Behandling af prostatakræft med knoglemetastaser med radium-223-Xofigo
Gå direkte til
Behandling af prostatakræft med knoglemetastaser med radium-223-Xofigo
Formålet med behandlingen er at give længere tid uden sygdomsforværring, nedsætte knoglesmerter og forbedre livskvaliteten
Forbered dig til behandlingen
Når du møder op til behandling bliver du bedt om at underskrive en fuldmagt.
Du skriver under på at du vil modtage behandling samt at Nuklearmedicin og PET må anvende dine behandlingsdata til kvalitetsarbejde.
Den læge der laver behandlingen giver dig fuldmagten og kan forklare yderligere, hvis der er noget du er i tvivl om. Den læge der udfører behandlingen skriver også under på fuldmagten.
Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage.
Det er vigtigt, at du overholder de aftalte tider for blodprøver forud for hver behandling. Blodprøverne er bl.a. en kontrol af din knoglemarvsfunktion, som kan blive påvirket af behandlingen. Viser en sådan påvirkning sig, kan det være nødvendigt at forlænge tiden imellem de enkelte behandlinger.
Du vil ved første behandling få udleveret et såkaldt behandlingskort. Det er vigtigt, at du medbringer dette kort til hver behandling.
Om behandlingen
Behandling med Xofigo® sker i samarbejde mellem den afdeling der har henvist dig til behandlingen og Nuklearmedicin og PET på Aarhus Universitetshospital (AUH).
Indsprøjtning af det radioaktive behandlingsstof foregår i Nuklearmedicin og PET, Indgang J, J220, Palle Juul-Jensens Boulevard 165, 8200 Aarhus N.
Behandlingen gives hver 4. uge i en periode på op til 6 måneder, dvs. i alt 6 behandlinger.
Forud for hver behandling skal du til kontrol, som foregår på den afdeling, der har henvist dig til behandlingen.
Behandlingen er ambulant, og du kan tage hjem bagefter. Der må på dagen påregnes en vis ventetid i forbindelse med behandlingen (op til 2 timer). Efter behandlingen kan du først forlade afsnittet efter yderligere en kort ventetid (15 minutter).
På behandlingsdagen vil du ved ankomst i Nuklearmedicin og PET, AUH, blive vejet og få anlagt en nål i en blodåre i albuebøjningen. Denne skal bruges senere til behandlingen.
Ved første behandling vil der være gruppeinformation for dig og dine pårørende ved en læge om behandlingens virkning og eventuelle bivirkninger, samt information om diverse forholdsregler.
Dernæst foretages behandlingen enkeltvis. Der vil her være mulighed for at stille individuelle spørgsmål til lægen, der fortsat er til stede.
Selve behandlingen tager ca. 10 minutter. Du placeres i en behagelig stol med armlæn, og der vil blive dækket af med særligt papir for at undgå evt. spild af behandlingsstoffet på dig, stolen og gulvet.
Behandlingsstoffet indgives i den allerede anlagte nål, som efterfølgende fjernes igen. Ved hver behandling vil du blive spurgt, hvordan du kommer hjem.
Radium-223 er et radioaktivt stof, som udsender alfa-stråling med meget kort rækkevidde. Stoffet sætter sig i knoglesystemet, hvor der er knoglemetastaser og knoglevævsreparation. Der kan derfor forekomme forbigående forøgede smerter fra knoglesystemet. Disse er oftest af få dages varighed og optræder som regel i starten af behandlingsserien.
Tidligere erfaringer med Xofigo® har vist, at behandlingen kan give forstoppelse og forbigående diarre, eller forbigående kvalme og opkastning. Disse symptomer er dog relativt sjældne og vil oftest optræde de første dage efter indsprøjtningen og hurtigt klinge af.
Alle patienter kontrolleres hver 4. uge, eventuelt hyppigere ved behov.
Der er en række specielle strålehygiejniske forholdsregler forbundet med behandling med radioaktive lægemidler, som man som patient skal overholde. Disse har til formål at sikre, at der ikke sker utilsigtet bestråling af andre personer i patienternes omgivelser.
Da den primære radioaktive komponent i Xofigo®, radium-223, udsender alfa-stråling med meget kort rækkevidde (≤0,1 mm), vil radioaktiviteten ikke som sådan forårsage nogen større mængde stråling udsendt fra kroppen til omgivelserne.
