Adalimumab bruges til behandling af morbus Crohn og colitis ulcerosa. Præparatet bruges ofte til patienter med nedsat virkning af binyrebarkhormon eller anden immundæmpende medicin samt til patienter, der enten ikke har effekt af Infliximab eller ikke tåler Infliximab.
Adalimumab er et såkaldt biologisk lægemiddel, der hæmmer signalstoffet TNF-alfa, som medvirker til at danne betændelse i fx tarmen.
Medicinen tages som indsprøjtning i maven eller låret.
Forbered dig til behandlingen
Inden du kan starte på behandlingen, skal du have taget blodprøver.
Blodprøverne er blandt andet til for at udelukke, at du har eller har haft skjulte infektioner som tuberkulose eller kronisk leverbetændelse, da der under behandling med biologisk medicin er risiko for, at disse sygdomme kan forværres eller blusse op igen.
Om behandlingen
Første gang du får behandlingen gives 160 mg (4 sprøjter)
Efter 2 uger gives 80 mg (2 sprøjter)
Tag din indsprøjtning med adalimumab hver 2. uge på en fast ugedag enten i maven eller i låret.
Du får undervisning af en sygeplejerske i, hvordan du tager medicinen selv.
Du skal tage sprøjten så snart du opdager det og eventuelt ændre dagen for næste indsprøjtning, så der går 2 uger. Hvis du opdager det indenfor 2 dage, kan du holde fast i den planlagte dag for næste indsprøjtning.
Du skal holde pause med din medicin, hvis du får en behandlings- eller indlæggelseskrævende infektion herunder herpes eller herpes zoster infektion.
Kontakt klinikken, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du skal holde pause med din medicin.
Sådan virker medicinen
Ved tarmsygdomme er der en fejl i kroppens immunsystem, så det angriber kroppens egne celler og danner betændelse. Immunsystemet bliver på en måde overaktivt.
Medicinen hæmmer et af de signalstoffer i immunsystemet, som medvirker til at danne betændelse i fx tarmen. Derved bliver betændelsen dæmpet.
Medicinen helbreder ikke din tarmsygdom, men behandlingen kan holde sygdommen i ro ved at bremse betændelsesreaktionen i tarmen, og kan dermed begrænse udvikling i sygdommen.
Virker typisk efter få uger
Risici og bivirkninger
Infektioner, fx infektioner i luftvejene, blærebetændelse eller hudinfektioner.
Rødme og kløe på huden omkring stedet, hvor du har stukket dig.
Lever, nyrer og knoglemarv kan blive påvirket, men det sker sjældent.
Risikoen for eventuelle langtidsbivirkninger er endnu ikke endeligt afklaret. Der har været rejst mistanke om, at behandlingen kan medføre øget risiko for udviklingen af visse former for kræft. Den nyeste forskning på området viser, at behandlingen ikke giver øget kræftrisiko samlet set. En lille risiko for udvikling af hudkræft kan dog ikke udelukkes, men afventer endelig afklaring.
Læs en komplet liste over bivirkninger på indlægssedlen i pakken med medicinen
Vær opmærksom på
Din medicin skal opbevares i køleskab (2-8°C) og fragtes i køletaske. De må ikke opbevares i fryseren.
Du bedes derfor anskaffe dig en køletaske og køleelementer til transport af medicinen. Du må ikke ryste de fyldte sprøjter, da det kan beskadige medicinen.
Noget medicin kan opbevares udenfor køl i en kortere periode, men det nedsætter holdbarheden. Du kan læse mere på min.medicin.dk eller spørg personalet, hvad der gælder for netop din behandling.
Adalimumab kan anvendes sammen med Azathioprin eller anden medicin, som påvirker immunsystemet.
Følgende smertestillende medicin kan bruges sammen med Adalimumab:
Medicin, der indeholder Paracetamol (Panodil, Pinex, Pamol).
