Du finder det præcise mødetidspunkt i dit indkaldelsesbrev. Du får indkaldelsesbrevet i din e-boks eller i din postkasse.
Når du ankommer til Nuklearmedicin og PET, skal du skanne dit sundhedskort og tage plads i det venteområde du henvises til.
Hold øje med den elektroniske kaldetavle, det er der, vi kalder dit nummer, når undersøgelsesrummet er klar til dig.
Hvis din undersøgelse er planlagt udenfor normal åbningstid, vil du blive hentet i venteområdet af en bioanalytiker eller radiograf.
Om undersøgelsen
Du får lagt to drop og sat EKG elektroder på inden du kan komme i skanneren.
I skanneren skal du ligge på ryggen på et leje med armene ned langs siden. Der placeres en magnetisk spole over brystkassen. MR-skanneren larmer, derfor har du ørepropper eller et høreværn på.
Selve skanningen varer ca. 75 minutter.
Det er meget vigtigt, at du ligger så stille som muligt under skanningen da bevægelse kan påvirke kvaliteten af billederne.
Vi kan hele tiden se dig i skanneren. Under selve skanningen kan du komme i kontakt med os ved hjælp af en alarm.
Foto: Tonny Foghmar
Bioanalytikeren giver dig det radioaktive sporstof i en blodåre i din arm. Du får radioaktivt sporstof 2 gange under undersøgelsen.
Første gang i hvile og anden gang sammen med medicin, som udvider dit hjertes kranspulsårer.
Den medicin, der udvider dine kranspulsårer, kan give lette gener i form af:
hovedpine
åndenød
brystsmerter
svimmelhed
varmefornemmelse
Disse bivirkninger er ufarlige, forbigående og fortager sig hurtigt efter undersøgelsen.
Til nogle undersøgelser giver vi udover det radioaktive sporstof også MR kontraststof, når du ligger i skanneren.
MR kontraststof kan i sjældne tilfælde give lette bivirkninger i form af allergiske reaktioner. Bivirkninger vil normalt optræde hurtigt, men kan også vise sig efter flere dage.
Hvis der opstår mistanke om bivirkninger efter du har forladt afdelingen, skal du kontakte egen læge.
Vi holder øje med dit hjerte og dit blodtryk under hele undersøgelsen.
Den stråledosis du får ved denne undersøgelse svarer til, hvad du modtager i naturen i løbet af 4 måneder.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.