Når dit stomioutput er højt, skal du drikke mindre og vælge drikkevarer, som tarmen lettere kan optage. Tarmen optager bedst væske, der indeholder salt og lidt sukker. Du kan læse om drikkene i denne vejledning.
Vær opmærksom på
Ved tarmsvigt er det en udfordring at opretholde kroppens normale væske- og saltbalance. Når et stykke af tarmen ikke fungerer eller er fjernet ved operation, er der risiko for store tab af væske og salte gennem tarmen.
Dette kan give diarré eller højt stomioutput og derefter væsketab, som kan føre til dehydrering (nedsat vandindhold i kroppen). Ved dehydrering mangler kroppen vand og salte, som kan give problemer for blandt andet nyrerne, nervesystemet og hjertets funktion.
Hvor meget væske og salt, der tabes gennem tarmen, afhænger både af, hvad man drikker og af hvor meget væske og salt tarmen selv udskiller.
Når du drikker rent vand, vil der udskilles mere salt til tarmen, og dette vil ofte øge det samlede væsketab. Et øget indtag af rent vand vil derfor forværre væske- og salttabet. Dette gælder også danskvand, kaffe og te. Et stort væsketab gennem tarmen kan ofte reduceres ved at drikke under 500 ml vand, kaffe og te per døgn.
Tilsvarende gælder det, at drikkevarer med et højt indhold af sukker kan trække vand ud af kroppen og ind i tarmen. Det gælder fx juice, sødt saftevand og sukkerholdig sodavand. Derfor kan man ende med at tabe mere væske end man har drukket.
Hvis din krop mangler salt, anbefaler vi at du drikker mindst 1 liter hydreringsdrik pr døgn. Hydreringsdrik kan købes på apoteket som Revolyt eller Resorb. V-blanding er en hydreringsdrik, du selv kan blande af vand, salt, natron og sukker. Når du er indlagt i LMT, får du udleveret færdigblandet V-blanding.
Hvis en drik har samme salt- og sukkerindhold som blodet siger vi, at den har samme stoftæthed som blodet. Stoftætheden i en væske kan beskrives med begrebet osmolalitet. Drikke med samme stoftæthed som i blodet kaldes isoosmolære.
Drikke med en lavere stoftæthed kaldes hypoosmolære. De vil trække salt og dermed væske ud af kroppen.
Drikke med høj stoftæthed kaldes hyperosmolære. Jo højere stoftæthed der er i en drik, jo mere vil den øge tabet af væske ved diarré eller i stomioutput.
Både drikke med lav stoftæthed og drikke med høj stoftæthed kan således give dehydrering. V-drik, andre hydreringsdrikke og mælk er de bedste drikke for dig med tarmsvigt. Mælk har et lavt indhold af sukker og indeholder også lidt salt. Samtidigt giver mælk vigtige næringsstoffer som protein og kalk. Drik derfor gerne mælk hver dag.
Tabellen viser stoftætheden i forskellige drikke. De grønne drikke er isoosmolære og optages bedst. Drik mest af de grønne, maks. 500 ml af de hvide og kun små mængder af de gule. De røde har en særlig høj stoftæthed og kan medføre store væsketab i stomien eller ved diarré.
Sådan gør du
1 liter V-blanding. Det kan også være hydreringsdrikke, som du køber fx. Revolyt eller Resorb Sport.
1 liter minimælk, letmælk eller sødmælk.
Maks. ½ l vand, tynd saft, sukkerfri læskedrik, sukkerfri sodavand, te eller kaffe.
Ingen juice, saft, sodavand med sukker eller alkohol.
V-blanding er en hydreringsdrik, som du selv kan blande. Det er en opløsning af salt og sukker i en sammensætning, der passer til kroppens behov.
Til 1 liter V-blanding
1 liter vand 20 gram sukker 3,5 g fint salt (natriumklorid) 2,5 g natron (natriumbikarbonat) Evt. ¼ -½ dl koncentreret sukkerfri læskedrik fx Fun Light.
Obs. brug aldrig ”frugtsaft uden tilsat sukker”, da frugtsaft i sig selv indeholder sukker.
Således gør du:
Afvej sukker, salt og natron på en brevvægt
Tilsæt en del af vandet, rør rundt, tilsæt resten af vandet
Lad blandingen stå til salt og sukker er helt opløst
Tilsæt evt. koncentreret sukkerfri læskedrik.
Bland gerne 1 liter om morgenen og hav det stående i køleskabet. Tag en drikkedunk med V-blanding med dig, når du går ud.
V-blanding smager bedst, når den er kold
Du kan tilsætte isterninger. Det er bedst at bruge isterninger af V-blanding. V-blanding kan fryses og serveres som slush ice eller du kan drikke den med et sugerør.
Hvis dit stomioutput er for højt, taber kroppen væske og salt. Hvis kroppen mangler væske og salt, vil den holde på væsken og du vil tisse mindre. Du bliver samtidig tørstig og drikker mere.
Jo mere du drikker, især af drikke der indeholder meget sukker og ingen salt fx juice og sodavand, jo mere kommer der i stomiposen og jo mindre kan du tisse. Løsningen er derfor, at du drikker mindre, drikker langsomt og vælger de rigtige drikke. Så kan tarmen nå at optage væsken og kroppen vil ikke længere mangle væske.
Sluk din tørst uden at drikke for meget
Drik din væske, også V-blanding langsomt gennem hele dagen
Brug små glas og kopper
Sut på små bolsjer eller pastiller
Sut på isterninger eller små sodavandsis som en del af dit væskeindtag
Hold dig beskæftiget, så du ikke tænker for meget på at skulle drikke.
Du kan se om du får nok væske ved at lægge mærke til, hvor meget du tisser. Hvis du tisser 5-6 gange i døgnet, det svarer til i alt mindst 1000 ml, så er du i væskebalance.
På hospitalet måler vi også, om der er natrium i urinen. Når der er natrium i urinen, så får du tilstrækkelig med væske og salt.
Kontakt
Lever-, Mave- og Tarmsygdomme Klinik
Telefon
7845 3800
Telefontid
Sekretær: Mandag – fredag kl. 8.30 – 12.00.
Telefonsamtale ved sygeplejerske:
Ved forværring i din sygdom eller udebleven effekt af din behandling kan du booke en opringning fra en sygeplejerske på www.booking.rm.dk eller gennem appen "MineAftaler". Du vil blive ringet op inden for 2 hverdage. Bookingkode: AUH-LMT-AKUT01
Fornyelse af recept:
Du kan forny dine recepter fra os på www.booking.rm.dk eller gennem appen "MineAftaler". Bookingkode: AUH-LMT-R02
Adresse
Lever-, Mave- og Tarmsygdomme Aarhus Universitetshospital Indgang C, Plan 2, krydspunkt C217 Palle Juul-Jensens Boulevard 35 8200 Aarhus N
Med sikker mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1261829
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.