ICRS-behandling er en forkortelse for ”Intra Corneale Ring Segment - behandling”.
Ved operationen indsættes et eller to ganske små buede plastikelementer i hornhinden. Formålet med behandlingen er at bedre synet, men det kan ikke forventes, at synet bliver helt normalt.
Forbered dig til operationen
Du skal købe de ordinerede øjendråber inden operationen. Recepten er lagt på apotekets server. Det betyder, at du kan hente øjendråberne på det apotek, du ønsker.
Vi anbefaler, at du køber almindelig smertestillende medicin, da du efter operationen kan få meget ondt i øjet.
Smertestillende kan være Paracetamol og Ibuprofen. Vær dog opmærksom på om du kan tåle Ibuprofen.
Køb også plaster på rulle (englehud) til at fastgøre plastøjenskjold.
Dit syn vil være sløret efter operationen, og du må derfor ikke køre bil. Planlæg at blive hentet, eller hvordan du kommer hjem med offentlig transport.
Medbring gerne solbriller, idet de kan være behagelige på hjemturen.
Hvis din medicin er blevet ændret siden forundersøgelsen, skal du få din praktiserende læge til at opdatere dit elektroniske medicinkort også kaldet 'Fælles Medicinkort (FMK)'.
Har du en infektion (fx. øjen-, hals-, blære-, hud- eller lungebetændelse), bedes du kontakte afdelingen inden operationsdagen - også selv om du ikke får antibiotika.
På operationsdagen
Tag bad og vask dig omkring øjet - undgå creme og makeup
Medmindre andet er aftalt med øjenlægen, skal du tage din vanlige medicin.
Dette gælder også blodfortyndende medicin som Hjertemagnyl, Marevan eller Marcoumar.
Om operationen
Før operationen bliver dit øje bedøvet med lokalbedøvende øjendråber. Det betyder, at selv om du er vågen under operationen, vil du ikke have ondt.
Men du vil selvfølgelig kunne mærke, at vi rører ved dit øje og øjenomgivelser.
Ved operationen anvendes en såkaldt femtosekund laser til at danne en ringformet kanal i hornhinden. Herefter indsættes et eller to ringsegmenter i kanalen.
Åbningen til kanalen lukkes ofte med et lille sting.
Risici og bivirkninger
Mange patienter oplever at de efter operationen er mere lysfølsomme, samt at de har flere blændingsgener f.eks. ved bilkørsel.
I nogle tilfælde er generne i et omfang, så det bliver nødvendigt at fjene de små ringe, der er indsat i hornhinden.
Der kan opstå aflejringer i forbindelse med ringene. Det er dog sjældent at dette sker, men i givet fald vil det være nødvendigt med jævnligt kontrol. I få tilfælde vil det være nødvendigt at fjerne ringene.
Ganske sjældent kan der efter operationen opstå hornhindebetændelse umiddelbart efter at ringene er indsat. En betændelse på hornhinden skal behandles, og i nogle tilfælde kan det være nødvendigt at fjerne ringene igen. Hornhindebetændelse kan være synsstuende.
Efter operationen
For at forebygge betændelse i det opererede øje, skal du efter operationen dryppe øjet med følgende øjendråber:
Spersadex øjendråber mod betændelse i fire uger:
4 gange dagligt i de to første uger
2 gange dagligt i de to følgende uger
Sådan drypper du øjet:
Det er vigtigt at vaske hænder, før du drypper øjet.
Hvis du er i behandling med andre øjendråber, skal du huske også at dryppe øjet med disse, med mindre du har fået andet at vide.
Du kan opleve at have stærke smerter det første døgn efter operationen, men i de fleste tilfælde har man ikke meget ondt.
Paracetamol og Ibuprofen tabletter (håndkøbsmedicin) kan lindre smerterne. Tag gerne 1 g Paracetamol max. 4 gange dagligt og 400 mg Ibuprofen max. 3 gange dagligt i 4 dage. Vær dog opmærksom på, om du kan tåle Ibuprofen.
Selv om det er meget ubehageligt at have ondt, er det ikke farligt.
Efter operationen vil du opleve gener i form af
rødt og irriteret øje
kløe i øjet
sløret syn
Generne er ikke farlige, og vil aftage i løbet af et par uger.
I de første måneder efter operatioen kan dine øjne virke "tørre".
Hvis dette er tilfældet, kan du købe viskøse øjendråber i håndkøb på apoteket og bruge dem ved behov.
Når du kommer hjem
Undlad at bruge kontaktlinser den første måned
at gnide i øjet
arbejde der foregår i støvede miljøer, eller er fysisk krævende
hård fysiske aktivitet, tunge løft samt hård træning
brug af mascara og anden øjenmakeup
svømmebad og havbad
Efter operationen får du udleveret et plastikskjold. Dette skal du have på, når du sover, så du ikke kommer til at røre ved øjet, mens du sover.
Efter 1 uge må du stoppe med at bruge skjoldet om natten.
læse og se TV
tage brusebad
udføre vanlige dagligdagsaktiviteter
Videre forløb
Du skal forvente at komme til kontrol på Øjensygdomme. Kontroltiden har du enten fået til forundersøgelsen eller via din e-boks.
Kontakt
Telefon
Vil du ændre din tid, kan du ringe på tlf. 7845 4637 mellem kl. 9-12.
Har du brug for at tale med en sygeplejerske/optiker, kan du komme i kontakt med dem via sekretæren hverdage mellem kl. 9-12.
Har brug for at henvende dig uden for dette tidsrum, kan du træffe en sekretær på 7845 4620 alle hverdage mellem kl. 8-15.
Har du akut behov for hjælp efter kl. 15 kontaktes afdelingen på 7845 4600.
Med sikker mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/767966
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.