I milde tilfælde er der ingen symptomer. Ofte kan opleves langvarig hoste og eventuelt gentagne luftvejsinfektioner.

Ved svære tilfælde kan tracheomalaci give anledning til besværet udånding/vejrtrækning i forbindelse med fysisk aktivitet.

Tracheomalaci kan skyldes en svaghed i musklerne ved luftrøret eksempelvis i forbindelse med aldring.

Hyppige infektioner og lungesygdomme, der giver betændelse (eksempelvis KOL, astma og lungefibrose) øger risikoen for udvikling af tilstanden.

Skader på luftrøret eksempelvis i forbindelse med respiratorbehandling eller tryk udefra eksempelvis fra svulster kan også give anledning til svaghed i en del af luftrøret.

Tilstanden ses dog også hos ellers raske personer, uden at årsagen er kendt.

En kikkertundersøgelse af luftvejene (bronkoskopi) kan vise kollaps af luftrøret, dvs. mindre lumen. Hvis luftvejen halveres i forbindelse med hoste vil man få diagnosen tracheomalaci.

En anden mulighed for at stille diagnosen er ved hjælp af computer-skanning (CT-skanning) af lungerne som viser graden og udbredelsen af lidelsen.

Ældre undersøgelser har vist at tilstanden hyppigst forværres over tid, hvorimod nyere undersøgelser har vist at tilstanden er svingende og helt kan forsvinde hos nogle patienter. Hos andre ses tilstanden, at være vedvarende. 

Der findes ingen behandling, der kan helbrede lidelsen.

De fleste patienter tilbydes behandling med en PEP-fløjte. En PEP-fløjte er et lille rør med en indbygget modstand. Puster man i fløjten skabes der et lille overtryk i luftvejene, hvorved luftrøret holdes åben og slimen løsnes. PEP-fløjten er individuelt tilpasset og udleveres af en fysioterapeut, som også instruerer i hvordan og hvor hyppigt den skal bruges.

I meget svære tilfælde kan man lægge et lille rør (stent) ned i luftrøret for således at holde det åbentstående også under udåndingen. Operationen udføres på Rigshospitalet.