Tal med lægen om den medicin, du tager.
Vi anbefaler, at du bliver vaccineret mod influenza samt COVID hvert efterår, når du får medicin, som påvirker dit immunsystem.
Vaccinerne er gratis, og du kan fx få den hos din praktiserende læge, på nogle apoteker samt på vaccinationscentre.
Hvis du har problemer med gentagne lungebetændelser, kan du også få en vaccination mod pneumokokker, som er de bakterier, der ofte fører til lungebetændelse.
Tal med personalet eller din praktiserende læge, hvis det er et problem for dig.
Da medicinen påvirker dit immunsystem og derfor øger risikoen for infektion i forbindelse med en operation, skal du i nogle tilfælde holde pause med medicinen før større operationer.
Tal med lægen eller sygeplejersken i klinikken, hvis du skal opereres, så vi kan planlægge behandlingen og eventuel pause i perioden omkring din operation.
Du kan genoptage behandlingen, når eventuelle sting er fjernet, og såret er helet og uden tegn på infektion.
Hvis du skal have lavet en rodbehandling eller have trukket en tand ud, skal du følge din tandlæges anbefalinger mht. forebyggende antibiotika mod infektion. Det kan nogle gange være nødvendigt, når du får immunregulerende behandling.
Hvis du skal rejse til et område, som kræver vaccinationer, bør du planlægge det i god tid. Vil du vide mere om rejsevaccinationer, kan du læse mere på Statens Serum Instituts hjemmeside.
Vær opmærksom på, at nogle vacciner ikke må gives, når du får medicin, som påvirker immunsystemet. Det handler om de levende vacciner, fx mod gul feber, tuberkulose, mæslinger og skoldkopper.
Tal derfor med personalet, hvis det bliver aktuelt for dig.
Du kan medbringe din medicin på rejser med fly, men vi anbefaler, at du kontakter flyselskabet inden afrejse og informerer om, at du medbringer medicinen.
Du bør medbringe et rejsebrev og et stemplet medicinskema, som du kan få af sygeplejerskerne, hvis du medbringer medicinen på køl.
Det er altid en god idé at have en samlet liste over sin medicin med på rejser til udlandet.
Du skal kontakte os, hvis du planlægger en graviditet.
Behandling med Adalimumab nedsætter ikke fertiliteten for hverken mænd eller kvinder.
Adalimumab kan anvendes under amning.
Når du kommer hjem
Du skal kontakte os, hvis du får:
Mistanke om overfølsomhed, fx hududslæt, hudkløe, hævelse i ansigtet eller munden. Du skal stoppe behandlingen med det samme.
Du skal kontakte din praktiserende læge, hvis du får feber over 38° eller andre tegn på infektion, fx. åndenød, hoste, ondt i halsen eller svie når du tisser.
Videre forløb
Du skal have taget blodprøver regelmæssigt, det vil ofte være i forbindelse med din lægekontrol. Det aftaler vi med dig.
Du skal have taget blodprøver, fordi de bivirkninger, du ikke selv kan mærke, kan måles i dit blod.
Sådan får du taget blodprøver
På www.blod.rm.dk kan du se, hvor du kan få taget blodprøver i Region Midtjylland.
Ved forværring i din sygdom eller udebleven effekt af din behandling kan du booke en opringning fra en sygeplejerske på www.booking.rm.dk eller gennem appen "MineAftaler". Du vil blive ringet op inden for 2 hverdage. Bookingkode: AUH-LMT-AKUT01
Fornyelse af recept:
Du kan forny dine recepter fra os på www.booking.rm.dk eller gennem appen "MineAftaler". Bookingkode: AUH-LMT-R02
Adresse
Lever-, Mave- og Tarmsygdomme Aarhus Universitetshospital Indgang C, Plan 2, krydspunkt C217 Palle Juul-Jensens Boulevard 35 8200 Aarhus N
Med sikker mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/815509
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.