Guillain-Barré Syndrom (GBS), også kaldet Akut Inflamatorisk Demyeliniserende Polyneuropati (AIDP), er en akut indsættende sygdom, hvor immunsystemet angriber nerverne uden for hjerne og rygmarv. I Danmark diagnosticeres omkring 50-100 om året med GBS. Tilstanden kan forekomme i alle aldre.
GBS er en alvorlig sygdom, men dødeligheden er meget lav; under 2 procent, hvis man har adgang til intensiv behandling.
De fleste, som får sygdommen, bliver helt raske eller har kun lette langtidsfølger som fx nedsat balance, ændret følesans og let nedsat kraft i fødderne.
10-15% får varige neurologiske skader (fx en dropfod), som har betydning for daglige funktioner. Det ses hyppigere ved høj alder og anden sygdom.