Cellcept anvendes ved forskellige sygdomme, hvor man ønsker at hæmme kroppens immunsystem. Ved Lungesygdomme er det især patienter med lungefibrose og andre bindevævssygdomme, samt patienter, der har gennemgået lungetransplantation, der behandles med stoffet.
Cellcept gives oftest sammen med binyrebarkhormon (Prednisolon) og tillader nogle gange, at der kan gives lavere prednisolondosis.
Effekten indtræder i løbet af dage til uger og behandlingen gives oftest i måneder til flere år.
Forbered dig til behandlingen
Fortæl din læge før du starter på behandling med Cellcept, hvis du lider af nyre- eller leverproblemer, tidligere har haft bivirkninger til Cellcept, har en infektion, er eller ønsker at blive gravid, ammer eller for nyligt er vaccineret.
Om behandlingen
Fortæl din læge, hvis du får nogle af disse præparater, da de kan mindske effekten af Cellcept:
Sandimmun®, Colestyramin® (kolesterolnedsættende), pantoprazol® (middel mod mavesår), rifampicin® (tuberkulosemiddel) og telmisartan® (blodtrykssænkende middel) kan nedsætte virkningen af CellCept®.
Jern nedsætter virkningen af midlet og bør derfor indtages med mindst 4 timers forskudt tidsinterval.
Du skal være påpasselig med at drikke alkohol, når du er i behandling med Cellcept og maximalt drikke 7 genstande ugentligt.
Hvis du har et større alkoholforbrug samtidig med, at du tager Cellcept, risikerer du at overbelaste din lever.
Alle tabletter kan medføre bivirkninger. Bivirkninger ved Cellcept optræder sjældent. De afhænger af dosis og forsvinder, når behandlingen stopper.
Der kan forekomme kvalme, opkastninger, madlede, diarré og mavesmerter.
Der kan ses påvirkning af knoglemarven med:
Mangel på hvide blodlegemer, hvilket giver øget tendens til infektioner.
Mangel på blodplader, hvilket giver tendens til blødning (næseblod, blodudtrædninger i huden eller blå mærker).
Mangel på røde blodlegemer, som viser sig som blodmangel.
Der kan ses påvirkning af leveren med forhøjede levertal.
Der kan også ses andre, mulige, men yderst sjældne bivirkninger.
Læs en komplet liste over bivirkninger på indlægssedlen i pakken med medicinen
Vær opmærksom på
Kvinder i den fødedygtige alder skal anvende sikker prævention, inden behandlingen påbegyndes, under behandlingen og i mindst 6 uger efter behandlingens ophør.
Mandlige patienter eller deres kvindelige partnere skal anvende sikker prævention under behandlingen og i mindst 3 måneder efter behandlingens ophør.
Behandlingen må ikke tages, hvis du ammer.
Når du kommer hjem
Du kan booke en tid til blodprøve i appen MineAftaler eller på www.booking.rm.dk. Log ind med MitID.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.