvilke øjendråber og/eller salvebehandling, du skal fortsætte med.
Sådan smører/drypper du øjet:
Det er vigtigt at vaske hænder, før du smører eller drypper øjet.
Brug ikke for meget af salven: det, der fedter huden, gavner ikke.
Vent gerne et par minutter mellem de to øjensalver.
Hvis du er i behandling med andre øjendråber, skal du huske også at dryppe øjet med disse, med mindre du har fået andet at vide. Dryp øjet med øjendråberne først og øjensalven bagefter.
Når du kommer hjem
Efter operationen får du udleveret et plastikskjold. Dette skal du have på, når du sover, så du ikke kommer til at røre ved øjet, mens du sover.
Efter 1 måned må du stoppe med at bruge skjoldet om natten.
For at beskytte øjet skal du bruge en blød øjenforbinding, når du er udenfor, og det blæser. Hvis det er vindstille, behøver du ikke at bruge øjenforbindingen.
Du bliver instrueret i, hvordan du bruger øjenforbindingen.
at gnide i øjet
kraftig foroverbøjning
arbejde der foregår i støvede miljøer, eller er fysisk krævende
hård fysisk aktivitet, tunge løft samt hård træning
brug af mascara og anden øjenmakeup
svømmebad og havbad
læse og se TV
tage brusebad
udføre vanlige dagligdagsaktiviteter
genoptage arbejde der foregår i støvfrit miljø eller ikke er fysisk krævende efter 3-4 dage
Videre forløb
Du vil blive indkaldt til rutinemæssige undersøgelser på følgende omtrentlige tidspunkter:
1-2 uger efter operationen
4 uger efter operationen
3 måneder efter operationen
6 måneder efter operationen
1 år efter operationen
Ved undersøgelserne de første 6 måneder efter operationen kontrolleres hornhinden, sårlinien, tråden og øjentrykket. Der er tale om korte undersøgelser af ca. 10 min. varighed.
Ved undersøgelsen 1 år efter operationen vil synsstyrken blive kontrolleret, og det besluttes, om tråden i dit øje skal fjernes.
Skal tråden fjernes, vil du få tid hertil ca. 15 måneder efter operationen.
Forvent at der går 2 år, før det endelige synsmæssige resultat kan vurderes
Du vil blive indkaldt til en afsluttende kontrol. Denne ligger sædvanligvis 2 år efter operationen.
Ved kontrollen vil din synsstyrke atter blive kontrolleret.
Mere information
Øjets hornhinde danner den yderste begrænsning af øjet. Hornhinden er kun ca. en halv millimeter tyk og ca. 12 millimeter i diameter. Normalt mærker eller ser man ikke meget til hornhinden, og dog er den helt afgørende for, at vi kan se og afgørende for, at der ikke kan trænge bakterier eller fremmedlegemer ind i øjet.
Hornhinden er øjets kraftigste brydende linse, hvilket betyder at ganske små ændringer i hornhindens form bevirker en kraftig forringelse af synsstyrken. Forandringer i formen kan for eksempel ses ved øjensygdommen keratoconus.
Normalt er hornhinden klar og gennemsigtig. Efter en svær hornhindebetændelse kan der opstå arvæv i hornhinden og synet forringes. Hvis hornhindens vandindhold bliver for højt, som det kan ses ved aldersrelateret sygdom i hornhindens inderste cellelag (Fuchs’ endoteldystrofi) bliver hornhinden mindre gennemsigtig, og synet forringes.
Der er principielt tre årsager til at foretage en hornhindetransplantation:
For at bedre synet; hvis der er arvæv i hornhinden, hvis hornhindens overflade er ”skæv” eller hvis væskeindholdet i hornhinden er for højt, kan en hornhinde-transplantation ofte bedre synet
For at fjerne smerter; ved smertende betændelsestilstande eller blænedannelse på hornhindens overflade kan en hornhindetransplantation næsten altid fjerne smerterne
For at bevare øjet; hvis der er gået hul på hornhinden efter en svær betændelse, er en hornhindetransplantation oftest den eneste mulighed for at redde øjet.
Hornhindevæv til hornhindetransplantation kommer fra afdøde medborgere. I dag kan hornhindevæv kun udtages til transplantation såfremt afdøde skriftligt har givet tilladelse hertil eller såfremt nærmeste pårørende giver tilladelse til udtagning af væv fra afdøde.
I Danmark indsamles alle donor-hornhinder til Den danske Hornhindebank, som er en del af Aarhus Universitetshospital og hører under Øjensygdomme. I banken sikres det, at donorhornhinden er klar, at cellerne i hornhinden er levende, og at donor ikke havde smitsomme sygdomme. Donor-hornhinden kan opbevares i et specielt vækstmedie i mere end 1 måned, hvilket muliggør at hornhindetransplantations-operationer kan planlægges.
Men hvis den oprindelige øjensygdom er stoppet, kan en donorhornhinde være klar og god at se igennem i mere end 10 år.
Det er muligt at gentage en hornhindetransplantation, såfremt den først transplanterede hornhinde bliver uklar.
Efter en hornhindetransplantation er vi forpligtet til at foretage kvalitetskontrol omfattende bivirkninger og uønskede hændelser i forløbet efter operationen. For yderligere løbende at kontrollere og forbedre resultaterne efter en hornhindetransplantation, indberetter vi forskellige informationer til et fælles nordisk kvalitetsregister, der er placeret i Sverige.
I forbindelse med operationen indberetter vi oplysninger om, hvilken hornhindesygdom det drejer sig om, synsstyrken på øjnene samt hvilken type operation, der blev udført.
Efter 2 år foretages kvalitetskontrollen, hvor vi indberetter, om hornhindetransplantatet fungerer, om der har været komplikationer samt den opnåede synsstyrke på øjnene.
For at kunne sammenholde informationer om operationen med resultatet efter 2 år anvender vi CPR-nummer. Indberetningen giver mulighed for at sikre, at vi yder behandling på højt internationalt niveau.
Hvis du ønsker det, kan du få udleveret yderligere oplysninger om kvalitetsregisteret fra din kontaktlæge på øjenafdelingen.
Kontakt
Telefon
Vil du ændre din tid, kan du ringe på tlf. 7845 4637 mellem kl. 9-12.
Har du brug for at tale med en sygeplejerske/optiker, kan du komme i kontakt med dem via sekretæren hverdage mellem kl. 9-12.
Har brug for at henvende dig uden for dette tidsrum, kan du træffe en sekretær på 7845 4620 alle hverdage mellem kl. 8-15.
Har du akut behov for hjælp efter kl. 15 kontaktes afdelingen på 7845 4600.
Med sikker mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/768202
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.