SIRT-work up (indlæggelse til vurdering forud for SIRT)
Gå direkte til
SIRT-work up (indlæggelse til vurdering forud for SIRT)
Du indlægges til vurdering (SIRT work up).
Formålet er et kortlægge blodforsyningen til din kræftknude i leveren og vurdere, om SIRT-behandling er en mulig behandling for dig.
Forbered dig til undersøgelsen
Du skal forvente at være indlagt 1-2 dage
Hvis du tager blodfortyndende medicin, er det muligt, at du skal holde pause med denne før undersøgelsen/behandlingen.
Hvis den afdeling, der har henvist dig, ikke har aftalt med dig eller gennemgået nedenstående punkter, skal du kontakte dem:
Hvilken medicin skal du holde pause med?
Skal du tage en anden form for medicin i stedet, imens du holder pause?
Hvor længe inden undersøgelsen/behandlingen skal du holde pause?
Skal du have taget en blodprøve inden undersøgelsen?
Få taget blodprøver 1-3 dage inden behandlingen
Dagen før din behandling ringer en læge til dig for at gennemgå det forestående indlæggelsesforløb og for at optage en kort journal.
Her vil lægen ligeledes se dine blodprøver og sikre, at du er klar til at modtage behandlingen.
På undersøgelsesdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din undersøgelse/behandling bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 4 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 4 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter undersøgelsen. Hvis du har diabetes, skal du drikke vand i stedet for sød saftevand.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Plejepersonalet i afdelingen gør dig klar til indgrebet:
Du får hospitalstøj på
Målt blodtryk og puls
Hvis du har vandladningsproblemer kan det være, at du skal have et blærekateter. Det kan fjernes igen, når du kommer tilbage til afdelingen.
Efterfølgende sendes du til Røntgen og Skanning, hvor undersøgelsen/behandlingen foregår.
30 minutter før du transporteres til Røngten og Skanning skal du indtage 30 dråber Irenat. Dette er for at bedre optagelserne ved skanningsundersøgelserne.
Det er vigtigt, at du kan slappe af, mens undersøgelsen foregår. Du får derfor beroligende og smertestillende medicin af personalet på sengeafdeling.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen foregår på Røntgenafdelingen, hvortil du vil blive transporteret i en seng.
Undersøgelsen foregår i lokalbedøvelse. Der indføres en steril tynd plastikslange gennem et blodkar i lysken. Når plastikslangen er korrekt placeret – dette gør man ved hjælp af kontrast og gennemlysning - indgives et svagt radioaktivt sporstof ind for at teste, om kræftvævet kan behandles.
Efter undersøgelsen bliver du transporteret til Nuklearmedicinsk Afdeling og PET til en skanning for at undersøge, hvor sporstoffet sidder.
Undersøgelsen varer ca. 2 timer
Risici og bivirkninger
Du kan opleve ømhed i lysken og yderst sjældent få en blodansamling i lysken i forbindelse med indstiksstedet.
Du kan desuden opleve let træthed i dagene efter undersøgelsen.
Efter undersøgelsen
Du må spise og drikke efter behandlingen
Du skal ligge stille i sengen i minimum 2 timer efter behandlingen
Efter undersøgelsen/behandlingen bliver du kørt tilbage til den afdelingen, du mødte ind på.
Her skal du opholde dig de næste timer, først i sengen (hvor du ikke må sidde, stå op eller gå på toilettet) og derefter oppegående 1-2 timer.
Du vil herefter efter aftale med lægen kunne udskrives og tage hjem
Videre forløb
SIRT-work-up-billederne, som du fik taget på Nuklearmedicinsk Afdeling og PET vil blive vurderet på vores konference.
Hvis det efter din SIRT WORK-UP vurderes, at du kan få gavn af en SIRT-behandling, planlægges denne til ca. 2 uger efter din WORK-UP.
Du vil efterfølgende blive ringet op af en læge med besked om, hvorvidt der er indikation for at tilbyde dig SIRT-behandling.
Mere information
Vi udsættes for stråling hver dag Vi bliver hver dag udsat for naturlig baggrundsstråling fra omgivelserne - fra jorden, luften, flyrejser, maden vi spiser og fra byggematerialer. Hver røntgenundersøgelse giver os en lille yderligere stråledosis, der svarer til fra få dages til få års naturlig baggrundsstråling.
Vi passer godt på dig Hvis du allerede har fået foretaget mange røntgenundersøgelser og er bekymret for at få foretaget flere, så husk:
at behovet for en ny undersøgelse altid bør vurderes ud fra den nuværende situation
at sundhedsrisikoen fra røntgenstråler er minimal i forhold til ikke at få lavet den nødvendige behandling
at vi på røntgenafdelingen gør en stor indsats for at holde stråledosis så lav som mulig
Kontakt
Lever-, Mave- og Tarmsygdomme Klinik
Telefon
7845 3800
Telefontid
Sekretær: Mandag – fredag kl. 8.30 – 12.00.
Telefonsamtale ved sygeplejerske:
Ved forværring i din sygdom eller udebleven effekt af din behandling kan du booke en opringning fra en sygeplejerske på www.booking.rm.dk eller gennem appen "MineAftaler". Du vil blive ringet op inden for 2 hverdage. Bookingkode: AUH-LMT-AKUT01
Fornyelse af recept:
Du kan forny dine recepter fra os på www.booking.rm.dk eller gennem appen "MineAftaler". Bookingkode: AUH-LMT-R02
Adresse
Lever-, Mave- og Tarmsygdomme Aarhus Universitetshospital Indgang C, Plan 2, krydspunkt C217 Palle Juul-Jensens Boulevard 35 8200 Aarhus N
Med sikker mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/848176
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.