Hvorfor?
Det er vigtigt, at du er fysisk aktiv og dyrker motion. Det styrker bevægelighed i leddene, holder musklerne stærke og bedrer konditionen.
Selvom du i perioder kan have flere smerter, som kan begrænse dit aktivitetsniveau, er det alligevel vigtigt at bevæge dig mest muligt.
Fysisk aktivitet giver bl.a. en oplevelse af at have mere energi, påvirker humøret positivt og mindsker træthed. Det har derfor også stor indflydelse på, hvordan man oplever smerter.
Hvilken form for aktivitet?
Fysisk aktivitet er ikke kun træning og sport. Det er også gåture, rengøring, havearbejde, leg med børn og børnebørn samt transport til og fra skole og arbejde!
Hvor meget?
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man er fysisk aktiv minimum 30 minutter om dagen af moderat intensitet.
- Moderat fysisk aktivitet:
Aktivitet og træning, hvor du kan tale, samtidig med at pulsen stiger. Det kan fx være: cykling, gåture, trappegang eller havearbejde.
Derudover anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man vedligeholder sin kondition, muskelstyrke og bevægelighed ved træning af høj intensitet to gange om ugen i 20 - 30 minutter.
Aktivitet og træning, hvor pulsen stiger, så du bliver forpustet og har svært ved at føre en samtale. Dette kan fx være: svømning eller træning i varmt vand, styrketræning, gymnastik og løb.
Det er forskelligt, hvad der passer for den enkelte og der er ikke noget, som du ikke må. Det er blot vigtigt, at du lytter til kroppen og passer på, at belastningen ikke bliver for stor.
Der vil være perioder, hvor man ikke får passet sin træning og motion pga. smerter. Lad være med at få dårlig samvittighed. Vent til det går over og begynd så stille og roligt igen.