Behandling med Ozurdex bruges, når der er væskeophobning i nethinden ved det skarpe syn (makula), og hvor andre behandlinger ikke er mulige eller ikke har haft effekt.
Ozurdex består af en lille stav med binyrebarkhormon, og gives som en indsprøjtning i øjet.
Forbered dig til behandlingen
Det er vigtigt, at der er så rent ved øjet som muligt, når vi skal give behandlingen, så vi mindsker risikoen for infektion.
Medmindre andet er aftalt med øjenlægen, skal du tage din vanlige medicin.
Dette gælder også blodfortyndende medicin som Hjertemagnyl, Marevan eller Marcoumar.
Vi gør hvad vi kan for at undgå ventetid.
Da vi ikke på forhånd ved, hvor mange der har brug for behandling, vil din aftalte tid være vejledende, og der kan være ventetid.
Medbring derfor gerne noget at spise og drikke og evt. noget at fylde ventetiden ud med (eks. håndarbejde, noget at læse i eller lign.)
Nogle omstændigheder kan gøre, at din behandling må udsættes. Det er især vigtigt, at du informerer afdelingen ved:
Symptomer på betændelse i øjet (f.eks. rødme eller pus fra øjet)
Symptomer på betændelse i kroppen med feber, eller hvis du for nyligt er sat i behandling med Penicillin
Tidligere og aktuelle infektioner i øjet med Herpes
Vi fraråder bilkørsel efter behandlingen, da dit syn på det behandlede øje vil være sløret. Øjet vil også svie og løbe i vand.
Om behandlingen
Du vil blive anvist til et andet venteområde, end hvor du normalt venter, når du er til undersøgelse på Øjensygdomme.
Før indsprøjtningen bedøves øjet med lokalbedøvende dråber. Det betyder, at du vil kunne mærke, at der bliver rørt ved dit øje, men det gør ikke ondt.
Øjet dryppes flere gange med dråber, der forebygger betændelse i øjet.
Du får isat en øjenspærre, som sikrer at du ikke blinker, mens behandlingen gives.
Når først alle forberedelserne er gjort, er behandlingen hurtig overstået. Du vil få anvist et punkt du skal kigge på, hvorefter der udmåles hvor indsprøjtningen skal gives. Indsprøjtningen gives derefter gennem den hvide senehinde.
Du vil kunne mærke et tryk mod øjet og måske lidt ubehag, men der er almindeligvis ikke smerter forbundet med indsprøjtningen.
Almindeligvis er en indsprøjtning ikke forbundet med smerte.
På øjets overflade ligger der små nervefibre i det område, hvor behandlingen gives, og disse kan ikke ses med det blotte øje. I sjældne tilfælde sker det, at en nerve rammes i forbindelse med en indsprøjtning. Dette giver smerte, selvom du er bedøvet.
Der kan derfor være stor forskel på, hvor meget du mærker, når du får indsprøjtning, selvom fremgangsmåden er den samme.
Efter behandlingen kan du forlade afdelingen.
Sådan virker medicinen
Nethinden er en tynd hinde, der beklæder den bagerste del af øjet.
Der kan ophobe sig væske i nethinden ved forskellige typer øjensygdomme, herunder blodpropper i øjet og ved nogle typer diabetesforandringer.
Indsprøjtningen med binyrebarkhormon kan gives, hvis der har ophobet sig væske i det område af øjet, hvor det skarpe syn sidder (makula), og hvis anden behandling ikke har haft tilstrækkelig effekt eller ikke er mulig.
Indsprøjtningen gives i øjets glaslegeme, som er den væske, der fylder øjet ud i midten. Derfra frigives medicinen langsomt og bevæger sig hen, hvor det skal virke.
Virkningstiden kan variere, men er for de fleste 3-4 måneder med en maksimal virkning efter 2 måneder.
Depotstaven går i opløsning af sig selv og skal ikke fjernes.
Målet med behandlingen er at forhindre yderligere svækkelse af synet.
Der er stor forskel på, hvordan synet opleves efter behandlingen. Nogle oplever en bedring, mens andre ikke mærker en forskel.
Risici og bivirkninger
Når indsprøjtningen gives, skal nålen gennem slimhinden, hvor der ligger mange små blodkar. Hvis nålen rammer et blodkar, opstår der en blødning.
Det kan se voldsomt ud, når det hvide i øjet er rødt pga. en blødning, men det er helt ufarligt og forsvinder af sig selv.
Der er forskel på, hvor stor en sådan blødning er, og dermed også forskel på hvor lang tid der går, inden den forsvinder.
Normaltvis kan der gå 1-2 uger inden den er helt forsvundet.
Risikoen er meget lille, og langt de fleste behandlinger bliver derfor givet uden at være forbundet med alvorlige komplikationer.
Behandling med binyrebarkhormon i øjet kan medfører grå stær og trykstigning i øjet.
Alvorlige komplikationer kan bl.a. være betændelse i øjet, blødning, nethindeløsning eller beskadigelse af linsen i øjet.
Vær opmærksom på
Trykket i det behandlede øje kan stige efter behandling med Ozurdex.
1 måned efter behandlingen skal du derfor have kontrolleret trykket i øjnene.
