Fisteloperation (fistulektomi med primær sphincter rekonstruktion)
Gå direkte til
Fisteloperation (fistulektomi med primær sphincter rekonstruktion)
Vær opmærksom på
Hvis du skal indlægges, skal du tage din medicin med på hospitalet i original indpakning. Det gælder både, hvis du skal indlægges og har fået et indkaldelsesbrev fra hospitalet, og hvis du bliver indlagt af din praktiserende læge. En pårørende kan evt. komme med din medicin.
Får du medicin dosispakket fra apoteket, skal du også tage den med i original indpakning.
Du skal holde pause med medicin som indeholder acetylsalicylsyre (f.eks. Hjertemagnyl, børnemagnyl el. lign.), i 7 dage før operationen.
Får du anden blodfortyndende medicin (f.eks. Marevan), skal du kontakte afdelingen og få nærmere besked om pause og eventuel anden behandling i pausen.
Forbered dig til operationen
Når operationsdatoen er planlagt, bliver du indkaldt til en forberedende samtale hos en sygeplejerske og en narkoselæge
Husk at medbringe vanlig medicin, toiletartikler, behageligt tøj og hjemmesko
Du skal følge udrensningsproceduren Udrensning af endetarm før operation, med mindre andet er aftalt med sygeplejersken ved den forberedende samtale.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
På operationsdagen
Du skal bade om morgenen på din operationsdag for at forebygge infektion:
Tag et grundigt bad og børst dine tænder.
Rens navlen med en vatpind med vand og sæbe på.
Smør dig ikke ind i creme på kroppen. Brug heller ikke parfume.
Du må ikke have makeup og neglelak på. Det er vigtigt, fordi vi skal kunne se, om din hud og dine fingerspidser skifter farve under operationen.
Du må ikke have smykker, piercinger eller kontaktlinser på. Lad smykker og andre værdigenstande blive hjemme.
Ved forberedelsessamtalen får du udleveret smertestillende medicin, som du skal tage på operationsdagen to timer før mødetid.
Her vil du blive taget imod af personalet, få udleveret hospitalstøj og blive gjort klar til operationen, som foregår samme dag.
Medbring gerne toiletartikler, behageligt tøj og hjemmesko.
Når du er klar til operation og tid er, vil du blive hentet og du går over til operationsafsnittet.
Når du ankommer til operationsafsnittet, vil du hilse på kirurgen og det øvrige personale, som skal være til stede ved operationen. De vil kontrollere dine data og sikre, at der er enighed om, hvilket indgreb, du skal have foretaget. Vi kalder dette "tjek ind".
Om operationen
Under operationen er du i fuld bedøvelse. Personalet, der bedøver dig vil være hos dig under hele bedøvelsen og sørge for at du sover dybt og ikke mærker smerter.
Før du bliver bedøvet, spørger vi til din medicin m.m., for at bedøvelsen kan passe til netop dig.
Derefter får du:
lagt et drop i hånden, hvori du får sovemedicin og smertestillende medicin
sat elektroder på brystkassen, så vi kan holde øje med din hjerterytme
sat en blodtryksmåler om armen
sat en klemme på fingeren, det er en iltmåler, der holder øje med din vejrtrækning
Det afhænger af operationen om du får mere overvågningsudstyr og flere drop under operationen, narkoselægen eller narkosesygeplejersken fortæller dig om dette.
Du får en iltmaske på og falder hurtigt i søvn. Når operationen er slut, slukker vi for sovemedicinen, og du vågner efter kort tid.
Efter operationen kan du føle dig døsig og lidt omtumlet lige efter, du er vågnet. Vi observerer dig på opvågningsafsnittet efter operationen.
Hvis du er bekymret for at skulle bedøves, er det vigtigt, at du fortæller det til personalet, der modtager dig, så de kan hjælpe dig.
Ved denne operationen åbnes og fjernes fistelgangen. Herefter sys den del af lukkemusklen, som blev delt ved åbning af fistlen, sammen igen. Fistelgangens ydre munding udvides og lades åben for at skaffe afløb fra området. Der vil derfor være et sår ved endetarmsåbningen, som skal holdes rent ved brusning til såret er lægt.
