Forstoppelse: Sådan kan du selv forebygge og behandle (Nyresygdomme)
Gå direkte til
Forstoppelse: Sådan kan du selv forebygge og behandle (Nyresygdomme)
Denne vejledning handler om forstoppelse, og hvad du selv kan gøre for at forebygge og behandle.
Det varierer fra person til person, hvor tit man skal have afføring for at have en normal afføring. For nogle er det flere gange dagligt, mens der for andre kan gå dage imellem.
Det er individuelt, hvad der er normalt, men det optimale er cirka fra 2 gange dagligt til cirka hver anden dag. Hvis der er mere end 2 dage imellem dine afføringer, kan det tyde på forstoppelse, og mere end 3 gange dagligt kan tyde på diarré.
Måske synes du, at det er grænseoverskridende og privat at tale om afføring og forstoppelse, og derfor vil du hellere se tiden an. I værste fald kan det få lange og smertefulde konsekvenser for dig, så tag endelig snakken, hvis du er bekymret.
Der er mange årsager til, hvorfor du kan have kortere eller længere perioder med forstoppelse. De fleste mennesker oplever perioder med ændring i deres afføringsvaner, og det kan være meget generende for ens generelle velbefindende.
Forstoppelse kommer ofte på grund af:
ændring i levevaner, for eksempel madvaner
aktivitetsniveau
bekymringer
sygdom.
Meget medicin påvirker også maven og kan give forstoppelse i en periode.
Vær opmærksom på
Din mave fungerer ikke, som den skal, hvis:
du føler dig generet og utilpas i form af for eksempel smerter, kvalme, mavekramper og/eller udspilet mave
du skal anstrenge dig og føler ubehag, når du skal af med afføring
du er generet af hæmorroider
din afføring er tynd og kommer hurtigt
Sådan gør du
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Du kan anvende Bristol-skalaen til at vurdere afføringens udseende og konsistens. Bristolskalaen viser forskellige afføringstyper.
Hver type har nummer fra 1 til 7, og 3-5 er det optimale. Sådan skal din afføring helst se ud.
Noget medicin kan give forstoppelse. Hvis du får medicin ordineret af en læge, er det vigtigt at tale med lægen om din oplevelse af forstoppelse. Hvis det er medicinen, der giver forstoppelse, skal I finde en løsning sammen.
Gode toiletvaner er for eksempel:
Gå på toilet cirka samme tid hver dag, og helst ½-1 time efter morgenmad
Sid højst 5 minutter pr. gang
Sid i den optimale stilling: let foroverbøjet på toilettet. Brug eventuelt en lille fodskammel.
Hvis du følger rådene ovenfor, og det ikke har en effekt i løbet af 1-2 dage, kan du forsøge med milde afføringsmidler mod forstoppelse. Spørg på apoteket efter hjælp og vejledning.
Du kan også tage kontakt til din læge, hjemmesygeplejerske eller behandlende afdeling og bede om råd og vejledning i forhold til din specifikke situation og behandling.
Hvis du får tynd mave efter at have taget afføringsmiddel, skal du helst ikke stoppe helt. Tag mindre dosis, indtil afføringen har normal konsistens. Det vil sige type 3-5 på bristolskalaen.
Hvis du stopper helt, risikerer du at blive forstoppet.
Det kan tage tid at finde den rigtige dosering og det rette afføringsmiddel. Få eventuelt hjælp af din sygeplejerske, din hjemmesygeplejerske eller læge. Vis denne vejledning, når du kontakter en for hjælp.
Kurven viser, hvordan du risikerer at have problemer med skiftevis forstoppelse og diarré, hvis ikke du finder den rette dosis af afføringsmiddel.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.