Histiocytosis X er en sjælden sygdom. Der er ca. 1-3 nye tilfælde per million indbyggere i Danmark per år. Der er ikke forskel på forekomsten blandt mænd og kvinder.
Histiocytosis X, også kaldet Langerhans celle histiocytose er betegnelsen for en kronisk lungesygdom med dannelse af små knuder (noduli) som efterhånden udvikler sig til cyster (små huller) i lungerne. Sygdommen skyldes kaotisk deling og vækst af de såkaldte histiocytter, som kommer fra stamceller i knoglemarven.
Der findes andre former for histiocytose, hvor andre organer end lungerne involveres (knogler, hud, lever, milt, mavetarmkanalen, knoglemarv og central-nervesystemet) men hos voksne med lunge-histiocytose er de andre organer kun yderst sjældent involveret.