Behandlingen går ud på at sprøjte et radioaktivt stof (Yttrium-90) direkte ind i leveren, præcis der hvor kræftvævet sidder samt at lukke af for blodtilførslen til kræftvævet. Det radioaktive stof afgiver sin stråling over nogle dage og får kræftcellerne til at gå til grunde, mens de raske leverceller skånes.
Forbered dig til behandlingen
Få taget blodprøver 1-3 dage inden behandlingen
Hvis du tager blodfortyndende medicin, er det muligt, at du skal holde pause med denne før undersøgelsen/behandlingen.
Hvis den afdeling, der har henvist dig, ikke har aftalt med dig eller gennemgået nedenstående punkter, skal du kontakte dem:
Hvilken medicin skal du holde pause med?
Skal du tage en anden form for medicin i stedet, imens du holder pause?
Hvor længe inden undersøgelsen/behandlingen skal du holde pause?
Skal du have taget en blodprøve inden undersøgelsen?
Forbered dig på, at du ikke må køre bil 24 timer efter undersøgelsen/behandlingen.
Dagen før din behandling ringer en læge til dig for at gennemgå det forestående indlæggelsesforløb og for at optage en kort journal.
Her vil lægen ligeledes se dine blodprøver og sikre, at du er klar til at modtage behandlingen.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din undersøgelse/behandling bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 4 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 4 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter undersøgelsen. Hvis du har diabetes, skal du drikke vand i stedet for sød saftevand.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Om behandlingen
Du skal være indlagt til denne behandling
Plejepersonalet i afdelingen gør dig klar til indgrebet:
Du får hospitalstøj på
Målt blodtryk og puls
Hvis du har vandladningsproblemer kan det være, at du skal have et blærekateter. Det kan fjernes igen, når du kommer tilbage til afdelingen.
Efterfølgende sendes du til Røntgen og Skanning, hvor undersøgelsen/behandlingen foregår.
Det er vigtigt, at du kan slappe af, mens undersøgelsen foregår. Du får derfor beroligende og smertestillende medicin af personalet på sengeafdeling.
I forbindelse med behandlingen kan du blive utilpas og få kvalme. Der vil altid, inden behandlingen starter, blive givet kvalmestillende medicin for at forebygge disse gener.
Du vil efterfølgende kunne opleve appatitløshed.
I samarbejde med plejepersonalet kan det vurderes, om du har behov for et blærekateter i forbindelse med behandlingen, idet du under behandlingen skal være sengeliggende i ca. 6 timer.
Inden din behandling vil du blive instrueret i vejrtrækningsøvelser ved vores fysopterapeut. Dette er vigtigt for at forebygge komplikationer i det efterfølgende forløb.
Der indføres en steril tynd plastikslange gennem et blodkar i lysken. Når plastikslangen er korrekt placeret – dette gør man ved hjælp af kontrast og gennemlysning – indgives det radioaktive stof, som kiler sig ind i de små tynde blodårer, der fører ind til kræftvævet.
Efter din behandling må du spise og drikke
Du skal ligge stille i sengen i minimum 2 timer efter behandlingen
Efter undersøgelsen/behandlingen bliver du kørt tilbage til den afdelingen, du mødte ind på.
Her skal du opholde dig de næste timer, først i sengen (hvor du ikke må sidde, stå op eller gå på toilettet) og derefter oppegående 1-2 timer.
Inden for 24 timer efter behandlingen skal du have lavet en kontrol PET-CT-skanning og en SPECT-CT på Nuklearmedicinsk afdeling og PET.
Du skal ikke faste til disse skanninger.
Skanningerne foretages for at undersøge, om kræftvævet har optaget behandlingsstoffet.
Eftersom du vil modtage radioaktiv behandling, er der visse simple forholdsregler, som skal overholdes i de første 24 timer efter SIRT-proceduren.
Disse forholdsregler inkluderer:
Grundig vask af hænder efter toiletbesøg,
oprydning af eventuelle kropsvæsker såsom blod, urin eller afføring og bortskaffelse af dem i et toilet.
Når du kommer hjem
Du får en recept på forebyggende behandling mod mavesår (Pantoprazol), da der i sjældne tilfælde kan opstå mavesår efter behandlingen. Hvis du pludselig får voldsomme mavesmerter, skal du kontakte afdelingen.
I dagene efter din behandling kan du opleve at få feber op til 38-39 grader og influenzalignende symptomer. Dette er en normal reaktion i kroppen, når det beskadigede væv, der er blevet behandlet, dør.
Du kan ligeledes opleve at føle dig træt og have nedsat appetit.
Du kan opleve lette til moderate smerter den første uge efter behandlingen.
I sjældne tilfælde kan symptomerne vare ved i 2-3 uger.
Du skal kontakte afdelingen, hvis der sker en forværring i din tilstand ift. da du forlod afdelingen. Dette kan være stærke smerter eller feber over 39 grader.
Videre forløb
Du skal have taget kontrolblodprøver hver 2. uge i 8 uger efter behandlingen.
Du vil blive indkaldt til CT-skanning 3 måneder efter din behandling, og hvis resultatet er fint, vil du blive indkaldt til CT-skanningskontrol hver 3. måned det første år, hver 6. måned det andet år og herefter én gang årligt indtil 5 år efter sidste behandling.
I fald der kommer tegn på kræftsygdom igen, vil planen blive revideret.
Mere information
Vi udsættes for stråling hver dag Vi bliver hver dag udsat for naturlig baggrundsstråling fra omgivelserne - fra jorden, luften, flyrejser, maden vi spiser og fra byggematerialer. Hver røntgenundersøgelse giver os en lille yderligere stråledosis, der svarer til fra få dages til få års naturlig baggrundsstråling.
Vi passer godt på dig Hvis du allerede har fået foretaget mange røntgenundersøgelser og er bekymret for at få foretaget flere, så husk:
at behovet for en ny undersøgelse altid bør vurderes ud fra den nuværende situation
at sundhedsrisikoen fra røntgenstråler er minimal i forhold til ikke at få lavet den nødvendige behandling
at vi på røntgenafdelingen gør en stor indsats for at holde stråledosis så lav som mulig
Kontakt
Lever-, Mave- og Tarmsygdomme Klinik
Telefon
7845 3800
Telefontid
Sekretær: Mandag – fredag kl. 8.30 – 12.00.
Telefonsamtale ved sygeplejerske:
Ved forværring i din sygdom eller udebleven effekt af din behandling kan du booke en opringning fra en sygeplejerske på www.booking.rm.dk eller gennem appen "MineAftaler". Du vil blive ringet op inden for 2 hverdage. Bookingkode: AUH-LMT-AKUT01
Fornyelse af recept:
Du kan forny din recept på www.booking.rm.dk eller gennem appen "MineAftaler". Bookingkode: AUH-LMT-R02
Adresse
Lever-, Mave- og Tarmsygdomme Aarhus Universitetshospital Indgang C, Plan 2, krydspunkt C217 Palle Juul-Jensens Boulevard 35 8200 Aarhus N
Med sikker mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1247398
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.