Operation for brok i mellemgulvet (laparoskopisk diaphragma hernie, Borema-operation) (i Dagkirurgi)
Gå direkte til
Operation for brok i mellemgulvet (laparoskopisk diaphragma hernie, Borema-operation) (i Dagkirurgi)
En medfødt eller pådraget svaghed i mellemgulvsmusklen kan give plads til, at organer der normalt ligger nedenfor, kan bevæge sig op igennem mellemgulvet og op i brysthulen.
Ofte er hele eller dele af mavesækken vandret op i et brok. I sjældnere tilfælde vandrer også tarme, milt eller bugspytkirtel op i et brok.
Hos nogle giver dette symptomer, og man får tilbudt en operation. Denne foregår som en kikkertoperation (laparoskopi) i fuld bedøvelse.
Vær opmærksom på
Det første døgn efter operationen må du ikke færdes alene i trafikken eller være fører af et motorkøretøj, da du har været i fuld narkose.
Hvis du skal indlægges, skal du tage din medicin med på hospitalet i original indpakning. Det gælder både, hvis du skal indlægges og har fået et indkaldelsesbrev fra hospitalet, og hvis du bliver indlagt af din praktiserende læge. En pårørende kan evt. komme med din medicin.
Får du medicin dosispakket fra apoteket, skal du også tage den med i original indpakning.
Du må ikke selv køre hjem, den dag du er opereret. Dette skyldes bedøvelse og medicin, der påvirker din reaktionsevne.
Du skal selv arrangere transport til og fra hospitalet. Er du over 65 år eller førtidspensionist, er du berettiget til kørsel.
Overvej om du vil have en person med som støtte, hvis du er nervøs og utryg.
Vi vil inddrage den pårørende du har taget med, i det omfang det er muligt.
Når vi fortæller om operationen og det videre forløb, kan det være hensigtsmæssigt at have en der lytter med. Det kan være svært at huske alle informationer.
Modtagelse
Som pårørende er du velkommen til at deltage i forløbet i Dagkirurgi.
På dagen kan vi aftale hvad og hvornår du skal deltage. Der er praktiske begrænsninger, som gør at du ikke kan være med til alt, men vi vil gøre hvad vi kan for at opfylde jeres ønsker.
Ventetid
Som pårørende kan du opleve ventetid, fordi vi ikke altid kan forudse hvor lang tid en operation tager.
Vi kan derfor heller ikke give dig et præcist tidspunkt for, hvornår patienten er klar til at komme hjem. Vi vil gerne ringe til dig, hvis du skal nå noget i mellemtiden.
Operationen
Det er ikke muligt at være med til selve operationen. I nogle tilfælde kan det være en fordel af være med, indtil patienten sover. Det aftaler I ved modtagelsen og skal afstemmes med dine og patientens behov.
På opvågningen
Patienten har brug for stille at komme til sig selv, evt. sove lidt og blive smertedækket. Nogle gange er det hensigtsmæssigt, at du som pårørende kommer ind og deltager straks når patienten er vågen.
På Opvågningen ligger der flere patienter, så det kan variere hvornår og hvor meget du vil få mulighed for at komme derind.
Afhentning
Som pårørende skal du kunne afhente med god varsel. Vi beder altid om telefonnummer og navn på den person, der skal hente.
Før selve indlæggelsen vil der være en ambulant modtagelsesdag, hvor der foretages følgende:
Der optages journal og sygeplejejournal
Højde og vægt måles
Der tages blodprøver og evt. EKG (måling af hjerterytme)
Samtale med sygeplejerske
Samtale med læge om operationen
Samtale med narkoselæge om bedøvelsen, smertestillende og evt. afslappende medicin
Der tages evt. mål til de støttestrømper, som du muligvis skal have på under og efter operationen for at forebygge blodpropper i benene. Dette afhænger af hvor lang tid operationen er planlagt til at vare.
