Infliximab er et biologisk lægemiddel, som virker ved at blokere for et bestemt stof (TNF) i kroppen. TNF indgår som en vigtig faktor i de vævsødelæggende processer, der ses ved sygdomme, hvor immunforsvaret spiller en rolle.
Infliximab anvendes ved forskellige sygdomme, hvor man ønsker at hæmme betændelsestilstande i kroppen. Hos Lungesygdomme behandles fortrinsvist patienter med sarkoidose, hvor anden betændelsesdæmpende behandling ikke har haft den ønskede effekt, eller hvor anden medicin har givet uacceptable bivirkninger.
Forbered dig til behandlingen
Da behandling med infliximab hæmmer betændelsesreaktioner i kroppen, hæmmes kroppens almindelige immunforsvar også. Det er derfor vigtigt, at lægen ved om du har andre sygdomme, eksempelvis som tuberkulose eller kornisk leverbetændelse, der kan forværres eller blusse op under behandling med biologisk medicin.
Inden du kan starte på behandlingen, skal du have taget blodprøver, hjertediagram og røntgen af dine lunger.
Om behandlingen
Du får målt blodtryk, puls, temperatur og urinprøve før hver behandling
Behandling 1-4. De første fire behandlinger varer to timer og bagefter skal du blive i afdelingen til observation i en halv time.
Behandling 5-9. Hvis der ikke har været bivirkninger i forbindelse med de første fire behandlinger, nedsættes behandlingstiden, så de næste fem behandlinger gives over 1 time. Hvis der ikke har været bivirkninger, må du forlade afdelingen bagefter.
De efterfølgende behandlinger gives over 30 minutter.
Infliximab gives som infusion gennem et tyndt plastikrør i en blodåre
Behandlingen gives ambulant ved Center for Sjældne Lungesygdomme.
Når du har fået den første behandling gentages behandlingen efter 2 uger og dernæst efter yderligere 4 uger.
Herefter får du behandlingen hver 8. uge. Oftest gives 7 behandlinger, hvorefter effekten vurderes og det besluttes, om behandlingen skal fortsætte.
Hvis du føler sig godt tilpas efter behandlingen, kan du godt gå på arbejde bagefter.
Hvis du føler dig træt eller utilpas, frarådes det, at køre bil. Man ved ikke, om Infliximab påvirker evnen til at føre et køretøj eller betjene en maskine.
Risici og bivirkninger
De fleste tåler behandlingen, men der kan komme bivirkninger, mens du får behandlingen og andre bivirkninger kan komme derhjemme. Bivirkningerne er oftest milde og ses især efter de første infusioner. De mest almindelige bivirkninger er hovedpine, svimmelhed, kvalme, underlivssmerter, øget risiko for infektioner og allergiske reaktioner.
Under infusionen kan der opstå:
Allergisk reaktion, som typisk ses ved hudirritation, hudkløe, kløe/hævelse i munden, kulderystelser eller feber. I sjældne tilfælde kan det udvikle sig. Overfølsomhedsreaktioner er oftest forbigående.
Informer personalet, hvis du oplever ovenstående i forbindelse med din behandling.
Infliximab dæmper de sædvanlige symptomer på infektion, som eksempelvis feber. Samtidig med øges modtageligheden overfor infektioner. Du skal derfor være opmærksom på risikoen for at overse en infektion.
Kroppens immunforsvar nedsættes og i tilfælde af infektioner skal du derfor være ekstra opmærksom på om du har behov for antibiotikabehandling.
Du har øget risiko for virusinfektioner (som eksempelvis herpes) og luftvejsinfektioner (som eksempelvis forkølelse, bihulebetændelse, bronkitis og lungebetændelse), blærebetændelse eller hudinfektioner.
Vær opmærksom på
Infliximab kan anvendes sammen med anden medicin, som eksempelvis Imurel®, Methotrexat® eller Prednisolon®.
Så vidt muligt gives Methotrexat samtidig for derved at mindske risikoen for at kroppen danner antistoffer mod infliximab og dermed sikre bedre effekt af behandlingen.
Tal med lægen om den medicin, du tager.
Vi anbefaler, at du årligt bliver influenzavaccineret.
Pnemokokvaccination kan overvejes.
Du bør undgå ”levende” vacciner, såsom vaccine mod gul feber, tuberkulose, mæslinger og skoldkopper.
På grund af risiko for infektioner, anbefales pause med Infliximab 6-8 uger før større operationer. Husk at informere lægen om planlagte operationer, så I sammen kan planlægge behandlingen op til operationstidspunktet.
Behandlingen kan genoptages efter veloverstået operation, når eventuelle sting er fjernet, og der ikke er tegn på dårlig sårheling eller infektion.
Når du kommer hjem
Kontakt din praktiserende læge, ved feber >38°c, tiltagende åndenød, hoste eller andre tegn på infektion
Du skal kontakte Lungesygdomme, hvis du:
Får infektion eller er i behandling med antibiotika/penicillin optil en planlagt behandling med Infliximab, da behandlingen da skal udsættes.
Hvis du skal opereres.
Videre forløb
Husk blodprøver før hver behandling
Det anbefales at ophøre med Infliximab mindst 6 måneder før planlagt graviditet. Dette gælder både mænd og kvinder. Det er derfor vigtigt at planlægge en eventuel graviditet i samråd med lægen.
Hvis du opdager, at du er gravid, bør du kontakte lægen, så det videre forløb kan planlægges.
Infliximab kan formodentlig anvendes under amning.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.