Creon er bugspytkirtelenzymer, som normalt dannes i din bugspytkirtel. De erstatter dermed de enzymer, som din bugspytkirtel ikke længere selv producerer.
Enzymerne er vigtige for fordøjelsen af fedtstoffer, proteiner og kulhydrater. Enzymerne sørger for at nedbryde maden og forbedre din optagelse af næringsstoffer.
Creon er fremstillet af svinebugspytkirtler, og er således ikke kemisk fremstillet.
Creon består af naturligt forekommende enzymer, som lligner de enzymer menneskekroppen normalt selv producerer.
Om behandlingen
Dosis af Creon varierer betydeligt fra patient til patient, men er altid knyttet til størrelsen af måltidet.
Creon findes i 3 forskellige styrker:
Creon 10.000
Creon 25.000
Creon 40.000
Tallet henviser til mængden af lipase i kapslerne.
Typisk vil du i begyndelsen have fået ordineret 2 stk. 25.000 kapsler til hovedmåltiderne og 1 stk. 25.000 til mellemmåltiderne. Du kan også have fået ordineret en anden dosis fra begyndelsen, og det er helt almindeligt, at dosis øges og tilpasses til dig i den første tid af behandlingen.
For at efterligne det, der naturligt sker i kroppen når du spiser, skal du tage dine Creon kapsler sammen med maden, hver gang du spiser eller drikker noget der indeholder protein eller fedt.
Du skal tage dine Creon kapsler, hver gang du får sondeernæring eller væske der indeholder fedt eller protein. Der er nemlig vigtigt, at enzymerne er til stede i tarmen sammen med føden, for at behandlingen kan virke bedst muligt.
Tag dine kapsler umiddelbart før indgift af sondeernæring eller væske og skyl efter med rigelig væske. Væsken behøver ikke være vand, men kan udmærket være appelsin- eller æblejuice. På den måde sikrer du, at de små enzymkorn blandes godt og grundigt med maden i maven.
Hvis du skal tage flere kapsler til et måltid, kan det være en fordel at tage den første kapsel inden indgift af sondeernæring og den næste kapsel umiddelbart efter indgift af sondeernæring, så enzymerne bliver fordelt bedst muligt.
Anvend en MIC G eller MIC PEG i en størrelse på minimum 20 Fr.
Følg afdelingens procedure for opstart inden ibrugtagning af sonden.
Skyl igennem med 30 ml vand
Åbn 60 ml sprøjte med ENFit og fyld den med 30 ml vand
Åbn Creon kapslen/kapslerne og tøm indholdet ned i sprøjten umiddelbart før indgift
Påsæt sprøjten MIC G eller MIC PEG og start indgift. Det kan være nødvendigt at trække stemplet frem og tilbage nogle gange for at sikre, at alle granula kommer med ind
Skl efter med 30 ml vand
Afmonter sprøjten og luk sonden.
Sådan virker medicinen
Normalt vil din bugspytkirtel automatisk sende enzymer ud i tarmen, når du spiser eller drikker. For at du får det bedste ud af behandlingen, skal du forsøge at efterligne kroppens normale måde at arbejde på.
Når du tager Creon samtidig med det du spiser eller drikker, bliver enzymerne blandet rigtig godt med maden i mavesækken. Enzymerne nedbryder føden til så små dele, at næringsstoffer og andre vigtige smådele kan passere gennem tarmvæggen og ind i blodbanen. Kun derved kan din krop få det livsnødvendige brændstof og de næringsstoffer, du skal bruge til at bygge nye celler af.
Umiddelbart efter et måltid vil du ofte kunne mærke, om kapslerne virker som de skal.
Hvis der ikke er tilstrækkeligt med enzymer til at nedbryde maden, vil denne passere mere eller mindre ubrugt igennem tarmen, og din afføring vil fortsat være tynd, fedtet og meget ildelugtende. Du kan også opleve uro i maven eller øget luftproduktion.
Vær opmærksom på
For at sikre en effektiv indgift af Creon, er det vigtigt at anvende en PEG sonde med stort lumen - minimum 20 Fr - MIC PEG sonde eller MIC G sonde.
Kontakt
Kontakt Mave- og Tarmkirugi - Sengeafsnit 1
Telefon
7845 3233
Telefontid
Alle ugens dage
Adresse
Mave- og Tarmkirurgi, Sengeafsnit 1 Aarhus Universitetshospital Palle Juul-Jensens Boulevard 35 8200 Aarhus N Indgang C, plan 7, krydspunkt C716
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.