Methotrexat anvendes i en lille dosis til behandling af forskellige lungesygdomme, herunder astma og sarkoidose.
Forbered dig til behandlingen
Når du starter i behandling med Methotrexat, øges din medicin langsomt.
1. uge gives 5 mg
2. uge 10 mg
og herefter 15 mg, såfremt der ikke opstår bivirkninger
Du skal have taget blodprøver x 1 ugentlig i den første måned.
Om behandlingen
Methotrexat skal kun tages én gang om ugen - eksempelvis søndag. Tabletterne må ALDRIG tages dagligt. Den dosis, som lægen har ordineret, skal nøje følges. Det kan være farligt at tage mere medicin end det ordinerede. Tabletterne skal sluges hele.
Vi anbefaler, at du tager MTX efter aftensmaden eller ved sovetid, fordi du så måske kan sove dig fra nogle af bivirkningerne - særligt kvalme. Eventuelt kan behandlingen tages sammen med en kvalmestillende tablet.
Får du får MTX anbefaler vi, at du tager et tilskud af folinsyre.
Folinsyre er et B-vitamin, der kan være med til at mindske bivirkninger.
Du skal tage folinsyre mindst 12 timer før eller efter du tager MTX, da det ellers kan mindske virkningen af behandlingen. Vi anbefaler at du tager 5 mg folinsyre 1-2 gange ugentligt på dage, hvor du ikke tager MTX.
Sådan virker medicinen
MTX hæmmer de mest betændelsesaktive celler og dæmper dermed sygdomsaktiviteten og betændelsesreaktionen i lungerne.
Du kan forvente en virkning af MTX efter 4-12 ugers behandling. Hvis virkningen ikke er indtrådt efter 6 måneder, revurderes behandlingen. Hvis Methotrexat virker godt, kan man behandle i flere år.
Risici og bivirkninger
Kvalme
Appetitløshed
Diarré
Blæner/blister i munden
Lever, nyrer og knoglemarv kan blive påvirket, men det sker sjældent. Regelmæssige blodprøver kontrollerer funktionen af lever, nyrer og knoglemarv.
De fleste tåler behandlingen med MTX i flere år uden bivirkninger. De fleste bivirkninger er værst i starten og forsvinder med tiden.
Læs en komplet liste over bivirkninger på indlægssedlen i pakken med medicinen
Kvinder i den fødedygtige alder og mænd skal anvende sikker prævention under behandlingen og i mindst 6 måneder efter behandlingsophør.
Behandlingen må ikke tages, hvis du ammer.
Vær opmærksom på
En for høj dosis kan medføre forgiftning
Hvis du starter på ny medicin når du får Methotrexat, så tal altid med din læge om det.
Se indlægsseddel i pakken med din medicin, for en komplet liste over medicin som bør anvendes med forsigtighed.
Du skal være påpasselig med at drikke alkohol, når du er i behandling med Methotrexat og maximalt drikke 7 genstande ugentligt.
Hvis du har et større alkoholforbrug samtidig med, at du tager MTX, risikerer du at overbelaste din lever.
Når du kommer hjem
Du skal have taget blodprøver regelmæssigt, når du får MTX.
Det skal du, fordi de bivirkninger, du ikke selv kan mærke, kan måles i dit blod.
Det vi måler i blodprøverne er:
antallet af hvide blodlegemer
antallet af blodplader
dine levertal
Videre forløb
Kom altid til de planlagte blodprøvekontroller
Du kan booke en tid til blodprøve i appen MineAftaler eller på www.booking.rm.dk. Log ind med MitID.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.