CHAIT-kateter anvendes til skylning af tarmen, og kan være en løsning på afføringsproblemer som afføringsinkontinens eller svær forstoppelse, når blindtarmen er fjernet eller ikke er anvendelig til en blindtarmsstomi.
Vær opmærksom på
Du forventes at være indlagt ca. 2 dage
Hvis du skal indlægges, skal du tage din medicin med på hospitalet i original indpakning. Det gælder både, hvis du skal indlægges og har fået et indkaldelsesbrev fra hospitalet, og hvis du bliver indlagt af din praktiserende læge. En pårørende kan evt. komme med din medicin.
Får du medicin dosispakket fra apoteket, skal du også tage den med i original indpakning.
Får du blodfortyndende medicin (f.eks. Hjertemagnyl, Clopidogrel, Xarelto, Eliquis, Marevan eller andet præparat), kan det være nødvendigt at holde pause med dette op til 7 dage før din behandling/operation.
Du skal derfor kontakte afdelingen og få nærmere besked om netop din eventuelle pausering af blodfortyndende medicin. Se teksten i dit indkaldelsesbrev om dette.
Forbered dig til operationen
Når operationsdatoen er fastsat, bliver du indkaldt til en forberedende samtale hos en sygeplejerske og evt. narkoselæge. Sygeplejersken instruerer dig bl.a. i de forberedelser du skal klare hjemme forud for operationen.
CHAIT-kateteret skal placeres på højre side af maven, lidt neden for navlen og kan ikke ses gennem tøjet. Når du kommer til den forberedende samtale skal du have det tøj på du typisk går i. Dette for at CHAIT-kateteret placeres bedst muligt i forhold til evt. bukselinning.
Hvilken udrensning du skal have, aftales individuelt med den sygeplejerske du har den forberedende samtale med.
Du skal fjerne hår i det område, hvor du skal opereres:
Hele maven (fra brystvorterne ned til kønsbehåringen ved skambenet)
Højre side af låret (20x20 cm). Under operationen skal der sidde et plaster på det felt, hvor hårene er fjernet
Du skal bruge en barbermaskine eller hårklipper. Du må ikke bruge en skraber, da det kan give små rifter og infektion.
Der må godt være små stubbe på højst 2 mm.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
På operationsdagen
Du skal bade om morgenen på din operationsdag for at forebygge infektion:
Tag et grundigt bad og børst dine tænder.
Rens navlen med en vatpind med vand og sæbe på.
Smør dig ikke ind i creme på kroppen. Brug heller ikke parfume.
Du må ikke have makeup og neglelak på. Det er vigtigt, fordi vi skal kunne se, om din hud og dine fingerspidser skifter farve under operationen.
Du må ikke have smykker, piercinger eller kontaktlinser på. Lad smykker og andre værdigenstande blive hjemme.
Her vil du blive taget imod af personalet, få udleveret hospitalstøj og blive gjort klar til operationen, som foregår samme dag.
Medbring gerne toiletartikler, behageligt tøj og hjemmesko.
Når du er klar til operation og tid er, vil du blive hentet og du går over til operationsafsnittet.
Når du ankommer til operationsafsnittet, vil du hilse på kirurgen og det øvrige personale, som skal være til stede ved operationen. De vil kontrollere dine data og sikre, at der er enighed om, hvilket indgreb, du skal have foretaget. Vi kalder dette "tjek ind".
Om operationen
Umiddelbart inden operationen er der planlagt en scanning for at sikre at markeringen er placeret korrekt.
Selve operationen foregår som en kikkertundersøgelse af tyktarmen. I højre side af tyktarmen anlægges tre ankersuturer, som trækker tarmen frem til bugvæggen. Mellem de 3 ankersuturer anlægges kateteret, som skal bruges til skylning.
Anlagt CHAIT-kateter
Risici og bivirkninger
Det er normalt, at der er ømhed og lette smerter efter en operation.
Efter alle operationer kan der opstå betændelse eller blødning, eventuelt som en blødning inde i kroppen. I sjældne tilfælde kan en indre blødning udvikle sig livstruende, hvis den ikke opdages og behandles i tide.
Alle operationer indebærer en risiko for komplikationer. Det kan f. eks være sårinfektion, lungebetændelse, urinvejsinfektion eller ansamling i bughulen.
