Prednisolon bruges til behandling af mange forskellige lungesygdomme og allergiske sygdomme, herunder astma, KOL, høfeber, nogle typer af lungefibrose samt nogle sjældnere sygdomme som sarkoidose og allergisk alveolit.
Desuden kan behandlingen forsøges for at bedre nedsat appetit eller en dårlig almentilstand.
Prednisolon virker ved at hæmme kroppens betændelsesreaktioner (inflammation) og dæmper dermed symptomerne på sygdommen.
Om behandlingen
Det er vigtigt, at du følger lægens anvisning i forhold til dosis og behandlingslængde. Har du fået behandling i mere end 14 dage, må behandlingen ikke stoppes uden aftale med lægen.
Tag gerne Prednisolon om morgenen som engangsdosis, så medicinen ikke virker søvnforstyrrende.
Hvis du glemmer at tage Prednisolon om morgenen tages den senere på dagen.
Stop aldrig med Prednisolon på en gang. Skal altid nedtrappes efter aftale med lægen
Risici og bivirkninger
Prednisolon har en række bivirkninger. Risikoen afhænger af dosis og især af længden af behandlingen.
En kortvarig behandling (få uger) giver kun få bivirkninger.
Langvarig behandling (flere måneder) giver altid nogle af nedennævnte bivirkninger.
I hvert tilfælde må man derfor overveje, hvad der taler for behandling med prednisolon, og hvad der taler imod at starte en langvarig behandling.
Prednisolon giver øget appetit hos de fleste.
Man kan hurtigt tage flere kilo på i vægt, og det er svært at komme af med dem igen. Hold derfor diæt med mange grønsager, lidt fedt og ingen slik eller sukkerholdige drikkevarer.
Det er vigtigt at vide, at der kan opstå træthed, tristhed, og eventuelt lette muskel og ledsmerter, når en langvarig behandling nedtrappes og stoppes. Disse “abstinenser” kan vare et par uger og er ikke tegn på, at man behøver fortsat behandling. For at undgå generende “abstinenser”, trapper man langsomt ud af en langvarig behandling. To ugers behandling kan standses uden nedtrapning.
Prednisolon bidrager til afkalkningen af knoglerne. Langvarig behandling kan give anledning til knoglebrud, især i rygsøjlen, og dette kan give stærke rygsmerter, som varer i nogle uger. Denne bivirkning forekommer især hos kvinder efter menopausen.
Ved behandling med binyrebarkhormon i mere end 6 måneder, vil man derfor få foretaget en undersøgelse af knoglernes kalkindhold.
Forebyggende behandling gives altid ved behandling over 3 måneder, eller hvis der gives Prednisolonkure på samlet 3 måneder indenfor et år. Behandlingen er kalktilskud med D-vitamin (eksempelvis Unikalk-D®, 1 tablet 2 gange daglig - kan købes på apotek eller i Matas).
Prednisolon i almindelig dosering giver ikke mavesår.
Hvis man samtidigt indtager smertestillende medicin eller gigtmedicin (acetylsalicylsyre og lignende præparater), kan risikoen for mavesår og komplikationer til dette dog øges.
Ligeledes kan Prednisolon sløre symptomerne på en komplikation til mavesår.
Prednisolon giver ikke i sig selv anledning til sukkersyge. Hvis man er disponeret for sygdommen, kan der opstå let sukkersyge, mens behandlingen pågår, men dette forsvinder, når behandlingen ophører.
Når en patient med sukkersyge får Prednisolon, øges behovet for sukkersygemedicin, fx. skal dosis af insulin øges, og blodsukkeret kan blive sværere at regulere.
Blodsukkeret måles ved blodprøve under behandlingen.
De fleste føler øget energi, når behandlingen startes, og det kan være svært at falde i søvn.
Psyken kan ændre sig, og nogle kan eksempelvis få let til tårer. I enkelte tilfælde tåles behandlingen ikke på grund af psykiske bivirkninger.
Denne bivirkning frygter mange patienter. Langvarig behandling giver ofte rødme og rundhed i ansigtet (“måneansigt”). Desuden svækkes musklerne, og kroppens fedtvæv omfordeles med tyk mave og tynde arme og ben.
Disse bivirkninger svinder helt eller delvist ved behandlingens ophør, afhængigt af behandlingens længde.
Huden bliver tynd, og der opstår let hudblødninger. Huden vil forblive tynd, når behandlingen ophører. Sår har svært ved at hele under behandlingen.
Prednisolon bidrager til udvikling af grå stær. Risikoen afhænger af den samlede mængde Prednisolon, man har fået. Ved nedsat syn kan man blive opereret.
Hos enkelte personer med disposition til grøn stær, kan dette fremprovokeres af Prednisolon, selv efter kort behandling.
En høj dosis Prednisolon kan give anledning til lettere synsbesvær, som vil svinde, når behandlingen ophører. Køb derfor ikke nye briller, når du er i behandling med en høj dosis Prednisolon.
Vær opmærksom på
Binyrebarkhormon dæmper de sædvanlige symptomer på infektion, som eksempelvis feber. Samtidig med øges modtageligheden for infektioner. Man skal derfor være opmærksom på risikoen for at overse en infektion.
Kroppens immunforsvar nedsættes og i tilfælde af infektioner skal man derfor være ekstra opmærksom på eventuel behov for antibiotikabehandling.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.