Når du ankommer til røntgenstuen, vil du blive modtaget af personalet, som orienterer om og forbereder dig til behandlingen. Bedøvelseslægen er på stuen for at give medicin under behandlingen, og for at du kan sove under hele behandlingen.
Behandlingen forgår sterilt. Personalet på stuen som skal behandle dig, har hue, mundbind, handsker og kittel på. For at beskytte dig mod infektion. Din hud desinficeres, i det område der skal arbejdes, hvorefter du får lagt steril afdækning på.
Efterfølgende laver lægen et lille snit i huden, hvorigennem der stikkes en kanyle ind i pulsåren.
Når kanylen er på plads, fører lægen en tynd metalleder igennem kanylen. Herefter fjernes kanylen og et tyndt blødt plastikkateter/rør føres ind over metallederen og til det område, du skal have undersøgt/behandlet.
Når kateteret er korrekt placeret i leveren, indgives en blanding af kemoterapien og et stof der skal aflukke blodtilførslen til svulsten i leveren. Undervejs i behandlingen får du gentagende gange sprøjtet kontrast ind, samtidig med der tages røntgenbilleder.
Herefter vil røngtenlægen foretage en ultralydsvejledt behandling,
hvor han fører en tynd nål ind i kræftvævet og varmer det op i ca 10 minutter.
Når behandlingen er slut, bliver kateteret trukket ud og det lille hul i pulsåren lukkes. Efterfølgende hjælper vi dig over i en seng.
Lægen vil efter behandlingen fortælle dig om det videre forløb, som kan være en ny behandling eller en kontrolundersøgelse.
Personalet vil informere dig løbende om, hvad der sker og du er velkommen til at spørge ind.