Angioødem viser sig som hævelser under huden eller under slimhinden. Man kan sige, at angioødem svarer til ”nældefeber dybere i huden”. Der er to former for angioødem det arvelige og det ikke-arvelige.
Symptomer
Du skal være særligt opmærksom, hvis du får:
hævelser på hovedet og halsen, særligt ansigt, læber, mund, tunge og strube
En følelse af en ”klump i halsen”, hæshed, synkebesvær og åndedrætsbesvær er et advarselstegn.
Da sygdommen hurtigt kan udvikle sig er det vigtigt hurtigt at søge lægehjælp.
Det er især personer med den arvelige angioødem, samt personer i behandling med ACE-hæmmere (en bestemt slags BT-sænkende), der risikerer at halsen lukker til. Ved disse symptomer er det vigtigt, at man kommer på hospitalet, således at påvirkning af vejrtrækningen straks kan behandles, eventuelt ved at lægge et rør ned i luftrøret under bedøvelse.
Årsag
Arveligt angioødem er meget sjældent, men findes i enkelte familier. Man får sygdommen ved at få et sygt arveanlæg (gen) fra én af forældrene.
Man kan altså kun videregive sygdommen, hvis man selv er syg.
Den syge mangler et stof i blodet, som hedder C1 inaktivator eller C1 esterase hæmmer. Når man mangler C1 inaktivator, kan der komme hævelser under huden og under slimhinden enten spontant eller ved en ganske let påvirkning, eksempelvis ved infektioner, tandlægebesøg og operationer.
Patienter med arvelig angioødem vil blive tilbudt kontrol og behandling på Odense Universitetshospital.
Optræder oftest sammen med nældefeber som en overfølsomhedsreaktion eller en allergisk reaktion. Sygdomme indtræder oftest kort tid efter indtagelse af et fødemiddel eller medicin.
Det kan dreje sig om allergi overfor eksempelvis nødder eller penicillin.
Det kan også være en anden type overfølsomhed (intolerance) eksempelvis overfor acetylsalicylsyre eller gigtmidler (NSAID præparater) eller stærke smertestillende (morfin eller lignende præparater).
Det kan også optræde uden kendt årsag (en såkaldt ”idiopatisk” sygdom).
I sjældne tilfælde kan ikke-arveligt angioødem skyldes en anden sygdom.
Om forløbet
Diagnosen, som er meget sjælden, stilles på grundlag af din sygehistorie (inklusiv arvelige forhold i familien) og de observationer, som du gør dig under et anfald. Derudover kan tages en blodprøve.
Ved angioødem får man flere velafgrænsede hævelser. Det vil sige, at hævelserne er adskilt fra hinanden og ikke flyder sammen i store områder.
Hævelserne klør ikke og gør ikke ondt, men giver svien og spændinger i huden.
Hævelserne opstår hyppigst på hovedet og halsen og kan omfatte ansigt, læber, mund, tunge og strube. Men de kan opstå hvor som helst på kroppen.
Angioødem kan også give reaktioner i mavetarm-kanalen. Det kan føre til hævelse i tarmvæggen, hvilket kan give symptomer som koliksmerter, kvalme, opkastninger, diarré, og man kan mistænke akut blindtarmsbetændelse.
Om behandlingen
Hævelser under huden behandles med ispose og eventuelt med Prednisolon tabletter.
Virkningen er dog ikke udtalt. Skyldes årsagen allergi har antihistaminer god virkning i doser op til 4 gange normal døgn dosis.
Hvis der kommer stærke smerter i maven, er det vigtigt at gøre kirurgen opmærksom på, at man har angioødem, således at man ikke bliver opereret unødvendigt.
Hævelser i mund og svælg skal altid behandles og nøje overvåges. Ofte gives inhalation med adrenalin suppleret med antihistaminer.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.