Der vil dog være målbare mængder af radioaktivitet i forskellige kropsvæsker som blod, spyt, sæd, opkast, urin og ikke mindst afføring, som er den primære vej til udskillelse af overskydende radioaktivitet i den første uge efter hver behandling.
Nedenstående forholdsregler har derfor primært til formål at sikre, at der ikke sker forurening med og overførelse af selve behandlingsstoffet til andre personer, og skal overholdes i den første uge efter hver behandling.
Der er kun få begrænsninger i kontakten med familiemedlemmer efter behandlingen er givet. Du skal dog undgå tæt kontakt til gravide og børn under 15 år den 1. uge efter hver behandling.
Da selve behandlingen kan give forbigående kvalme og opkastning, udleveres en pose til evt. opkastning under hjemtransporten. Det anbefales at køre i egen privat bil(alternativt offentlig transport) eller med Patienttransport. Efter hver behandling vurderes din almene tilstand. Hvis du mod forventning ikke vurderes i stand til at anvende egen privat eller offentlig transport, som f.eks. taxa, vil der blive arrangeret særlig transport med Patienttransport.
Hvis du har svært ved at holde på vandet eller afføring, kan det anbefales at benytte engangsbleer under hjemtransporten efter hver behandling. På den måde undgås evt. uheld i bilen. Hvis du alligevel skulle være så uheldig at komme til at tisse eller have afføring i bilen, skal du kontakte Nuklearmedicin og PET, AUH, med henblik på vejledning til rengøring.
Drik godt med væske de første dage efter behandlingen, og brug et almindeligt toilet ved vandladning. Sid ned og skyl ud to gange.
Husk god håndhygiejne og vask hænder grundigt efter hvert toiletbesøg, og efter optørring af evt. spild.
Brug engangshandsker, hvis du skal tørre blod, spyt, opkast, urin eller afføring op, og hvis du håndterer tøj eller sengetøj, der er forurenet med dine kropsvæsker.
Ved optørring af spild, brug toiletpapir, der efterfølgende skyllesud i toilettet. Er der brug for meget papir, brug da køkkenrulle, der efterfølgende lægges i en dobbeltpose, der lukkes forsvarligt. Herefter kan posen behandles som almindeligt affald. Dette gælder også brugte engangsbleer, hvis du generelt har svært ved at holde på vandet eller afføringen.
Vask tøj, sengetøj og håndklæder, som er blevet beskidt med urin, blod, afføring eller opkast separat i vaskemaskinen, og ikke sammen med andet vasketøj.
Såfremt du har behov for hjælp til din personlige pleje, gælder ovenstående forholdsregler omkring håndhygiejne, brug af handsker og håndtering af spild og forurenet vasketøj også de personer, som hjælper dig.
Hvis det bliver nødvendigt at få foretaget blodprøve, urin- eller afføringsprøve den første uge efter en behandling, husk da at give besked til det sundhedspersonale, der skal håndtere prøvetagningen, om at du har fået behandling med det radioaktive stof Xofigo® (radium-223).
Hvis det bliver aktuelt med hospitalsindlæggelse med behandling og evt. operation indenfor de første 2 måneder efter en behandling, giv da sundhedspersonalet besked om, at du har fået behandling med det radioaktive stof Xofigo® (radium-223).
Hvis det bliver nødvendigt med indlæggelse og større operative indgreb, især operation på knogler f.eks. på grund af benbrud, oplys da behandlende afdeling om vigtigheden af kontakt til Nuklearmedicin og PET, AUH, med henblik på strålehygiejnisk rådgivning i forbindelse med operationen, da behandlingsstoffet ophobes i knoglevæv.
Da sædceller kan blive påvirket af stråling, skal der bruges prævention i de uger behandlingerne pågår, og i 6 måneder efter behandlingerne er færdige, hvis der er mulighed for graviditet. Dette for at undgå graviditet med sædceller, der kan være beskadigede.
Alarmer i lufthavne kan udløses af radium-223. Så skal du på udenlandsrejse kort tid efter behandlingen, kan du få udleveret et strålebeskyttelsescertifikat, som bekræfter behandlingen med det radioaktive lægemiddel.
Hvis du som patient skulle gå hen og dø enten under behandlingsrækken eller i tiden kort derefter, er det i lighed med operation vigtigt, at dine pårørende kontakter Nuklearmedicin og PET, AUH, med henblik på vejledning. Dette gælder især ved ønske om kremering. Henvendelse bør ske i op til 1 måned efter sidste behandling.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.