Bronkiektasier er en abnorm udvidelse af luftrørene (bronkierne) i form af dannelse af udposninger. De gør at luftvejenes slimhinder bliver fortykkede og danner en øget mængde slim.
Slimen ophobes i luftvejene med risiko for hyppige eller kroniske luftvejsinfektioner.
Bronkiektasier udvikles oftest nedadtil i lungerne og kan ramme de små og mellemstore luftveje.
Symptomer
Hosten er ofte med store mængder slim
I perioder med infektion vil ophostet blive gult eller grønt, og du kan få feber og påvirket almentilstand med træthed.
Dette kan give dig åndenød ved især fysisk anstrengelse.
Årsag
Bronkiektasier kan opstå efter en kraftig lungebetændelse.
De kan også opstå p.g.a. andre lungesygdomme, for eksempel KOL, astma og lungefibrose, hvor der har været hyppige infektioner.
Nogle gange opstår sygdommen hos ellers raske personer, hvor årsagen er ukendt.
Sygdommen forekommer hyppigere hos rygere
Om forløbet
En CT skanning kan vise graden af og udbredelsen af bronkiektasierne.
En pusteprøve (spirometri) kan vise om din lungefunktion er nedsat
Har du ikke behov for at blive fulgt i Lungesygdomme, vil du blive afsluttet til egen læge.
Har du et svært sygdomsforløb med hyppige infektioner, vil du blive tilbudt kontrol i Lungesygdomme, hvor vi kan følge din lungefunktion og behandle dine infektioner.
Om behandlingen
Daglig brug af PEP-fløjte fjerner ophobet slim fra lungerne.
En PEP-fløjte er et lille rør med indbygget ventil og modstand. Når du puster i PEP-fløjten, skabes et lille overtryk i dine luftveje, så de udvides og luften kommer om bag ved slimen og løsner den.
En fysioterapeut kan instruere dig i, hvordan og hvor ofte du skal bruge PEP-fløjten.
Hvis PEP-fløjten bliver slidt eller væk, kan du købe en ny på apoteket.
Ved stillingsdrænage ligger du i en bestemt stilling, så der bliver afløb fra den del af lungen, hvor bronkiektasierne er.
En fysioterapeut kan instruere dig i dette.
Hoster du gult eller grønt slim op fra lungerne i flere dage, kan du have behov for antibiotika.
Inden du starter behanding, bør du indsende en prøve af det, du hoster op (ekspektoratprøve). Herved kan vi få svar på, om det er bakterier, der skal behandles med antibiotika, og hvilken antibiotika du i så fald skal behandles med.
Kontakt
Kontakt Lungesygdomme Klinik, Aarhus Universitetshospital
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingen. Telefonnummeret står på dit kontaktkort.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.