Du vil blive instrueret i, at tage en blodfortyndende indsprøjtning dagen før din operation. Behandlingen fortsætter også efter operationen.
Du vil blive instrueret i at fjerne behåring på kroppen inden operation.
Der vil i løbet af dagen være ventetid, så det er en god idé at medbringe læsestof eller andet.
Du kan købe frokost i Café Syd, eller du kan medbringe en madpakke. Medbring gerne drikkevarer.
Du skal være forberedt på, at opholde dig på hospitalet indtil ca. klokken 15.00.
Får du blodfortyndende medicin (f.eks. Hjertemagnyl, Clopidogrel, Xarelto, Eliquis, Marevan eller andet præparat), kan det være nødvendigt at holde pause med dette op til 7 dage før din behandling/operation.
Du skal derfor kontakte afdelingen og få nærmere besked om netop din eventuelle pausering af blodfortyndende medicin. Se teksten i dit indkaldelsesbrev om dette.
Dagen før du skal opereres, skal du tage en blodfortyndende indsprøjtning kl. 17. Denne forebygger blodpropdannelse i benene. Du vil blive instrueret i, at tage den blodfortyndende indsprøjtning og kan følge denne instruktion: Selvadministration af Fragmin. Behandlingen fortsætter også efter operationen.
Du vil få udleveret de blodfortyndende indsprøjtninger.
Du skal fjerne hår i det område, hvor du skal opereres:
Hele maven (fra brystvorterne ned til kønsbehåringen ved skambenet)
Højre side af låret (20x20 cm). Under operationen skal der sidde et plaster på det felt, hvor hårene er fjernet
Du skal bruge en barbermaskine eller hårklipper. Du må ikke bruge en skraber, da det kan give små rifter og infektion.
Der må godt være små stubbe på højst 2 mm.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Medbring din daglige medicin.
Blodfortyndende medicin:
Får du blodfortyndende medicin, skal du aftale pause eller ændring med den kirurgiske afdeling/klinik inden operationen.
Er du i tvivl, så ring til den kirurgiske afdeling/klinik, der har henvist dig til operation for at aftale nærmere.
Har du fået information om at tage f.eks. blodfortyndende injektion Fragmin i stedet for vanlig blodfortyndende medicin, eller fordi det er påkrævet til din operation, skal du tage Fragmin som angivet af den kirurgiske afdeling/klinik.
Diabetes:
Du skal som udgangspunkt ikke tage diabetesmedicin mens du faster, hverken insulin eller tabletter - se undtagelser herunder.
OBS: Hvis du har insulinpumpe, lader du den køre uændret i fasteperioden. Får du langtidsvirkende insulin tager du den som du plejer, f.eks. Semglee, Lantus, Abasaglar, Levemir, Toujeo, Tresiba
Hvis du møder efter kl. 12, er det en god ide at spise morgenmad senest 6 timer før mødetidspunkt og tage din diabetesmedicin sammen med måltidet.
Har du spørgsmål omkring selve operationen og evt. sygemelding efterfølgende, skal du kontakte den afdeling/klinik, som har henvist dig til operation.
Du kan se kontaktoplysninger hertil nederst i denne patientvejledning.
Inden operationen har bedøvelseslægen planlagt din bedøvelse ud fra din journal og dit spørgeskema, og kontakter dig kun ved behov. Du møder bedøvelsespersonalet på operationsdagen.
Spørgsmål til bedøvelsen og dagens forløb, skal du stille til Dagkirurgi. Du kan se kontaktoplysninger hertil nederst i denne patientvejledning.
Tag kontakt hvis du:
Bliver syg
Har væsentlig ændring i dine symptomer
Har feber
Er forkølet/hoster
Har influenza
Har udslæt eller sår på huden i det område, hvor du skal opereres.
Du kan sende afbud med sikker mail til afdelingen via eBoks eller borger.dk. Du kan også ringe på det telefonnummer, der står i din indkaldelse.
