Vævsprøve fra muskel (muskelbiopsi) (Led- og Bindevævssygdomme)
Gå direkte til
Vævsprøve fra muskel (muskelbiopsi) (Led- og Bindevævssygdomme)
En muskelbiopsi er en undersøgelse, hvor man tager en vævsprøve fra en muskel på låret.
Undersøgelsen laves for at undersøge, om du har en muskelsygdom.
Forbered dig til undersøgelsen
Du skal fortælle lægen, hvis du er i behandling med blodfortyndende medicin. Ellers er der ingen forberedelse til undersøgelsen.
På undersøgelsesdagen
Undersøgelsen foregår i sengeafsnittet i Led- og Bindevævssygdomme og udføres af en læge. Der er også en sygeplejerske på stuen, som hjælper med undersøgelsen. Nogle gange vil der også være sygepleje- eller lægestuderende til stede.
Om undersøgelsen
Du ligger på ryggen under undersøgelsen
Vi barberer området på låret, hvor prøven skal tages, hvis du har meget behåring
Lægen rengør din hud med desinfektionsmiddel og bagefter bliver du lokalbedøvet i huden
Når lokalbedøvelsen virker, laver lægen et snit i huden og musklen og fører en tang ind i musklen, og udtager ca. 3 vævsprøver. Du kan opleve et nap i musklen, når vævsprøverne tages ud.
Når undersøgelsen er færdig, vil du enten få sat steri-strips (en form for plaster) på eller lægen vil sy med få sting. Til sidst vil du få plaster på.
Risici og bivirkninger
Der er en mindre risiko for blødning og infektion omkring stedet, hvor prøven er taget. Denne risiko er dog minimal.
Der kan også være en ganske lille risiko for at skade en nerve i forbindelse med undersøgelsen, hvilket kan betyde ændret følesans i området i uger til måneder efter undersøgelsen.
Efter undersøgelsen
Vi lægger en stram forbinding med elastikbind omkring låret for at mindske blødning i musklen efter undersøgelsen.
Hvis ikke du er indlagt, kan du forlade afdelingen herefter.
Du skal løsne forbindingen efter 4-5 timer, eller hvis der opstår sovende fornemmelse eller kuldefornemmelse i tæerne.
Du kan tage forbindingen helt af inden du går i seng om aftenen og skal ikke bruge det igen.
Aktivitet og bad efter undersøgelsen
Det første døgn efter undersøgelsen skal du holde dig i ro.
I den første uge efter undersøgelsen skal du undgå hårdt muskelbelastende arbejde, f.eks. cykling, løb og løft af tunge ting.
For at undgå infektion i såret, må du ikke bade i karbad eller svømmehal i tre dage efter undersøgelsen.
Smerter i låret efter undersøgelsen
Nogle får smerter, der hvor prøven er taget efter undersøgelsen. Du kan tage smertestillende håndkøbsmedicin, fx paracetamol (Panodil, Pamol, Pinex).
Du må fjerne plastret dagen efter undersøgelsen.
Dine steri-strips eller sting skal fjernes efter 7 dage:
Steri-strips må du selv fjerne.
Sting fjernes på afdelingen eller hos din egen læge.
Når du kommer hjem
Hvis du får tegn på infektion i såret, fx rødme, hævelse og tiltagende smerter fra såret eller feber i dagene efter undersøgelsen, skal du kontakte klinikken.
Hvis du får symptomer udenfor afdelingens åbningstid, skal du kontakte vagtlæge.
Videre forløb
Der kan gå op til 8 uger inden der er svar på undersøgelsen.
Lægen eller sygeplejersken aftaler med dig, om du får svaret under indlæggelse, telefonisk eller ved kontrol i klinikken.
Kontakt
Kontakt Led- og Bindevævssygdomme - Klinik
Telefon
78 46 42 50, tast 2 for kontakt til sygeplejerske
Telefontid
Mandag – fredag: 8.00-11.00
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/785972
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.