Både kosttilskud og naturlægemidler kan påvirke den behandling du får. Derfor er det en god ide at drøfte det med lægen, hvis du tager særlige tilskud.
Hvis du tager kosttilskud eller naturlægemidler samtidig med, at du tager medicin, kan det i nogle tilfælde ændre den måde som medicinen optages, omsættes eller udskilles på. Det kan betyde, at medicinen ikke virker så godt som forventet, eller det kan forstærke medicinens virkning, så der opstår fare for overdosering eller bivirkninger.
Mælkesyrebakterier
Bakteriesammensætningen i din tarm er ændret ved inflammatorisk tarmsygdom. Generelt er mangfoldigheden, eller diversiteten, i tarmbakteriernes sammensætning nedsat:
- Tarmen indeholder færre forskellige slags bakterier, og den kan helt mangle specifikke gavnlige bakterier.
Der er stor forskel fra person til person på, hvordan sammensætningen af tarmbakterier er, og derfor også på hvordan bakterietilskud virker.
Probiotika (fx mælkesyrebakterier)
Probiotika er levende mikroorganismer, der er tænkt
at kunne styrke og normalisere bakteriesammensætningen i tarmen.
Samlet set tyder behandlingsforsøg dog ikke på, at der er en positiv effekt af probiotika hos hverken Crohns eller colitis ulcerosa patienter. Hos patienter med Crohns sygdom er der ligefrem beskrevet skadelig effekt af probiotika.
Hvis du har fået tyktarmen fjernet grundet aktiv colitis ulcerosa og har fået
lavet en J-pouch, kan der i nogle tilfælde være gavnlig effekt af probiotika. Produktet VSL#3 er vist at kunne forebygge gentagen betændelse i pouchen, pouchitis. VSL#3 kan endnu ikke købes i Danmark, men der kan fås tilsvarende produkter på Apoteket og i Matas.
Plante og urteekstrakter
De fleste plante- og urteekstrakter kan købes som kosttilskud eller naturlægemidler.
Der føres kontrol med naturlægemidler, der skal indeholde indlægsseddel ligesom almindelig medicin.
Kosttilskud kan være vitamin- og mineraltilskud, men også fx hybenpulver, ingefær og andet.
Ved kosttilskud er der ikke samme kontrol med indhold og kvalitet af produkterne, og der er ikke oplysningspligt ved eventuelle bivirkninger. Derfor er det også svært at give generelle anbefalinger. Man har dog en del erfaring fra forskningsforsøg.
Gurkemeje
Gurkemeje, en ingefærlignende gul rodplante, kan dæmpe betændelse.
Man har udført flere behandlingsforsøg hos patienter med colitis ulcerosa og fandt, at indtag af tilskud med op til 3 gram gurkemeje per dag mindskede graden af betændelse hos patienter med mild sygdomsaktivitet, hvor mesasal
(Asacol/Mezavant/Pentasa) ikke var tilstrækkeligt. Alle patienterne fortsatte deres vanlige medicinske behandling under forsøget.
Gurkemeje har ikke kendte bivirkninger og kan anvendes som tilskud til anden behandling.
Kamilleekstrakt
Kamilleekstrakt fremhæves for mange gode egenskaber og er undersøgt i et
enkelt forsøg, hvor det kunne holde sygdommen i ro hos personer med colitis
ulcerosa i et år, på linje med tablet mesasal-behandling.
De nævnte forsøg med gurkemeje og kamilleekstrakt er lovende, men kræver større og længere studier, før man kan give sikre anbefalinger. Det er en stor begrænsning, at der ikke er sikkerhed for indholdet i de enkelte produkter, idet offentlige myndigheder ikke fører kontrol med kosttilskud.
Hvis du vælger at købe kosttilskud og naturlægemidler er der en større sikkerhed ved at vælge naturlægemidler, hvor du kan læse om bivirkninger og påvirkning af den medicin du tager.