Ring til os, hvis du bliver forhindret i at komme eller hvis den tid du har fået til undersøgelse ikke passer dig.
Du finder vores telefonnummer nederst på siden under Kontakt.
Du skal spise kulhydratfattig kost de sidste 2 dage før din undersøgelse.
Undgå: Brød, pasta, ris, kartofler, frugt, mælk og søde drikke, herunder medicinske ernæringsdrikke og juice
Spis: Kød, fisk, kylling, æg, ost og grønsager. Sovs, smør/olier, dressing og pesto som tilbehør.
Desuden nødder/mandler/peanuts/flæskesvær som snacks.
Du må IKKE spise de sidste 18 timer før din undersøgelse.
Du må KUN drikke postevand de sidste 18 timer før din undersøgelse.
Drik gerne rigeligt postevand.
Hvis du indtager andet end postevand 18 timer før din undersøgelse, kan vi blive nødt til at udskyde eller aflyse undersøgelsen.
Du må tage lægeordineret medicin som du plejer.
Dette gælder IKKE diabetes medicin, her gælder andre regler, som beskrives nærmere i "Vigtigt hvis du har diabetes".
Det er vigtigt for undersøgelsen, at dit blodsukker er velreguleret (d.v.s lavere end 7 mmol/l)
Din forberedelse afhænger af, hvordan du behandles for din diabetes.
Er du i behandling med insulin skal du kontakte afdelingen med henblik på aftale om undersøgelsen.
Er du i behandling med metformin skal du pausere denne behandling i 72 timer før undersøgelsen. Ved hurtig indkaldelse til undersøgelse skal du pausere med metformin så længe som muligt. Du skal stadig faste i 18 timer før undersøgelsen. Har du normal nyrefunktion kan behandlingen med metformin genoptages umiddelbart efter undersøgelsen. Har du nedsat nyrefunktion får du et brev med genoptagelse af metformin behandling.
Er du i anden tabletbehandling end metformin for din diabetes skal du faste i 18 timer, og tage din sædvanlige morgenmedicin.
Når vi planlægger din skanning sørger vi for, at dit undersøgelsestidspunkt ligger mindst 9 dage efter sidste kemoterapi.
Kontakt os, hvis der sker ændringer i tidspunkt for din behandling med kemoterapi.
Hvis du er gravid, bedes du kontakte Nuklearmedicin og PET så snart du indkaldes til undersøgelse.
Du finder vores kontaktoplysninger i den grønne boks nederst på denne side.
På undersøgelsesdagen
Du kan med fordel lade dine smykker, øreringe og andre piercinger, ur mm. blive hjemme. Undgå også gerne BH med metalbøjle.
Dette er vigtigt, fordi metal kan give forstyrrelser på vores billeder.
Hele undersøgelsen varer ca. 2 timer fra du bliver kaldt ind af en bioanalytiker fra venteområdet til du forlader afdelingen igen.
Du skal dog være opmærksom på at der af forskellige grunde kan opstå forsinkelser.
Du finder det præcise mødetidspunkt i dit indkaldelsesbrev. Du får indkaldelsesbrevet i din e-boks eller i din postkasse.
Når du ankommer til Nuklearmedicin og PET, skal du skanne dit sundhedskort og tage plads i det venteområde du henvises til.
Hold øje med den elektroniske kaldetavle, det er der, vi kalder dit nummer, når undersøgelsesrummet er klar til dig.
Hvis din undersøgelse er planlagt udenfor normal åbningstid, vil du blive hentet i venteområdet af en bioanalytiker eller radiograf.
Om undersøgelsen
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Du kommer i en seng i vores forberedelsesrum, hvor en bioanalytiker/radiograf giver dig det radioaktive sporstof i en blodåre i armen.
Der er normalt ikke ubehag forbundet med injektion af det radioaktive sporstof.
Der er ca en times ventetid fra du får det radioaktive sporstof til du kommer i skanneren. Dette skyldes at det tager lidt tid inden sporstoffet er fordelt i din krop.
I ventetiden ligger du i en seng, hvor det er vigtigt at du slapper godt af og ikke fryser.
Du må ikke læse og snakke i ventetiden, men må gerne lytte til musik.
Du skal drikke ½ l postevand inden du kommer i skanneren.
I skanneren skal du ligge på ryggen på et leje, typisk med armene oppe over hovedet.
Selve skanningen varer 10-30 minutter afhængig af, hvor stor en del af kroppen du skal have undersøgt.
Det er meget vigtigt, at du ligger helt stille under skanningen da bevægelse kan påvirke kvaliteten af billederne.
Vi kan hele tiden både se og høre dig i skanneren.
Det er en relativ stor og åben skanner så klaustrofobi er sjældent et problem.
Foto: Tonny Foghmar
Den stråledosis du får ved denne undersøgelse svarer til, hvad du modtager i naturen i løbet af nogle år.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.