Denne trykkontrol kan enten foregå på afdelingen i forbindelse med en planlagt kontrol eller ved en praktiserende øjenlæge.
Hvis trykket skal kontrolleres ved en praktiserende øjenlæge skal du selv bestille en tid.
Dette kan være tegn på alvorlige komplikationer. Det er derfor vigtigt, at du tager kontakt til afdelingen og fortæller om dine symptomer. Så vil personalet sammen med dig vurdere, om det kræver en ekstra undersøgelse.
Når du kommer hjem
Selve medicinen kan ses som en lille streg eller plet i synsfeltet. Synet kan være sløret efter behandlingen, men klarer derefter op.
Det er vigtigt ikke at tørre øjet eller gnide i øjet efter indsprøjtningen. Dette er med til at mindske risikoen for, at der kommer bakterier og dermed betændelse i øjet.
Øjet vil desuden være bedøvet en halv time efter behandlingen, hvorfor der er risiko for, at du gør skade på øjet, hvis ikke du er forsigtig.
Dråberne forebygger betændelse i øjet og bliver ordineret i forbindelse med din behandling.
Du skal kun dryppe det øje, der er behandlet.
Dryp øjet 3 gange dagligt: Morgen, middag og aften
Du skal dryppe øjet i en uge
Fortsæt med dine vanlige øjendråber
Husk:
At spidsen af flasken ikke må røre øjet eller på anden måde forurenes
Ved brug af flere slags øjendråber bør der gå mindst 5 minutter mellem øjendrypning med de forskellige præparater
Dryp først med dråber - smør med salver som det sidste
At de fleste øjendråber og -salver højst må anvendes en måned efter, at du har taget flasken/tuben i brug.
Det er vigtigt, at du altid læser indlægssedlen, inden du påbegynder øjendrypningen.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Denne svie og irritation skal gerne aftage af sig selv indenfor det første døgn efter behandlingen.
Brug af kontaktlinser øger risikoen for betændelse i øjet. Derfor frarådes det at anvende kontaktlinser de første to døgn efter behandlingen.
Ved indsprøjtningen laves et lille hul, der lukker af sig selv. Indtil hullet er lukket, er der en lille risiko for at der kommer bakterier ind i øjet. Undgå derfor svømmehal, hav- og karbad i de første 2 døgn efter behandlingen. Du må gerne tage brusebad.
Undgå ligeledes at opholde dig i meget støvede omgivelser de første døgn efter behandlingen.
Du må gerne bruge øjet som du plejer, og det er ikke nødvendigt at sætte en klap for øjet.
Den første dag efter behandlingen oplever de fleste, det er rarest at holde øjet lidt i ro, og måske tage et hvil.
Videre forløb
Man kan ikke på forhånd sige, om behandlingen skal gentages.
Du skal komme til kontrol i Øjensygdomme 3 måneder efter behandlingen, og derefter skal du komme til regelmæssig kontrol. Øjenlægen vil ud fra dine billeder fastsætte intervallet mellem disse kontroller.
Det er vigtigt, du selv kontrollerer dit syn og tager kontakt til afdelingen ved forværring.
Selvom vi forsøger at finde et passende interval ift. kontrol og behandling, kan der forekomme aktivitet i sygdommen før ventet.
Du kontrollerer bedst for ændringer ved at se med et øje af gangen, og gerne på samme måde hver gang. Så er det lettest at registrere, hvis der sker ændringer.
Du skal reagere, hvis lige linier buer mere end vanligt, og hvis dit syn generelt bliver dårligere.
Væskeophobning i nethinden kan påvirke brillestyrken, hvorfor det kan være nødvendigt at vente med at købe nye briller, indtil dette er behandlet og stabilt.
Spørg personalet på Øjensygdomme, hvis du er i tvivl.
Mere information
Makula er det område af nethinden, der er ansvarlig for detaljesynet. Væskeophobning i makula kan give symptomer i form af en sløret plet i synsfeltet. Nogle oplever forvrængninger i form af lige linjer, der buler.
Væskeophobninger i makula kan opstå af forskellige årsager.
Rygning påvirker kroppens små blodkar, der sørger for at transportere ilt ud til vævet, dette gælder også for blodkarrene i øjnene. Tobaksrygning har en negativ effekt på øjnene, og øger risikoen for nogle bestemte typer øjensygdomme, herunder aldersforkalkning og blodpropper i øjnene.
Hvis du ønsker at stoppe rygning er der hjælp at få: spørg på apoteket eller din praktiserende læge.
Hvis dit syn falder til 30% på det bedst seende øje, eller hvis dårligt syn medfører, at du har svær ved at udføre vanlige gøremål, kan du rette henvendelse til en synskonsulent.
Hvem du skal kontakte afhænger af den kommune, du bor i. Spørg gerne personalet på Øjensygdomme.
Synslinjen er en gratis telefonrådgivning, der kan give støtte og vejledning til mennesker, der får en alvorlig synsnedsættelse eller er bange for at miste synet. Telefonrådgivningen er også åben for pårørende. Rådgiverne ved Synslinjen har alle selv været igennem et synstab.
Med sikker mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/967184
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.