Denne vejledning er til dig, der har fået foretaget en skanning, hvorpå der er fundet en svulst/tumor i hjernen, som kan give mistanke om kræft. Dette medfører et accelereret udredningsforløb; en kræftpakkeudredning.
En tumor i hjernen kan være enten godartede eller ondartede:
Meningeomer
Et meningeom er en godartet tumor, der opstår i hjernens hinder og vokser langsomt, sommetider over år. Meningeomer er ikke kræft, men en tumor der med tiden kan genere og give symptomer, hvorfor en operation i nogle tilfælde vil være en nødvendighed.
Primære hjernetumorer
En tumor i hjernens eget væv betegnes som primære hjernetumorer. En primær hjernetumor kan indeholde kræft eller celleforandringer, der med tiden kan udvikle sig til kræft. Kræfttumorer vokser oftest relativt hurtigt, og har derfor været kort undervejs. En primær hjernetumor spreder sig aldrig uden for hjernen.
Hjernemetastaser
Kræftceller kan sprede sig fra den oprindelige kræftknude til andre steder i kroppen. Hvis kræftceller spreder sig til hjernen, kaldes de hjernemetastaser.