Formålet med undersøgelsen er at undersøge dit søvnmønster. Dette gør vi ved at registrere den elektriske aktivitet i din hjerne (elektroencefalografi), øjenbevægelser, muskelaktivitet, vejrtrækning, iltindhold i blodet samt din hjerterytme.
Forbered dig til undersøgelsen
Det er vigtigt, at du møder til undersøgelsen med rent og tørt hår, som ikke indeholder voks, gelé, hårlak mm.
Sov som du plejer op til undersøgelsen
Hvis ikke andet er aftalt skal du tage din medicin, som du plejer.
Hvis du tager sovemedicin eller medicin mod narkolepsi skal du have en aftale med den henvisende læge.
Sammen med indkaldelsesbrevet modtager du en søvndagbog. Du bedes udfylde og medbringe dette skema, når du kommer til undersøgelse.
Da du til undersøgelsen får monteret noget måleudstyr på kroppen, er det en god ide at tage en tætsiddende T-shirt eller top på.
Hvis du bruger BH, så tag gerne en behagelig type på. Efter måleudstyret er monteret på dig er det ikke muligt at skifte T-shirt, top eller BH.
Det er en fordel med løstsiddende bukser, da du får monteret elektroder på benene. En skjorte eller trøje, som kan knappes eller lynes foran, er også en god ide.
Hvis du ønsker at skjule de elektroder, som du får sat på hovedet, kan du medbringe et tørklæde eller en løs hue.
Undgå creme og makeup i ansigtet samt creme på kroppen
Hvis du er mand, skal du være nybarberet på halsen op til kæbelinjen og hagespidsen.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen forløber over 2 dage
1. dag
På den første dag monterer vi udstyret på dig. Du får elektroder på hoved, ansigt, krop og ben (se billede herunder). Elektroderne forbindes med ledninger til en boks, som du skal bære foran på kroppen, og du kan gå frit omkring med denne.
Du bliver instrueret i, hvordan du ved sovetid selv skal sætte en føler foran næsen, sætte en iltsensor på en finger og sætte en mikrofon på halsen. Så går du hjem med udstyret.
Inden du går hjem får du udleveret 2 skemaer, som du skal udfylde og aflevere dagen efter. Disse omhandler nattens søvn og generel træthed.
Påsætningen tager det ca. 1 - 1½ time, og optagelsen varer til næste morgen og foregår hjemme.
Du må ikke drikke alkohol mens du har udstyret på, og du må ikke drikke opkvikkende drikke såsom kaffe, te eller cola om aftenen.
2. dag
Når du er stået op, skal du selv fjerne elektroder og udstyr, som du er blevet instrueret i. Herefter skal du aflevere udstyret på Neurofysiologisk Klinik.
Husk at medbringe de udfyldte skemaer omhandlende nattens søvn og generel træthed.
Mere information
Svar inden for 8-14 dage
De fleste svar sendes inden for 8-14 dage til den læge/afdeling, som har henvist dig til undersøgelsen. For enkelte undersøgelser kan svartiden være op til en måned.
Kontakt
Kontakt Neurofysiologisk Klinik
Telefon
7845 4299
Telefontid
Mandag - torsdag 8 - 15 Fredag 8 - 14.30
Adresse
Palle Juul-Jensens Boulevard 165 8200 Aarhus N Indgang J, Plan 2, J209
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.