Tuberkulose er en infektionssygdom, der skyldes infektion med tuberkulosebakterier. Ofte er infektionen i lungerne, og der er tale om lungetuberkulose. Sygdommen kan også være andre steder i kroppen.
Man kan blive helt rask af tuberkulose, hvis sygdommen opdages og behandles i tide.
Hvis ens tuberkulose blodprøve (IGRA) er positiv og man ikke er syg, betyder det at man på et tidspunkt i sit liv er blevet smittet med tuberkulose. Dette kaldes latent tuberkulose. Man har ikke aktiv tuberkulose, og er derfor hverken syg eller kan smitte andre.
Ganske få personer (omkring 5-10%) med positiv blodprøve, vil senere udvikle lungetuberkulose. Man kan få behandling, der forebygger dette.
Der er ca. 300 nye tilfælde om året i Danmark.
Symptomer
Latent tuberkulose giver ikke symptomer, da man ikke er syg.
De klassiske symptomer på aktiv lungetuberkulose er:
Længerevarende hoste (mere end 3 uger)
Feber og/eller nattesved
Vægttab
Træthed
Tuberkulose andre steder i kroppen vil give andre symptomer.
Latent tuberkulose (positiv tuberkuloseblodprøve/IGRA) giver ikke symptomer, da man ikke er syg.
Årsag
Smitte kan ske, når en person med aktiv lungetuberkulose taler, hoster eller nyser, og man er inden for en meters afstand til personen. Som tommelfingerregel skal man have været i tættere kontakt (under 1 meters afstand) i sammenlagt 8 timer, før der er risiko for at være smittet.
Efter to ugers behandling smitter man ikke længere.
En person med latent tuberkulose smitter ikke.
Risikoen for at udvikle aktiv tuberkulose er større, hos:
Børn
Personer med nedsat immunforsvar pga. sygdom
Personer der får medicin som nedsætter immunforsvaret
Personer med diabetes
Personer med lav vægt
Rygere
Personer med højt alkoholforbrug
Om forløbet
Når en person får konstateret aktiv tuberkulose, tilbydes personens omgangskreds undersøgelse for tuberkulosesmitte. Dette kaldes smitteopsporing og gøres for at finde ud af, hvem der kan have smittet personen med tuberkulose, og om vedkommende kan have nået at smitte andre.
Ud fra prøveresultater vurderer vi, om personen med tuberkulose har været smittefarlig. Det har betydning for, hvor mange i omgangskredsen, vi undersøger.
Vi har tavshedspligt og fortæller ikke hvem, der har tuberkulose.
En blodprøve (IGRA/Quantiferontest) kan vise, om du på et tidspunkt i dit liv er blevet smittet med tuberkulosebakterier. Den kan ikke fortælle, hvornår eller hvor du er blevet smittet, eller om du har aktiv tuberkulose.
Hvis din blodprøve er positiv, vil du få taget et røntgenbillede af dine lunger. Det er med til at fortælle, om du har aktiv tuberkulose. Den endelige diagnose kan stilles ud fra prøver af sekret fra lungerne og laves kun, hvis røntgenbilledet viser tegn på tuberkulose og/eller du har symptomer fra lungerne.
Når det er afklaret, om du har latent eller aktiv tuberkulose, vil du få tilbudt forebyggende eller fuld behandling.
Ønsker du ikke behandling, kan du vælge at blive fulgt med røntgenundersøgelse af dine lunger 3, 6 og 12 måneder efter smitteudsættelse, da det er i den periode, du har størst risiko for at udvikle lungetuberkulose. Du kan tale med lægen eller sygeplejersken om, hvad der er bedst i din situation.
Din tuberkulose blodprøve (IGRA) vil altid være positiv, da den viser, immunforsvaret er aktiveret af tuberkulosebakterien.
Der vil altid være en lille risiko for at få tuberkulose senere i livet. Derfor er det en god idé at fortælle din læge, hvis du har positiv blodprøve.
Gode råd
Et røntgenbillede af dine lunger kan dokumentere, du ikke har aktiv lungetuberkulose.
Der er ingen restriktioner i forhold til dit arbejde, da man ikke smitter, selvom man evt. har en positiv blodprøve.
Har du symptomer i form af langvarig hoste, er det dog vigtigt at kontakte os for yderligere afklaring.
For patienter med smitsom lungetuberkulose gælder andre regler.
Sekretær kl. 9:00-10:30 og Sygeplejerske kl. 13:00-14:00
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/788173
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.