En synacthen-test benyttes til at vurdere, om dine binyrer producerer nok kortisol.
Kortisol er et hormon, der dannes i binyrebarken, hvorfor det også kaldes binyrebarkhormon.
Undersøgelsen foretages for at undersøge, om du har nedsat produktion af kortisol efter længere tids behandling med Prednisolon.
Forbered dig til undersøgelsen
Der er ingen forberedelse til undersøgelsen og du må spise og drikke som vanligt.
Hvis du er i behandling med Prednisolon får du besked om at holde pause med det nogle dage forud for undersøgelsen.
På undersøgelsesdagen
Du får tilsendt en tid i din e-boks eller aftaler tiden med sygeplejersken i forbindelse med, du har været til kontrol.
Du bliver indkaldt til en bestemt dato og klokkeslæt, hvor du skal møde op i vores klinik.
Inden du møder op i klinikken skal du samme dag have taget en blodprøve. Du skal selv booke tid til blodprøven på www.booking.rm.dk.
I klinikken får du målt dit blodtryk og der anlægges en venenkanyle (tyndt plastikrør) i din hånd eller arm.
Du får herefter indsprøjtet hormonet Synacthen, der stimulerer kroppens produktion af kortisol.
30 minutter senere tages der en ny blodprøve for at se, hvor meget kortisol, der er dannet.
Når 2. blodprøve er taget, fjerner vi venekanylen og du kan herefter tage hjem.
Om undersøgelsen
Blodets indhold af kortisol varierer meget i løbet af dagen. Det er derfor ikke tilstrækkeligt at tage en enkelt blodprøve, for at vurdere om kroppen danner nok.
Derfor tager man en blodprøve både før og efter der er indsprøjtet Synacthen, for at stimulere kroppens egen produktion af kortisol.
Risici og bivirkninger
Der opstår sjældent bivirkninger til undersøgelsen, men i sjældne tilfælde kan der opstå forbigående varmefornemmelse, kvalme eller åndenød.
Der er desuden en meget lille risiko for, at der kan der opstå en allergisk reaktion på Synacthen.
Videre forløb
Ofte vil lægen ringe til dig, for at give svar på undersøgelsen.
Andre gange vil du få svar i forbindelse med en efterfølgende kontrol i klinikken.
Afhængigt af svaret vil der blive lagt en plan for dit videre forløb.
Kontakt
Kontakt, Led- og Bindevævssygdomme - Klinik
Telefon
78 46 42 50
Tast 1 for kontakt til sekretær
Tast 2 for kontakt til sygeplejerske
Telefontid
Mandag – fredag: 8.00-15.00 (sekretær)
Mandag – fredag: 8.00-11.00 (sygeplejerske)
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1317298
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.