Asbestose er en lungesygdom, som skyldes indånding af asbestfibre og dermed ophobning af asbest i lungerne som medførende betændelsesforandringer (inflammation) og arvævsdannelse (fibrose).
Asbest blev tidligere anvendt til isolering, bremsebelægninger, tagplader (eternit) og bygningsmaterialer. Anvendelse af asbest blev forbudt i Danmark i 1980. Sygdommen er nu sjælden med cirka 20 nye tilfælde anmeldt årligt.
Symptomer
Langsomt udviklet åndenød ved fysisk anstrengelse og eventuel tør hoste. Symptomer og sygdom opstår typisk længe efter, at udsættelsen for asbest er ophørt.
Årsag
De uopløselige asbestfibre aflejres ved indånding i lungerne, hvorfra de ikke kan fjernes. Der opstår betændelse med fortykkelse af og forkalkninger i lungehinderne og med arvævsdannelse i lungerne.
Asbestose er arvæv i lungerne, mens pleuraforkalkning alene ikke er nok til diagnosen asbestose.
Om forløbet
Diagnosen stilles udfra følgende:
Sygehistorien med oplysninger om asbestudsættelse og erhverv er vigtig.
Lungefunktionsundersøgelse, som ofte viser nedsat lungefunktion og nedsat iltindhold i blodet ved anstrengelse.
Røntgenundersøgelse af lungerne viser fortykkede lungehinder eventuelt med forkalkninger (hvis man har været udsat for asbest) og småplettede forandringer i lungerne (hvis man har sygdommen asbestose).
Forandringerne ses mere tydeligt på en HR-CT skanning.
I de fleste tilfælde med let sygdom.
Ved svær sygdom kan der udvikles nedsat lungefunktion med åndenød især ved fysisk anstrengelse.
Personer, som har været udsat for asbest, har en øget risiko for at udvikle kræft i lungehinderne (mesotheliom), men sygdommen er sjælden.
Risikoen for at udvikle lungekræft er øget 2-3 gange, hvis man har været udsat for asbest. Den er øget 20 gange hos en storryger.
Hvis man både har været udsat for asbest og er storryger, er risikoen øget 50 gange.
Hvis der er mistanke om asbestose, skal det anmeldes til arbejdstilsynet. Der skelnes imellem om du har været udsat for asbest eller om du har asbestose. Denne skelnen er vigtig for arbejdstilsynet med hensyn til bedømmelse af erstatning.
En person, som har været udsat for asbest, og som har fortykkede lungehinder men normal lungefunktion har ikke sygdommen asbestose. Dette er langt det hyppigste.
Hvis en person, som har været udsat for asbest også er ryger, kan det være svært at afgøre, om en nedsat lungefunktion skyldes asbest eller rygning.
Om behandlingen
Ved åndenød kan man forsøge behandling med bronkieudvidende medicin, som ved kronisk bronkitis og emfysem.
Binyrebarkhormon til inhalation har ingen virkning.
Kontakt
Kontakt Lungesygdomme Klinik, Aarhus Universitetshospital
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingen. Telefonnummeret står på dit kontaktkort.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.