Dissektion i en halspulsåre
Denne vejledning henvender sig til patienter, der er blevet diagnosticeret med en dissektion i en halspulsåre.
Årsag
En rift i en halspulsåre kan forårsage en dissektion
Halspulsårerne leverer blod til hjernen. Pulsårerne består af flere tynde lag, og når der opstår en rift i det inderste lag, kan blodet blive presset ud gennem riften, en såkaldt dissektion. Dermed dannes der en blodansamling i karvæggen. Blodansamlingen i væggen kan føre til en forsnævring eller aflukning af pulsåren. Hvis en del af blodansamlingen river sig løs og vandrer med blodstrømmen til hjernen, kan den sætte sig fast i et mindre blodkar og dermed forårsage en blodprop i hjernen.
En dissektion opstår oftest spontant, men kan i sjældne tilfælde dannes efter slag mod halsen eller kraftige vrid i nakken.
Om behandlingen
En dissektion behandles med blodfortyndende medicin
Behandlingen er blodfortyndende medicin for at forebygge blodpropper i hjernen. Som hovedregel får man to forskellige blodfortyndende tabletter dagligt i tre måneder (Magnyl og Clopidogrel), hvorefter man fortsætter med at tage én tablet (Magnyl) daglig.
I de fleste tilfælde heler karvæggen i løbet af de første måneder og risikoen for, at der igen kommer en rift, er meget lille.
Symptomer som hovedpine og nakkesmerter behandles med smertestillende medicin
Eventuel hovedpine og nakkesmerter kan lindres med Paracetamol. Hvis dette ikke er tilstrækkelig, kan lægen udskrive stærkere smertestillende medicin.
Der må ikke bruges andet håndkøbsmedicin såsom Ibuprufen, Voltaren, Kodimagnyl eller lignende, fordi behandlingen kan påvirke den blodfortyndende effekt.
Mere information
Du får tilbudt en skanning af halspulsårerne efter 6 måneder
Efter seks måneder tilbydes du en kontrolskanning af halspulsårerne for at se, om karret er helet. I de fleste tilfælde gives der kontrastvæske under skanningen. Svaret på skanningen vil blive givet per brev eller i Neurologisk Klinik.
Skanningen foretages efter seks måneder, fordi helingsprocessen i blodkarret kan tage op til 4-6 måneder, herefter sker der ikke yderligere forandringer i pulsåren. I nogle tilfælde kan den blodfortyndende behandling ophøre.
Det vil blive vurderet, om den blodfortyndende behandling skal være livsvarig eller den kan ophøre
Hos nogle opstår der arvævsdannelse i pulsåren som betyder, at der efter seks måneder fortsat kan ses en forsnævring eller aflukning af pulsåren. I så fald anbefaler vi typisk, at man fortsætter med blodfortyndende behandling livslangt.
I modsætning til andre sygdomme, som også kræver blodfortyndende behandling må man, når der er gået seks måneder godt holde pause med blodfortyndende behandling op til en uge, hvis der planlægges en større tandlægebehandling, en operation eller lignende.
Kontakt
STROKE SENGEAFSNIT
Du og dine pårørende er velkommen til at kontakte os på følgende telefonnumre:
- Sekretær på Stroke Sengeafsnit: 7845 4280
- Koordinator på Stroke Sengeafsnit: 5182 1990
Vores adresse er:
Stroke Sengeafsnit, Aarhus Universitetshospital, Indgang J, Plan 5, Krydspunkt J518
Palle Juul-Jensens Boulevard 165, 8200 Aarhus N
Gå direkte til
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.