Polysomnografi og Søvnlatens, døgnundersøgelse (Neurologi)
Gå direkte til
Polysomnografi og Søvnlatens, døgnundersøgelse (Neurologi)
Polysomnografi (PSG) er en undersøgelse af din søvn. Formålet med undersøgelsen er at registrere din søvn samtidig med registrering af andre kropsfunktioner.
Multi Søvn Latens Test (MSLT) er en undersøgelse af, hvor hurtigt du falder i søvn og om der kommer abnorm tidlig drømmesøvn (REM søvn). Undersøgelsen anvendes til at udrede tilstande og sygdomme, som medfører søvnanfald og øget træthed om dagen.
Forbered dig til undersøgelsen
Du skal være indlagt i 2 døgn med mindre andet er aftalt. Tjek dit indkaldebrev
Forbered dig på ikke at indtage koffeinholdige drikke fra kl. 15 på indlæggelsesdagen til undersøgelsen er slut næste dag
Mød op med tørt hår uden voks, gelé, hårlak eller lignende
Anvend ikke fugtighedscreme på krop og i ansigt
Medbring løstsiddende nattøj
Medbring gerne din egen hovedpude, hvis du sover bedre med den
Har du fået en vejledning af lægen om ophør af sovemedicin, medicin mod narkolepsi, depression eller anden opkvikkende medicin, så følg denne
På undersøgelsesdagen
Du vil få enestue med adgang til bad og toilet.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen med Polysomnografi (PSG) udføres på indlæggelsesdagen og varer til næste dag kl. ca. 8.
Herefter starter MSLT (Multipel Søvn Latens Test). Testen varer ca. 6½ time fra kl. 08.00 til 14.30.
Søvnen registreres ved hjælp af en bærbar optager, der tilkobles elektroder placeret forskellige steder på kroppen. Undersøgelsen suppleres med videooptagelse af, hvordan din nattesøvn forløber.
Det tager ca. 75 minutter at få påsat elektroderne:
Der påsættes elektroder i din hårbund, der optager hjernens aktivitet. En elastisk hue sørger for at holde elektroderne på plads
Der påsættes elektroder i ansigtet, der måler dine øjenbevægelser
Der påsættes elektroder på benene og din brystkasse. Elektroderne på brystkassen måler din hjerterytme og elektroder på benene registrerer muskelbevægelser
Du får et bælte på din brystkasse og omkring din mave til måling af din vejrtrækning
Ved sovetid får du en føler foran næsen. Denne måler ind-/udånding
Du får også påsat en føler på en finger. Denne måler iltindholdet og puls
Dine sengetider aftales med personalet og det er vigtigt, at du følger personalets anvisninger.
Natten før undersøgelsen, hvor du er indlagt, skal du gerne have sovet minimum 6 timer.
Der optages 4-5 målinger af ca. ½ times varighed i den tid undersøgelsen varer. Der er pauser ind imellem. Du må ikke sove i pauserne
Der måles på hjernens aktivitet - EEG (ElektroEncefaloGrafi), øjenaktivitet og muskelaktivitet til at bestemme dit søvnmønster. Der optages også et EKG (ElektroKardioGram), der måler hjerterytmen.
Om natten er der infrarødt lys på stuen. Der er derfor mørkt i rummet, men personalet kan tydeligt se dig.
Risici og bivirkninger
Undersøgelsen er ufarlig og uden bivirkninger
Efter undersøgelsen
På udskrivelsesdagen afmonteres udstyret - det tager 10 minutter
Videre forløb
Henvisende afdeling/læge får tilsendt svaret på undersøgelsen og orientere dig om resultatet. Du vil få tilsendt en ambulant tid.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål til undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 7845 4270 mandag til torsdag mellem klokken 9 og 18.
Her kan du også aftale et besøg, hvis du ønsker at se stuen og hilse på personalet, inden indlæggelsen.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/873115
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.