Cøliaki er en tyndtarmssygdom, hvor gluten-proteiner fra kosten medfører en immunreaktion i tarmslimhinden og dermed nedsat funktion af tarmen.
Hyppigheden i den vestlige verden er ca. 1%, og sygdommen kan opstå hos både børn og voksne.
Ved cøliaki er livslang glutenfri diæt vigtig for at sikre normal optagelse af næringsstoffer, vitaminer og mineraler.
Ubehandlet medfører cøliaki en øget risiko for vitaminmangel, knogleskørhed og kræft i lymfesystemet.
Vær opmærksom på
Hvis du har cøliaki, kan du muligvis også have lactose-intolerans, da det enzym, der spalter mælkesukker (lactase) findes yderst i fimrehårene i tyndtarmen.
Evnen til at tåle mælkesukker genvindes efter nogle måneder med glutenfri diæt. I mellemtiden må du spise mad med et lavt indhold af lactose dvs anvende laktosefri mælk og laktosefri yoghurt eller anvende enzymet lactase til at opløse mælkesukker.
Diagnosen stilles på specialafdeling.
For med sikkerhed at kunne stille diagnosen kræver det, at du i en periode på mindst 4 uger indtager glutenholdige fødevarer.
Diagnosen kræver normalt:
Forhøjet antistof mod vævs-transglutaminase
Kikkertundersøgelse (gastroskopi) med vævsprøve (biopsi) fra tolvfingertarmen
Bedring af symptomer på glutenfri diæt
I nogle tilfælde kan bestemmelse af vævstype være vejledende, fordi der kun hos personer med vævstypen HLA-DQ2 eller HLA-DQ8 udvikles cøliaki.
Dog har 40% af alle en af disse vævstyper, og de fleste af disse har ikke cøliaki.
Ved nypåvist cøliaki foretages ind i mellem undersøgelse af knogletætheden (DEXA-skanning).
Sådan gør du
Ved cøliaki holdes en glutenfri diæt. Det vil sige, at gluten udelades fuldstændig fra kosten. Herved normaliseres slimhinden i tarmen.
Diæten skal holdes livet igennem.
Som erstatning for hvede, rug og byg anbefales andre typer af korn eller planter, fx mel af majs, hirse, boghvede, quinoa (en plante), kikærter eller soja, samt særlige typer af mel baseret på stivelse fra hvede.
Der kan købes en række glutenfri varer specielt fremstillet til patienter med cøliaki, fx brød, knækbrød, pasta, kiks, knækbrød, pizzabunde og mysli.
Du kan selv bage glutenfrit brød, eller du kan købe det i supermarkeder, via internettet eller eventuelt hos bageren. Hvis du køber brød hos bageren, skal det glutenfri brød bages før alt andet, da der ellers kan ske en tilblanding fra andre meltyper.
Glutenfrit brød - fremstillet af stivelse fra hvede eller andre glutenfri typer af mel – har sjældent det samme indhold af næring som almindeligt brød. Det er derfor vigtigt, at der er mulighed for at få vejledning hos en klinisk diætist også for at sikre, at du spiser sundt og varieret
En del patienter med cøliaki får ikke dækket deres behov for fibre.
Du bør derfor bruge melblandinger med et højt indhold af fibre eller evt. tilsætte ren havre, loppefrøskaller (Husk) eller ærtefibre til dit glutenfri brød.
På det tidspunkt, hvor du får stillet diagnosen cøliaki, får du i en blodprøve målt, om du har mangel på vitaminer og mineraler.
Det drejer sig især om jern, folinsyre, vitamin B12 og vitamin D.
I en periode kan det derfor være godt at tage vitamintilskud – dette planlægges sammen med lægen.
Når tarmen er normal, optages vitaminer og mineraler igen normalt.
Der kan være gluten i en række fødevarer som pølser, pålæg, fx leverpostej, middagsretter, fx frikadeller, sauce, bagværk, øl og slik.
Du skal derfor lære at læse varedeklarationen. Er der hvede, rug eller byg i en vare, skal det stå på varen.
Fødevarer, der er mærket med "glutenfri", må indeholde op til 20 mg gluten pr. kg. Fødevarer med op til 100 mg gluten pr. kg kan mærkes "meget lavt indhold af gluten" og kan bruges.
Hvis der står "spor af gluten" på deklarationen, må produktet gerne bruges.
Tilskudsdrikke og sondeernæring indeholder ikke gluten.
De fleste øl, som er brygget på byg, indeholder gluten i forskellig mængde og må derfor frarådes, men der findes enkelte øl, der er glutenfri og som kan købes i supermarkeder eller via internettet.
Videre forløb
Det er individuelt, hvor mange samtaler, der er brug for.
Kontrol i klinikken omfatter blodprøvetagning og samtale.
I starten kontrolleres cøliaki-antistof hver 3. måned til det er normalt, derefter er årlig kontrol af antistof og vitaminer tilstrækkelig.
Mere information
Gluten er en del af proteinet i hvede.
Det består af en tredjedel gliadin og to tredjedele glutenin.
Gluten bruges som en samlet betegnelse for de lignende stoffer (komponenter) i rug og byg, dvs. de typer af korn, der giver reaktion hos patienter med cøliaki.
Havre har en anden sammensætning end hvede, rug og byg, og havres tåles derfor ved cøliaki. Alligevel er havreprodukter ikke nødvendigvis fri for gluten, idet havre og produkter med havre kan være forurenet eller opblandet med andre korn. Derfor anvendes en særlig fremstillet ren havre. Spelt, urhvede og emmer er hvedesorter og kan ikke indgå i en glutenfri diæt.
Fødevarestyrelsen udgiver en detaljeret pjece om cøliaki. Du får pjecen udleveret hos den kliniske diætist. Du kan altid stille spørgsmål på afdelingen.
Kontakt
Lever-, Mave- og Tarmsygdomme Klinik
Telefon
7845 3800
Telefontid
Sekretær: Mandag – fredag kl. 8.30 – 12.00.
Telefonsamtale ved sygeplejerske:
Ved forværring i din sygdom eller udebleven effekt af din behandling kan du booke en opringning fra en sygeplejerske på www.booking.rm.dk eller gennem appen "MineAftaler". Du vil blive ringet op inden for 2 hverdage. Bookingkode: AUH-LMT-AKUT01
Fornyelse af recept:
Du kan forny din recept på www.booking.rm.dk eller gennem appen "MineAftaler". Bookingkode: AUH-LMT-R02
Adresse
Lever-, Mave- og Tarmsygdomme Aarhus Universitetshospital Indgang C, Plan 2, krydspunkt C217 Palle Juul-Jensens Boulevard 35 8200 Aarhus N
Med sikker mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/874571
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.