Vi kan give dig en ny tid til operation, hvis du er forhindret.
Vi kan give din tid til en anden, hvis du er forhindret.
På operationsdagen
For at nedsætte risikoen for infektion anbefaler vi, at du tager bad om morgenen på operationsdagen eller dagen før og vasker dig grundigt i området, som skal opereres.
Ofte skifter man kun delvist til hospitalstøj og det er derfor væsentligt, at du kommer i rent tøj på operationsdagen.
Tag varmt tøj på med plads til eventuel forbinding.
Undlad creme og make-up i operationsområdet.
Fjern piercinger og smykker.
Du skal møde i Dagkirurgi i henhold til dit indkaldelsesbrev
Scan dit sundhedskort på scanneren, og tag plads i venteværelset.
I venteværelset kan du opleve, at andre som er mødt senere end dig, bliver kaldt ind først. Ikke alle skal ind til samme læge/speciale og ventetiden varierer derfor.
Du og eventuelt en pårørende modtages af en sygeplejerske, som vil gennemgå dagen og give dig forberedende medicin. Du får udleveret relevant hospitalstøj og får et skab til dine ejendele.
Du taler med kirurgen, som skal operere dig.
Herefter sidder du og venter indtil operationspersonalet henter dig, og følger dig ind på operationsstuen.
Om operationen
Under operationen er du i fuld bedøvelse. Personalet, der bedøver dig vil være hos dig under hele bedøvelsen og sørge for at du sover dybt og ikke mærker smerter.
Før du bliver bedøvet, spørger vi til din medicin m.m., for at bedøvelsen kan passe til netop dig.
Derefter får du:
lagt et drop i hånden, hvori du får sovemedicin og smertestillende medicin
sat elektroder på brystkassen, så vi kan holde øje med din hjerterytme
sat en blodtryksmåler om armen
sat en klemme på fingeren, det er en iltmåler, der holder øje med din vejrtrækning
Det afhænger af operationen om du får mere overvågningsudstyr og flere drop under operationen, narkoselægen eller narkosesygeplejersken fortæller dig om dette.
Du får en iltmaske på og falder hurtigt i søvn. Når operationen er slut, slukker vi for sovemedicinen, og du vågner efter kort tid.
Efter operationen kan du føle dig døsig og lidt omtumlet lige efter, du er vågnet. Vi observerer dig på opvågningsafsnittet efter operationen.
Hvis du er bekymret for at skulle bedøves, er det vigtigt, at du fortæller det til personalet, der modtager dig, så de kan hjælpe dig.
Du får ført rør med indbyggede videokameraer ind i bughulen via små snit i huden.
Brokket og dets indhold frigøres og lægges tilbage i bughulen.
Defekten i mellemgulvsmusklen bliver syet sammen og forstærkes evt. med et biologisk net (mesh).
Risici og bivirkninger
Ved alle operationer er der en lille risiko for infektion og blødning
Det skyldes, at indgrebet kan give skader på nerver, der stimulerer mavesækkens funktion.
Skade på spiserør og mavesæk er sjældne (<1%) og kræver et par dages ekstra indlæggelse.
Der er en lille risiko for kroniske smerter efter operationen
Nogle patienter generes af trykken under ribbenene eller stikkende ubehag i skulderen. Generne kan afhjælpes med smertestillende medicin. Smerterne mindskes almindeligvis i løbet af få dage.
Enkelte patienter kan have svært ved at lade vandet efter operationen. Derfor er det vigtigt at du er opmærksom på dette hvis problemet opstår.
Dette kan skyldes bivirkninger fra tidligere operation. En åben operation kan komme på tale.
De fleste reoperationer er inden for det første ½ år.
Efter operationen
Når operationen er færdig, kommer du på Opvågningen og passes af en sygeplejerske.