Efter operationen
Efter operationen kommer du på opvågningsafsnittet, hvor du bliver observeret, mens du vågner. Der er en sygeplejerske, der holder øje med dig, og du er tilkoblet overvågningsudstyr.
Når du er vågen, og din vejrtrækning og dit blodtryk er stabilt efter bedøvelsen, bliver du flyttet til sengeafdelingen.
Det er individuelt, hvordan man har det efter operation og bedøvelse. Derfor er det forskelligt, hvor lang tid opholdet i opvågningsafsnittet vil være.
Hvis du har smerter, så du ikke kan trække vejret dybt, hoste eller bevæge dig, skal du fortælle det til personalet. De kan så hjælpe dig med smertestillende behandling.
Hvis du har kvalme, kan du få behandling mod det.
Under operationen er der en lille risiko for, at der kan dannes en blodprop i benene. For at forebygge dette skal du have:
Støttestrømper på, som du skal have på indtil udskrivelsen
En blodfortyndende indsprøjtning dagen før operationen ca. kl. 17.00 og den efterfølgende dag kl. 17
Begge dele udleveres ved den forberedende samtale.
Du forventes at blive overflyttet til patienthotellet, når du kan klare dig selv.
Dagen efter operationen må du komme op at gå og stå, men du må ikke sidde ned, da dette belaster operationsområdet for meget
På 5. dagen efter operationen vil du få et sårtilsyn ved en kirurg. Dette foregår på operationsgangen, men uden bedøvelse. Du forventes herefter udskrevet.
Herefter må du begynde at sidde igen, men på en speciel pude (skånepude) i kortere perioder til ubehagsgrænsen. Skånepuden vil du få udleveret på sengesafsnittet.
Du skal ligeledes undgå at presse når du er på toilettet.
Din afføringskonsistens skal du regulere via kosten og/eller ved at tage Magnesia tabletter (2 tabletter á 500 mg x 2 dagligt). Tablet Magnesia kan fås i håndkøb på apoteket eller i de fleste supermarkeder.
Når du kommer hjem
Sygemelding i 8 uger anbefales
Fysisk aktivitet er vigtig og kan genoptages umiddelbart efter udskrivelsen.
For at skåne dit operations område mest muligt, må du kun løfte til smertegrænsen de første uger efter operationen. Det er individuelt, hvor smertegrænsen går. Som hovedregel skal du ikke løfte mere, end hvad der svarer til 2-3 kg i hver hånd de første 8 uger.
Du må genoptage dit arbejde, når du føler dig klar til det.
Seksuelt samvær kan genoptages, når du føler dig klar til det.
Brusning af operationsområdet anbefales morgen og aften samt efter hvert toiletbesøg med afføring i de første 14 dage efter operationen eller til såret ved endetarmsåbningen er lægt. I samme tidsrum frarådes karbade.
Det er meget individuelt, hvor længe man har smerter eller ømhed i operationsområdet. Smerterne kan normalt behandles med håndkøbsmedicin som f.eks. Paracetamol (salgsnavne: Pinex, Pamol, Panodil og Paracetamol). Smerterne skal være aftagende i dagene efter operationen.
Vi anbefaler:
Tablet Paracetamol 500 mg, 2 tabletter 2-4 gange dagligt, eventuelt i kombination med tablet Ipren 200 mg 3 gange dagligt. Ipren tages i maksimalt 7 dage, første gang om aftenen på operationsdagen.
Begge præparater kan købes som håndkøbsmedicin på apoteket. Det anbefales at du køber medicinen på apoteket inden operationen.
Videre forløb
Du vil blive indkaldt til kontrol efter 3 og 12 måneder i Klinik for Bækkenbundslidelser
Kontakt
Kontakt Sengeafdeling 1 de første 24 timer herefter Klinik for Bækkenbundslidelser
Hvis du indenfor det første døgn efter operationen oplever problemer som større blødning, stærke smerter eller tegn på infektion (utilpashed og feber) kan du kontakte Sengeafdeling 1 på telefon 78453233.
Efter det første døgn efter operationen
Opstår der problemer efter det første døgn, kan du kontakte sygeplejerskerne i Klinik for Bækkenbundslidelser.
Aften, nat og weekender skal du kontakte vagtlægen.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/896178
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.