I det følgende vil du kunne læse om planen for din indlæggelse, udskrivelse og tiden efter din operation. Der kan forekomme afvigelser fra denne plan.
Det er vigtigt at du stiller spørgsmål, hvis der er noget, du vil have uddybet eller ikke forstår.
Formålet med operationen er at fjerne det stykke af endetarmen, som er ramt af sygdom. Efter operationen vil vi med omhyggelig behandling af smerter og evt. kvalme sikre, at du hurtigt vil kunne gå oppe, spise og drikke - og vende tilbage til dine normale funktioner og dagligdag. Selvom du føler dig træt og måske har kvalme de første dage, er det vigtigt, umiddelbart efter operationen at begynde at spise og drikke. Det har stor betydning at være oppe så meget som muligt, da det nedsætter tabet af muskler og forebygger komplikationer til operationen.