Råd om sex og intimitet til dig med en led- eller bindevævssygdom
Gå direkte til
Råd om sex og intimitet til dig med en led- eller bindevævssygdom
Når man har en kronisk sygdom, kan man opleve, at sexlivet kan blive påvirket. Fx kan smerter og træthed påvirke lysten og intimitet kan virke uoverskueligt. Det kan medføre en følelse af utilstrækkelighed og man kan føle sig ramt på sin maskulinitet eller kvindelighed.
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at lysten til nærhed, kærlighed og intimitet forsvinder.
Vær opmærksom på
Mange med led- og bindevævssygdomme oplever træthed.
Træthed kan blandt andet påvirke humøret og overskuddet i hverdagen. En god balance mellem aktivitet og hvile er vigtig for at håndtere trætheden.
Trætheden kan også påvirke lysten til nærhed, intimitet eller seksuel aktivitet. På den anden side kan intimitet også være opløftende og kan måske bedre oplevelsen af træthed.
Ved smerter i muskler og led kan varme bade virke smertelindrende, og kan derfor anbefales umiddelbart inden eller under seksuel aktivitet.
Det kan også være en god ide at tage smertestillende inden.
Ved bevægelse og motion belønnes kroppen med smertelindrende endorfiner som frigives i hjernen. Det samme sker, når man er seksuel aktiv.
Noget medicin kræver, at man beskytter dig, hvis man er seksuel aktiv sammen med andre, da nogle behandlinger kan give fosterskader - både hvis man selv tager medicinen eller hvis ens partner gør.
Andre behandlinger kan man tage, indtil man er blevet gravid, hvorefter man skal stoppe.
Sørg derfor altid for at tale med en læge eller sygeplejerske, hvis du og din partner planlægger graviditet eller hvis du er kvinde og ønsker at amme.
Lysten til at være seksuel aktiv kan blive nedsat eller påvirket af nogle medicinske behandlinger.
Nogle kvinder oplever at have tørre slimhinder i skeden, som kan gøre det ubehageligt og smertefuldt at være seksuel aktiv.
Nogle mænd oplever, at evnen til at få rejsning kan påvirkes.
Der findes flere former for hjælpemidler, fx glidecreme, som kan købes på apoteket i håndkøb, og receptpligtigt medicin i form af viagra, hvis evnen til rejsning er nedsat.
Kropslige forandringer og ændring af udseende, pga. sygdom eller bivirkninger til medicinsk behandling, kan medføre, at man får en anden opfattelse af sin krop.
Det kan også påvirke lysten til at være seksuel aktiv. Desuden kan det være svært at vænne sig til, eller acceptere sin krop med en sygdom.
Mere information
Du kan overveje, om nogle af disse råd kan hjælpe dig/jer, hvis sexlivet er påvirket som følge af din sygdom:
Find de tidspunkter i døgnet, som passer netop dig bedst
Et varmt bad inden eller under kan virke smertelindrende
Der findes midler, som kan mindske bivirkninger fra medicin
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.