Rygmarvsundersøgelse (Lumbalpunktur) (Led- og Bindevævssygdomme)
Gå direkte til
Rygmarvsundersøgelse (Lumbalpunktur) (Led- og Bindevævssygdomme)
En rygmarvsundersøgelse laves typisk for at afklare om der er bakterier, virus eller protein i væsken fra rygmarvskanalen. Dette kan opstå ved forskellige sygdomme.
Forbered dig til undersøgelsen
Der er ingen forberedelse til undersøgelsen
På undersøgelsesdagen
Undersøgelsen foregår i sengeafsnittet i Led- og Bindevævssygdomme og udføres af en læge. Der er også en sygeplejerske på stuen, som hjælper med undersøgelsen. Nogle gange vil der også være sygepleje- eller lægestuderende til stede.
Før rygmarvsundersøgelsen vil lægen undersøge dig.
Du vil også få målt blodtryk, puls, vejrtrækningsfrekvens og temperatur.
Om undersøgelsen
Du skal enten ligge på siden med ryggen krummet og knæene trukket op mod hagen ("fosterstilling") eller siddende, foroverbøjet.
Begge stillinger giver plads mellem ryghvirvlerne, og det gør det lettere at føre nålen ind i rygmarvskanalen.
Lægen rengør din hud med desinfektionsmiddel og bagefter bliver du lokalbedøvet i huden
Når lokalbedøvelsen virker, fører lægen en nål ind i rygmarvskanalen.
Du kan muligvis mærke et jag ned i det ene ben, hvilket er helt normalt.
Når nålen er i rygmarvskanalen, drypper der langsomt væske ud, som opsamles i små glas.
Når undersøgelsen er færdig, fjernes nålen, og du får et plaster på indstiksstedet
Undersøgelsen varer ca. 30 min
Risici og bivirkninger
Op til 30 % får hovedpine efter undersøgelsen. Symptomerne starter typisk indenfor 48 timer og bedres i løbet af et par dage. Enkelte oplever, at det varer længere tid. Hovedpinen er ufarlig og er oftest værst, når man står eller sidder.
Hvis du får hovedpine, anbefaler vi, at du lægger dig fladt, drikker rigeligt væske, gerne koffeinholdige væsker, fx kaffe og cola og evt. tager smertestillende paracetamol (Pamol, Pinex, Panodil), max. 1 g fire gange dagligt.
Efter undersøgelsen
Du må bevæge dig, som du plejer
Du må fjerne plastret dagen efter undersøgelsen
Når du kommer hjem
Du skal kontakte klinikken, hvis du er udskrevet og får hovedpine, som fortsætter over flere dage og ikke aftager.
Videre forløb
Der er svar på undersøgelsen efter 2-7 døgn.
Lægen eller sygeplejersken aftaler med dig, om du får svaret under indlæggelse eller ved kontrol i klinikken.
Kontakt
Kontakt Led- og Bindevævssygdomme - Klinik
Telefon
78 46 42 50, tast 2 for kontakt til sygeplejerske
Telefontid
Mandag – fredag: 8.00-11.00
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/785970
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.