Der kan være forskellige årsager til at bortoperere et øje. Nogle har kræft i øjet, andre har et blindt smertende øje og nogle får et øje bortopereret som følge af en ulykke.
Forbered dig til operationen
Du skal købe de ordinerede øjendråber inden operationen. Recepten er lagt på apotekets server. Det betyder, at du kan hente øjendråberne på det apotek, du ønsker.
Vi anbefaler, at du køber almindelig smertestillende medicin (Pinex, Pamol, Panodil), da du efter operationen kan få lettere smerter.
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Når du ankommer til Øjensygdomme, bliver du modtaget af en sygeplejerske. Du får målt blodtryk og puls og bliver forberedt til operationen.
Du bliver indlagt på Hjerne- og Rygkirurgisk Sengeafsnit til dagen efter operationen. Medbring dog toiletsager og medicin til et par dage.
Om operationen
Operationen foregår i fuld bedøvelse. Under operationen fjernes øjet. Der indopereres hyppigst et kugleimplantat for at give fylde i øjenhulen.
Efter operationen
Efter operationen kommer du på opvågningsafsnittet, hvor du bliver observeret, mens du vågner. Der er en sygeplejerske, der holder øje med dig, og du er tilkoblet overvågningsudstyr.
Hvis du har smerter eller kvalme, hjælper sygeplejersken dig med medicin. Du skal forvente at være på opvågningsafsnittet i 1-2 timer.
Når du er vågen, og din vejrtrækning og dit blodtryk er stabilt efter bedøvelsen, bliver du flyttet til sengeafdelingen.
Efter operationen kan du forvente at have lette til stærke smerter. Du vil derfor blive tilbudt relevant smertestillende medicin efter behov.
Når du vågner efter operationen, vil du have en stram forbinding over øjenhulen. Forbindingen er med til at gøre, at området omkring øjenhulen ikke hæver så meget. Den stramme forbinding og eftervirkningen af narkosen kan give kvalme ved enkelte patienter.
For yderligere at minimere risikoen for hævelse, er det vigtigt, at hovedgærdet er hævet ca. 45 grader de første dage efter operationen, gerne længere tid hvis det er muligt.
Forbindingen får du fjernet på Øjensygdomme, når du kommer til kontrol dagen efter operationen.
Når du kommer til kontrol dagen efter operationen, vil forbindingen blive fjernet, og du får i stedet sat en midlertidig glasprotese i øjenhulen. Hvis du har det godt, bliver du udskrevet umiddelbart herefter.
Protesen sættes i tidligt i forløbet, da øjenhulen derved kan forme sig efter protesen. Protesen skal blive siddende, til du kommer til kontrol næste gang.
Denne vejledning hænger sammen med to andre, du også skal kende, når du har fået bortopereret dit øje:
For at forebygge betændelse skal du dryppe oven på protesen med øjendråber, der indeholder antibiotika.
Du skal dryppe 3 gange dagligt i 3 uger efter operationen
Sådan drypper du på protesen:
Vask altid hænder før du drypper på protesen
Løft øverste øjenlåg med en finger
Placér dråben på øjenprotesen
Undlad at trække ned i nederste øjenlåg, da protesen så kan risikere at glide ud
For at forebygge betændelse anbefaler vi, at du vasker hænder grundigt før pleje og drypning af øjenprotesen.
Der kan den første tid være en del sekretion fra øjenhulen, eventuelt blandet med lidt blod. Sekretionen sætter sig hyppigt i øjenomgivelserne, som kan vaskes efter behov med lunken vand fra vandhanen.
Protesen kan ved behov tages ud og renses med vand fra vandhanen. Vi anbefaler dog at protesen ikke tages ud de første måneder.
Forbinding kan bruges i den første tid, hvis der er sekretion fra øjenhulen.
Forbinding og plaster kan købes på apoteket.
Dine øjenomgivelser kan være hævede og misfarvede i op til flere uger
Du skal ringe til afdelingen, hvis du får feber eller får kraftige smerter, der ikke kan dækkes med det smertestillende medicin.
Videre forløb
Der planlægges en kontrolundersøgelse i Øjensygdomme ca. 1 uge efter udskrivelsen. Ved denne kontrol planlægges det videre kontrolforløb.
Du kan, evt. sammen med din pårørende, blive oplært i håndtering af øjenprotesen af en sygeplejerske på Øjensygdomme eller af protesemageren.
I følgende to links kan du læse uddybende om anskaffelse og håndtering af din øjenprotese:
Du vil skulle vænne dig til den nye situation. At få bortopereret et øje kan i større eller mindre grad opleves som et tab, og du må forvente, at det tager et stykke tid at vænne sig til den nye situation.
Når du kun kan se på det ene øje, kan det blive sværere at bedømme afstande, og du kan opleve synsudfald, som kroppen/hjernen skal lære at kompensere for. Det er et spørgsmål om tilvænning, hvilket kan tage måneder.
Det at have fået bortopereret et øje ændrer lidt på dit udseende og kan ændre den måde, du opfatter dig selv på. Det er forskelligt, hvor meget ændringerne betyder.
Mange har glæde af at være åbne overfor sig selv og omgivelserne, f.eks. ved at tale om det ændrede udseende.
Det er ikke blot det ydre, der kan forandres. Mange oplever også ændringer i kropsopfattelsen. Det kan vise sig som utryghed ved kroppen og en følelse af at have mistet kontrol. Forandringerne kan påvirke selvopfattelsen og selvtilliden. Tal med dine pårørende, fagpersoner eller personalet om det.
Motion kan være med til at genskabe en god kropsfornemmelse.
Kontakt
Telefon
Vil du ændre din tid, kan du ringe på tlf. 7845 4638 mellem kl. 9-12.
Har du brug for at tale med en sygeplejerske, kan du komme i kontakt med en via sekretæren på hverdage mellem kl. 9-12.
Har du brug for at henvende dig uden for dette tidsrum, kan du træffe en sekretær på 7845 4620 alle hverdage mellem kl. 8-15.
Har du akut behov for hjælp efter kl. 15 kontaktes afdelingen på 7845 4600.
Med sikker mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/852914
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.