I denne vejledning kan du læse om, hvordan du lever sundt og passer på din nye nyre efter en transplantation.
Vær opmærksom på
Du vil i perioden efter transplantationen ofte have brug for ekstra fosfat fra kosten fx i form af mælk, surmælksprodukter, ost og æg.
Dette er for at undgå for lavt fosfat i blodet, som mange udvikler i de første uger efter transplantationen.
Du er i øget risiko for at udvikle overvægt og type 2 diabetes efter en transplantion. Dette skyldes bl.a. den medicinske behandling, der er nødvendig for, at du ikke afstøder din nye nyre.
Du skal derfor være opmærksom på at undgå unødvendig vægtstigning og holde normalvægten. Vej dig gerne én gang ugentlig og hold øje med, at vægten ikke stiger.
Såfremt transplantationen er forløbet, som den skal og din nyrefunktion er oppe, skal du begynde at spise efter Sundhedsstyrelsens officielle kostråd.
Der er som udgangspunkt ikke længere behov for restriktioner i form af begrænsning af fosfat og kaliumindtaget i kosten.
Det er særligt i de første 14 dage efter transplantationen, at du kan få for lavt fosfat i blodet. Spis her gerne ekstra surmælksprodukter og drik 1 glas mælk. Brug ost som pålæg.
Når din læge har sagt god for, at du må begynde at dyrke motion, så er det godt for dig at udøve fysisk aktivitet i form af en rask gåtur, løb, træning i fitness center o.lign. og få pulsen op. Dette er med til at forebygge type 2 diabetes og overvægt.
Tal med din læge om, hvad du må lave af motion efter din transplantation.
Såfremt den nye nyre fungerer, så skal du spise godt med grøntsager og frugt igen.
Du bør spise varieret, hvilket betyder, at du skal spise forskellige grøntsager og frugter. Du bør ligeledes variere indtaget af fuldkorn, fisk osv.
Spis dig mæt i sund mad og sluk tørsten i vand. Begræns indtaget af sukkerholdige drikke, alkohol, kage, slik og saltholdige snacks som chips og peanuts.
Begræns indtaget af salt. Begræns særligt dit indtag af fastfood, hvor salt- og energiindholdet er højt.
Spis minimum 600 g grøntsager og frugter om dagen, hvis din nyrer fungerer, og du ikke har problemer med for højt kalium. Mindst halvdelen af de 600g skal være grøntsager.
Vælg især grove grøntsager som ærter, kål og rodfrugter og mørkegrønne grøntsager som spinat, broccoli og grønkål samt røde og orange grøntsager som gulerødder, tomat og rød peberfrugt.
Frosne grøntsager og grøntsager på konserves tæller med i de 600g om dagen.
Spis maksimalt 350 g kød om ugen. Begræns især okse- og lammekød.
Du bør som transplanteret ikke få for meget protein, og derfor er det en god idé at begrænse dit indtag af kød, hvilket er i tråd med De Officielle Kostråd.
Indfør gerne kødfrie dage og brug mindre kød i dine måltider. Brug i stedet fx bælgfrugter, andre grøntsager og fuldkornsprodukter.
Begræns dit indtag af forarbejdet kød, dvs. kød, der fx er røget og saltet.
Vælg kød med maksimalt 10% fedt. Gå efter nøglehulsmærket.
Spis 350 g fisk om ugen, hvoraf 200 g bør være fede fisk. Fede fisk er fx laks, makrel, sild og ørred.
Spis gerne 100 g bælgfrugter om dagen, hvis din nyrer fungerer, og du ikke har problemer med for højt kalium i blodet. Vælg fx hvide, brune og sorte bønner, kidneybønner, linser og kikærter.
Spis 30 g nødder om dagen, hvis din nyrer fungerer, og du ikke har problemer med for højt kalium i blodet. Spis fx hasselnødder, valnødder og mandler. Brug ligeledes gerne 1-2 spsk. frø om dagen i din mad. Vælg fx sesamfrø, græskarkerner og pinjekerner.
Spis gerne ca. 2 æg om ugen.
Spis 75 g fuldkorn om dagen. Dette svarer fx til 2 dl havregryn og 1 skive fuldkornsrugbrød.
Fuldkorn mætter godt og gør det nemmere for dig at holde vægten. Fuldkorn bidrager desuden med nogle gode vitaminer, mineraler og kostfibre.
Gå efter fuldkornslogoet og vælg fuldkorn, når du fx køber pasta, brød, ris, knækbrød og morgenmadsprodukter.
Brug planteolier som fx raps- og olivenolie, når du laver mad. Begræns brugen af smør og kokosolie.
Begræns brugen af smør på brødet. Brug fx mayonnaise, hummus eller lidt pesto i stedet.
Vælg mælk og sumælksprodukter med lav fedtprocent, herunder skummet-, mini- og kærnemælk samt yoghurt med maks. 1,5% fedt.
Drik gerne ca. 250 ml mælk eller mælkeprodukt om dagen, når din nyrer fungerer og du hverken har forhøjet kalium eller fosfat i blodet. Spis også gerne ca. 1 skive ost om dagen.
Videre forløb
Du kan i de fleste kommuner få hjælp til livsstilsændringer, herunder rygestop, motions- og kostvejledning og vægtkontrol på kommunens sundhedsklinik.
Gå ind på din kommunes hjemmeside og se, hvilke muligheder de kan tilbyde eller snak med din egen læge.
Mere information
På Nyreforeningens hjemmeside kan du finde relevant information, om hvordan du passer godt på din nyre på:
Ved akut behov udover åbningstiden kan hovednummeret på Aarhus Universitetshospital benyttes: 7845 0000
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/919726
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.