Kikkertundersøgelse af endetarm og tyktarm (Koloskopi) - ambulant (formiddag)
Gå direkte til
Kikkertundersøgelse af endetarm og tyktarm (Koloskopi) - ambulant (formiddag)
Du skal have foretaget en kikkertundersøgelse af din endetarm og tyktarm.
Undersøgelsen kan vise, om der er forandringer som for eksempel udposninger, betændelsestilstande, polypper eller svulster.
I forbindelse med undersøgelsen kan der desuden tages vævsprøver (biopsier) fra tarmen.
Forbered dig til undersøgelsen
Vigtig information om medicin
Får du blodfortyndende medicin (fx Marevan, Marcoumar el. lign.) bedes du ringe til os ca. 14 dage før undersøgelsen. Vi vil så lægge plan for din blodfortyndende behandling i dagene op til undersøgelsen.
Hvis du har insulinkrævende sukkersyge og har brug for vejledning i forbindelse med udrensning, kan du kontakte os.
Får du øvrig medicin, skal du i forbindelse med udtømning og undersøgelsen fortsætte uændret med dette.
I forbindelse med forebyggelse af spredning af MRSA (en multiresistent stafylokok-bakterie kaldet Methicillinresistens staphylococcus aureus) vil vi bede dig besvare spørgsmål herom.
Svarer du "ja" til ét eller flere af nedenstående spørgsmål, er det vigtigt, at du kontakter afdelingen før undersøgelsen.
Har du tidligere fået påvist MRSA (Methicillin resistente stafylokokker)?
Har du inden for de sidste 6 måneder haft længerevarende kontakt med en MRSA-positiv person?
Har du inden for de sidste 6 måneder modtaget behandling på hospital eller klinik i udlandet (uden for Norden)?
Har du inden for de sidste 6 måneder haft direkte eller indirekte kontakt med levende svin?
Har du tidligere være isoleret på enestue under indlæggelse?
Du må ikke indtage:
jerntabletter eller andre jernholdige præparater
fibertilskud som f.eks. fibertilskuddet HUSK
kerneholdige madvarer som f.eks. brød med kerner, hørfrø, sesamfrø
rå grøntsager, majs, ærter vindruer eller lignende
Du skal påbegynde en fiberfattig diæt - spis kun fødevarer fra følgende liste:
æg (kogte el. pocherede)
hvid fisk
kylling
magert kød
sovs (boullion, mel el. maizena må bruges)
hvidt brød uden kerner
kartofler (kogte, ingen skind)
pasta/nudler
hvide ris
tofu el. andre former for forarbejdet vegetabilsk protein
undgå kerner, majskorn, frugt og grønt med skal og kerner
indtag rigeligt med væske.
Senest kl. 13.00: Der indtages en let morgenmad bestående af fødevarer fra listen fra dagen forinden. Herefter må der ikke indtages fast føde inden undersøgelsen i morgen.
Indtage rigelige mængder af klare væsker (te, kaffe, sodavand, klar frugtsaft/juice eller vand). Små mængder mælk i kaffen/te er tilladt. Vaniljeis er tilladt.
Klokken 18.00: Indholdet af posen med Citrafleet opløses i 150 ml koldt vand. Rør i 2-3 minutter. Hvis væsken bliver varm, mens du rører i den, skal du vente indtil den er kølet ned, før du drikker hele opløsningen. Opløsningen starter med at være en uklar væske. Når opløsningen er klar, skal drikke den med det samme.
Klokken 22.00: Blandes indholdet af Plenvu, Dosis 1 i 500 ml vand. Drik dette i løbet af ½ time.
Drik derefter 500 ml klar væske (saft, juice uden frugtkød) i løbet af den næste ½ time.
Det er individuelt, hvor hurtigt Plenvu har effekt, men generelt gælder det, at jo hurtigere du drikker væksen, desto hurtigere virker det. Du må forvente hyppige toiletbesøg og slutteligt diarré. Mavekramper er almindeligt forekommende. Afføringen skal være vandtynd og uden fødeelementer for, at udrensningen er fuldstændig. Hvis dette ikke er tilfældet, bedes du drikke yderligere klare væsker.
Drik yderligere 1 liter klar væske inden sengetid.
Huden ved endetarmsåbningen kan blive irriteret - brug evt. en barrierecreme der beskytter huden, hvis du finder det nødvendigt. Spørg evt. apoteket.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din undersøgelse bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter undersøgelsen. Hvis du har diabetes, skal du drikke vand i stedet for sød saftevand.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
På undersøgelsesdagen
De sidste to breve af Plenvu, Dosis 2 brev A og B skal du starte med at drikke 3 timer før afgang til undersøgelsen. Hvis du eksempelvis skal møde kl 10.00 og har to timers transporttid til hospitalet, så skal du starte med at drikke opløsningen kl. 05.00.