Denne type af komplikationer kan behandles og fører sjældent til langvarige mén.
Efter operationen
Du kan de første dage efter operationen opleve smerter. Du vil derfor blive tilbudt smertestillende medicin i form af Paracetamol og evt. Ibuprofen.
Du kan fortsætte med denne smertebehandling efter udskrivelsen.
Vi forventer ikke, at du har behov for smertestillende i mere end ca. 14 dage.
Du kan opleve at have smerter efter operationen, hvor håndkøbsmedicin ikke er tilstrækkelig smertebehandling. Det kan derfor være nødvendigt med stærkere smertestillende, hvilket der bliver lagt en plan for mens du er indlagt.
For at nedsætte risikoen for at der kommer betændelse i det opererede område, skal du i 7 døgn efter operationen have en tabletkur med antibiotika. Tabletterne udleveres ved den forberedende samtale.
Du vil dagen efter operationen blive oplørt i at skylle tarmen ved en specialsygeplejerske.
Du forventes at være indlagt ca. 2 dage
Når du kommer hjem
Det er meget individuelt, hvor længe man har smerter eller ømhed i operationsområdet. Smerterne kan normalt behandles med håndkøbsmedicin som f.eks. Paracetamol (salgsnavne: Pinex, Pamol, Panodil og Paracetamol). Smerterne skal være aftagende i dagene efter operationen.
Vi anbefaler:
Tablet Paracetamol 500 mg, 2 tabletter 2-4 gange dagligt, eventuelt i kombination med tablet Ipren 200 mg 3 gange dagligt. Ipren tages i maksimalt 7 dage, første gang om aftenen på operationsdagen.
Begge præparater kan købes som håndkøbsmedicin på apoteket. Det anbefales at du køber medicinen på apoteket inden operationen.
Det første stykke tid efter operationen, skal du skylle 2 gange dagligt med 10 ml saltvand. Efter ca. 14 dage indkaldes du til kontrol ved en specialsygeplejerske, som fjerner ankersuturerne. Efterfølgende instrueres du i at skylle tarmen via CHAIT-kateteret. På sigt kan du evt. overgå til at skylle hver 2. dag.
Tidspunktet for skylningen skal helst være efter et større måltid. Find et tidspunkt på dagen, hvor du kan råde over toilettet i fred og ro.
Du skal afsætte ca. 45 minutter til hele proceduren.
Din afføringskonsistens skal du regulere via kosten og/eller ved at tage Magnesia (2 tabletter på 500 mg x 2 daglig). Ved for tynd afføring skal du reducere i dosis.
Magnesia kan fås i håndkøb på apoteket. Det anbefales derfor at du køber Magnesia på apoteket før operationen.
Hvis du har brugt afføringsmidler inden operationen, skal samme behandling fortsættes efter udskrivelsen. Regulering af dette aftales individuelt.
Du skal undgå hård fysisk aktivitet de første 4 uger efter operationen.
Ved hård fysisk aktivitet menes: cykling, løb, svømning samt løfte og bære på ting, der vejer mere end 5 kg. Det betyder også, at du i den periode ikke må have samleje.
Du må gerne gå en tur hver dag.
Kontakt
Kontakt Sengeafdeling 1 de første 24 timer herefter Klinik for Bækkenbundslidelser
Hvis du indenfor det første døgn efter operationen oplever problemer som større blødning, stærke smerter eller tegn på infektion (utilpashed og feber) kan du kontakte Sengeafdeling 1 på telefon 78453233.
Efter det første døgn efter operationen
Opstår der problemer efter det første døgn, kan du kontakte sygeplejerskerne i Klinik for Bækkenbundslidelser.
Aften, nat og weekender skal du kontakte vagtlægen.
Kontakt Klinik for Bækkenbundslidelser
Har du spørgsmål før eller efter undersøgelsen/operationen, er du velkommen til at kontakte os.
Telefon
7845 2709
Telefontid
Sygeplejerskerne træffes mandag fra kl. 8-10 og kl. 12.30-14.30, onsdag kl. 9-11 samt torsdag og fredag kl. 8-10.
Sekretæren træffes alle hverdage kl. 8-15.
Adresse
Klinik for Bækkenbundslidelser
Aarhus Universitetshospital Palle Juul-Jensens Boulevard 35 8200 Aarhus N Indgang C, plan 2, krydspunkt C208
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.