Hvis du har været i fuld bedøvelse, vil du være træt og have brug for at hvile ½-1 time. Du får smertestillende og anden medicin i det omfang du har behov for det. Herefter bliver du tilbudt noget at spise og drikke.
Hvis du har været vågen under operationen, vil du være klar til at spise og drikke med det samme du kommer til Opvågningen.
Det er individuelt, hvordan man har det efter operationen, og hvor længe man skal blive i Opvågningen.
Efter operationen skal du kunne trække vejret dybt og hoste samt komme ud af sengen. Hvis du ikke kan det på grund af smerter, er det vigtigt, at du gør personalet opmærksom på dette.
Nogle patienter generes af trykken under ribbenene eller stikkende ubehag i skulderen. Generne kan afhjælpes med smertestillende medicin. Smerterne mindskes almindeligvis i løbet af få dage.
Du må i de fleste tilfælde spise og drikke, hvad du har lyst til efter operationen. Dog anbefaler vi at du starter med at spise lidt yoghurt eller suppe uden fyld.
Det er vigtigt, at du kommer ud af sengen og går rundt så hurtigt som muligt. Fysisk aktivitet er med til at forebygge komplikationer efter operationen, da det stimulerer blodomløbet, lungefunktionen og hjælper tarmfunktionen i gang.
For at skåne dit operationssår, skal du lære at komme i, ud og op af sengen på en bestemt måde:
bøj benene og tril om på siden
før benene ud over sengekanten samtidig med, at du støder fra med den øverste arm
når overkroppen er fri af madrassen, støder du fra med nederste arms albue
Alle patienter er indlagt til næste dag og de fleste patienter, der gennemgår denne operation, udskrives indenfor 24-48 timer efter operationen.
Når du kommer hjem
Efter operationen har du 4-5 små operationssår på maven, som enten er syet sammen eller sat sammen med clips. Disse skal fjernes omkring 10-12 dage efter operationen hos din egen læge. Du skal selv bestille tid hertil.
Hvis såret bliver rødt, hævet og tiltagende ømt, kan det være tegn på betændelse i såret. Hvis det sker, skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen.
Det er meget individuelt, hvor længe man har smerter eller ømhed i operationsområdet. Smerterne kan normalt behandles med håndkøbsmedicin som f.eks. Paracetamol (salgsnavne: Pinex, Pamol, Panodil og Paracetamol). Smerterne skal være aftagende i dagene efter operationen.
Vi anbefaler:
Tablet Paracetamol 500 mg, 2 tabletter 2-4 gange dagligt, eventuelt i kombination med tablet Ipren 200 mg 3 gange dagligt. Ipren tages i maksimalt 7 dage, første gang om aftenen på operationsdagen.
Begge præparater kan købes som håndkøbsmedicin på apoteket. Det anbefales at du køber medicinen på apoteket inden operationen.
Du kan tage brusebad 24 timer efter operationen. Lad vand og sæbe løbe ned over såret. 24 timer efter operationen er det ikke nødvendigt at bruge plaster. Først når clipsene er fjernet, og såret er helet, må du igen tage karbad, gå i svømmehal, sauna, havbad osv.
Lige sådan må du først genoptage sportsaktiviteter efter 8 uger. Almindelige cykling og gåture m.m. er helt i orden.
Kontakt
Kontakt Mave- og Tarmkirugi - Sengeafsnit 1
Har du spørgsmål inden for 24 timer efter udskrivelsen er du velkommen til at kontakte Mave- og Tarmkirurgi, Sengeafsnit 1.
Hvis der opstår problemer over 24 timer efter udskrivelsen, skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen.
Telefon
7845 3233
Telefontid
Alle ugens dage
Adresse
Mave- og Tarmkirurgi, Sengeafsnit 1 Aarhus Universitetshospital Palle Juul-Jensens Boulevard 35 8200 Aarhus N Indgang C, plan 7, krydspunkt C716
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.