Kikkertundersøgelse (Bronkoskopi) i fuld bedøvelse (Lungesygdomme)
Gå direkte til
Kikkertundersøgelse (Bronkoskopi) i fuld bedøvelse (Lungesygdomme)
Bronkoskopi er en undersøgelse, hvor man med en tynd bøjelig kikkertslange (et bronkoskop) ser ned i lungernes luftrør (bronkier) og kan tage celle- og vævsprøver.
Forbered dig til undersøgelsen
Nogle dage før undersøgelsen foretages en kort lægeundersøgelse (hos enkelte patienter, kan dette være gjort tidligere i forløbet).
Der tages også:
blodprøve,
elektrokardiogram (EKG),
røntgenbillede og/eller CT-scanning af lungerne
en lungefunktionsundersøgelse.
Du bliver samtidig informeret om undersøgelsens karakter og eventuelle risici.
Det er som regel ikke nødvendigt med sygemelding ud over selve undersøgelsesdagen
Medbring madpakke, da afdelingen kun serverer drikkevarer efter undersøgelsen.
Da undersøgelsens varighed varierer, kan der forekomme ventetid på selve undersøgelsesdagen. Det er derfor en god idé at medbringe læsestof.
Medbring kun få kontanter og lad smykkerne bliver hjemme.
Medbring selv den medicin, du tager regelmæssigt - såsom astmaspray og lignende.
Medbring etui til kontaktlinser
Såfremt du bliver forhindret i at møde til den planlagte undersøgelse, bedes du snarest give os besked om dette, så vi har en mulighed for at udnytte tiden til en anden patient, som venter på samme undersøgelse.
Hvis du i dagene før undersøgelsen bliver syg eksempelvis med forkølelse eller influenza, bedes du kontakte os telefonisk. Det er da muligt, at undersøgelsen må udskydes.
På undersøgelsesdagen
Du må ikke ryge fra midnat
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din undersøgelse bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter undersøgelsen. Hvis du har diabetes, bør du i stedet for saft blot drikke vand.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Hvis du ikke har fået andet at vide, skal du tage din vanlige morgenmedicin på undersøgelsesdagen – dog ikke medicin mod sukkersyge og blodfortyndende medicin.
Medicinen må indtages med et glas vand, dog senest 2 timer før mødetidspunktet.
Hvis du normalt får blodfortyndende medicin eller medicin mod sukkersyge, så skal du følge den anvisning, som du har fået af lægen i klinikken.
Spørg lægen eller sygeplejersken, hvis du er i tvivl.
Husk at tage din medicinliste med, hvis du får medicin.
Neglelak og make-up må ikke anvendes på undersøgelsesdagen, idet det hindrer observation af hudfarven og dermed kredsløbet.
Undersøgelsen foregår i patienttøj, som du får udleveret på dagen
VIGTIGT!
Briller og tandproteser afleveres til sygeplejersken på Klinik for Kikkertundersøgelse.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen foregår ved Forberedelse og opvågning syd 2, Indgang C, Palle Juul-Jensens Boulevard 99.
Ved indgang C - gå lige ud (forbi blodprøver) og drej til venstre. Tag elevator 216 op til plan 3.
Gå til højre og gå til krydspunkt C317, hvor du skanner dit sundhedskort i venteområdet "Forberedelse og Opvågning Syd".
Gå herefter til venteområdet ved C318 - "Forberedelse og opvågning" i Sydspor 2 og tag plads.
Du vil derefter blive kaldt ind. Der kan forekomme ventetid.
Vær opmærksom på at der er langt at gå fra indgang C. Der står kørestole til anvendelse ved behov ved indgang C.
Der er mulighed for parkering 500 m fra indgang C. Der står kørestole til anvendelse ved behov ved indgang C.
Undersøgelsen foregår i fuld bedøvelse (narkose).
Et bronkoskop fungerer som en kikkert, hvor igennem slimhinden i luftrør og lunger kan iagttages. Igennem bronkoskopet kan der opsuges slim og sekret. Der kan skylles med saltvand for at hente celler op til undersøgelse. Der kan også blive taget mindre vævsprøver (biopier), som hver er på størrelse med et knappenålshoved.
Da undersøgelsen foregår i fuld bedøvelse, vil du ikke opleve gener under undersøgelsen.
Selve undersøgelsen varer cirka 30 minutter. Hertil kommer tiden på opvågningen efter selve undersøgelsen, således at hele undersøgelsen med forberedelse og efterfølgende opvågning må påregnes at tage en fuld dag.
Risici og bivirkninger
Efter undersøgelsen kan du have irritation i halsen og hæshed. Generne forsvinder som regel i løbet af et døgn.
Er der taget vævsprøver af slimhinden, kan der være blod i det slim, der hostes op. Dette holder op af sig selv og er ufarligt.
Er der taget vævsprøve af lungen, kan der i enkelte tilfælde slippe luft ud af lungesækken, så lungen klapper helt eller delvist sammen. Dette kan, hvis nødvendigt, hurtigt behandles med et lungedræn, og efterlader ingen mén. Du må da forvente, at skulle overnatte på hospitalet, hvis det sker.
Der kan komme let feber om aftenen. Er det tilfældet, kan du tage et par almindelige hovedpinetabletter for at mildne symptomerne.
Såfremt temperaturen er høj eller du fortsat har feber dagen efter undersøgelsen, eller der kommer andre symptomer kontaktes vagtlægen. På hverdage mellem 8-15 bedes du ringe til Klinik for Lungekræftudredning.
Hvis du stadig er indlagt, vil der blive iværksat behandling med antibiotika.
Du vil blive observeret på operationsafsnittets opvågningsstue i ca. 2 timer. Hvis dit forløb har været ukompliceret, og du har det godt, vil du blive udskrevet.
Hvis der er taget lungevævsprøver, vil der blive foretaget ultralydsskanning eller røntgenundersøgelse af lungerne, inden du udskrives.
Du må tage hjem efter en bronkoskopi senere på eftermiddagen, når du har snakket med personalet på opvågningen. Du kommer ikke til at tale med lægen efter undersøgelsen.
Du kan være påvirket af den afslappende medicin resten af dagen, og derfor må du ikke køre bil eller cykel fra hospitalet på undersøgelsesdagen.
Hvis der bliver behov for indlæggelse efter undersøgelsen, skal dine pårørende henvende sig i Informationen ved indgang G eller ringe på telefon 7845 0000 for oplysning om hvilken afdeling du ligger på.
Når du kommer hjem
Der kan komme let feber om aftenen. Er det tilfældet, kan du tage et par almindelige hovedpinetabletter for at mildne symptomerne
Såfremt temperaturen er høj eller du fortsat har feber dagen efter undersøgelsen, eller der kommer andre symptomer kontaktes vagtlægen (telefon 7011 3131).
På hverdage mellem 8-15 bedes du ringe til Klinik for Lungekræftudredning på telefon 2388 6968.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/806294
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.