For at forebygge smerter får du fast smertestillende medicin de første døgn.
En god behandling af smerter mindsker generne efter operationen. Herudover muliggør smertebehandlingen, at du hurtigere kan genoptage dine normale funktioner. Du kommer hurtigere ud af sengen efter operationen, og du kan hurtigere spise normalt. Tillige mindskes risikoen for en række komplikationer som f.eks. lungebetændelse og blodprop i ben, lunger og hjerte.
Smertebehandling ved kikkertoperation
Hvis du får foretaget operationen som en kikkertoperation, vil du få fast smertestillende som tablet, og evt. ekstra ved behov.
Udover sårsmerter kan du opleve smerter i skulderen, da der under kikkertoperationen pustes luft ind. Disse gener forsvinder af sig selv i løbet af et par dage.
Smertebehandling ved åben operation
Hvis du får foretaget en åben operation, får du anlagt en lille plastikslange i ryggen (et epiduralkateter). Under og efter operationen får du smertebehandling gennem epiduralkateteret ved hjælp af en pumpe. Om aftenen 1. dag efter operationen indledes tablet smertebehandling i form af tablet Paracetamol samt tablet Ibumetin (gigtmedicin) og/eller et morfin præparat.
Behandlingen med epiduralkateter stoppes om morgenen 2. dag efter operationen. Selve epiduralkateteret fjernes, når vi er sikre på, at du er tilstrækkelig smertedækket ved hjælp af tabletbehandling.
Enkelte patienter kan på trods af standardbehandlingen få smerter. I så fald skal du kontakte personalet, der vil give dig supplerende smertestillende medicin.