Bland brev A og B i 500 ml vand. Drik dette i løbet af den næste ½ time.
Drik herefter mindst 500 ml klar væske (saft, juice uden frugtkød) i løbet af den næste ½ time.
Du skal fortsat drikke rigeligt energi- og sukkerholdigt vandtynd væske indtil 2 timer før selve mødetiden.
Du må ikke have smykker eller lignende på ved undersøgelsen. Der vil være mulighed for at få låst værdigenstande inde, men medbring mindst muligt.
Du skal medbringe dit sygesikringskort, som du skal registrere dig med, når du møder i afdelingen og efterfølgende tage plads i klinikkens venteværelse.
Du bliver hentet i venteområdet af en sygeplejerske og får anvist en hvilestol.
Du vil få anlagt en plastikkanyle (drop) i håndryggen. Denne benyttes i forbindelse med undersøgelsen til fx smertestillende og beroligende medicin.
Om undersøgelsen
Vi fører en tynd, bøjelig kikkert op i tyktarmen via endetarmsåbningen. Ved hjælp af kikkerten kan vi se tarmens slimhinde og undersøge, om der er forandringer, f.eks. polypper, udposninger eller svulster. Ved forandringer tager vi vævsprøver eller fjerner eventuelle polypper.
Ved undersøgelsen pustes luft ind i tarmen gennem kikkerten, så vi bedre kan se hele tarmens slimhinde. Luften i tarmen kan gøre, at du føler dig oppustet og får afføringstrang.
Du kan få smerter i kortere tid på grund af stræk på tarmen. Hvis du oplever smerte og ubehag ved undersøgelsen, kan du få beroligende og smertestillende medicin.
Udover undersøgelsestiden skal der beregnes tid til forberedelse og hviletid efter undersøgelsen. Der må påregnes ventetid, da vi ikke kan give et præcist tidspunkt for undersøgelsen.
Tag. evt. læsestof og musik med til ventetiden. Du bedes også medbringe en madpakke til indtagelse efter undersøgelsen.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Risici og bivirkninger
Det er meget sjældent, at der opstår komplikationer i forbindelse med kikkertundersøgelsen. Der er en lille risiko for, at der kan gå hul på tarmen, men dette er meget sjældent.
Er der taget vævsprøver, kan det bløde lidt fra tarmen. Oftest er det så lidt, at det intet betyder.
Hvis det bløder meget, eller hvis du får kraftige mavesmerter, kan du indtil kl. 8.00 næste dag ringe på tlf.: 7845 3233 og tale med en sygeplejerske i Mave- Tarmkirurgi. De efterfølgende dage er det din egen læge eller vagtlæge, du skal kontakte.
Efter undersøgelsen
Hvis du ikke har fået medicin i forbindelse med undersøgelsen, må du tage hjem umiddelbart efter.
Hvis du har fået smertestillende eller beroligende medicin i forbindelse med undersøgelsen, skal du blive i afdelingen i mindst 15-30 minuter, indtil virkningen af medicinen har fortaget sig. Du må ikke føre motorkøretøjer eller betjene maskiner før næste dag. Du må gerne tage offentlige transportmidler hjem.
Hvis du har været i fuld bedøvelse, skal du blive i afdelingen i mindst en time, indtil virkningen af bedøvelsen har fortaget sig. Du skal hentes af en voksen person og skal kunne kontakte en voksen resten af døgnet. Du må ikke føre motorkøretøj eller betjene maskiner, før næste dag.
På grund af den medicin, du har fået i forbindelse med undersøgelsen, må du ikke føre motorkøretøj, cykle, betjene maskiner eller farligt værktøj i 24 timer efter undersøgelsen er slut.
Efter undersøgelsen bliver du orienteret om resultatet af undersøgelsen og det videre forløb.
Da der under undersøgelsen er pustet luft ind i tarmen, kan du opleve mavekneb resten af dagen. Det kan være ubehageligt og lindres bedst ved, at man bevæger sig eller ved at ligge på siden.
Du vil ikke kunne gennemføre en normal arbejdsdag efter undersøgelsen.
Når du kommer hjem
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Kontakt
Kontakt Klinik for Kikkertundersøgelser
Har du spørgsmål før eller efter undersøgelsen er du velkommen til at kontakte os.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.