Binyrebarkhormon (Prednisolon) (Led- og Bindevævssygdomme)
Gå direkte til
Binyrebarkhormon (Prednisolon) (Led- og Bindevævssygdomme)
Binyrebarkhormon, i form af prednisolon, er et binyrebarkhormonlignende stof, der bruges til ved behandling af led- og bindevævssygdomme.
Om behandlingen
Binyrebarkhormon tages som tabletter.
Du skal tage tabletterne på én gang om morgenen.
Det er vigtigt, at du tager den aftalte dosis, da det kan være farligt for dig, hvis du ændrer på antallet.
Hvis du glemmer en morgendosis, skal du blot tage den senere på dagen
Det er forskelligt, hvor længe, man skal være i behandling. Det afhænger af sygdommen og hvor aktiv den er.
Kom altid til de planlagte blodprøvekontroller
Sådan virker medicinen
Ved led-og bindevævssygdomme er kroppens immunsystem overaktivt. Det betyder at immunsystemet angriber kroppens egne celler og derved danner betændelse i fx hud, led og bindevæv.
Binyrebarkhormon dæmper den betændelsesaktivitet (inflammation), som man ser ved led- og bindevævssygdomme.
Inflammationen kan opstå i led, hud, blodkar og bindevæv.
Medicinen mindsker smerter, hævelse og stivhed i leddene samt muskelsmerter. Derudover kan medicinen hjælpe til, at du i det hele taget føler dig bedre tilpas og føler dig mindre træt.
Virker efter timer eller få dage
Risici og bivirkninger
Ved doser under 10 mg om dagen er der få bivirkninger.
Ved større doser gennem længere tid kan der komme følgende bivirkninger:
Vægtstigning
Ophobning af væske i kroppen
Forhøjet blodtryk
Måneansigt
Øgning af fedtvæv i nakken (tyrenakke), tøndeformet krop, tynde arme og ben.
Tynd og skrøbelig hud, tendens til blå mærker
Knogleskørhed
Sukkersyge
Opstemthed, rastløshed og søvnløshed
Træthed og depression
Menstruationsforstyrrelser
Grå stær og forhøjet tryk i øjet (efter lang tids behandling)
Læs en komplet liste over bivirkninger på indlægssedlen i pakken med medicinen
Vær opmærksom på
Du må ikke stoppe med binyrebarkhormon på én gang.
Binyrebarkhormon dannes normalt i binyrerne, men når det tilføres 'kunstigt' i form af tabletter påvirker det kroppens normale produktion. Det er derfor nødvendigt at trappe langsomt ned med medicinen, da dine egne binyrer skal kunne følge med til at 'skrue op' for sin egen produktion igen.
Følg den plan for nedtrapning af medicinen, som er aftalt med lægen.
Du bør ikke tage medicin, som indeholder salicylsyre, f.eks Kodimagnyl, Treo og Ibuprofen samtidig med binyrebarkhormon, da det øger risikoen for at udvikle mavesår.
Hvis du ikke kan undgå at tage medicin med salicylsyre, er det vigtigt, at du samtidig får medicin forebyggende mod mavesår. Tal med lægen om dette.
Du må gerne tage:
Smertestillende i form af paracetamol, fx Pamol, Pinex og Panodil.
Vi anbefaler, at du tager et dagligt tilskud af kalk med d-vitamin, når du får binyrebarkhormon for at styrke dine knogler og forebygge knogleskørhed.
Orientér din læge om, hvilken medicin du ellers bruger
Hvis du får binyrebarkhormon i længere tid, skal dine knogler scannes (DXA-scanning) pga. risikoen for at udvikle knogleskørhed som følge af behandlingen.
Ved en knogleskanning - også kaldet DEXA-skanning - måles indholdet af kalk i knoglerne, og vi kan dermed se, om du er i risiko for at udvikle eller har knogleskørhed.
Hvis du har diabetes, kan dit blodsukker stige under behandlingen med binyrebarkhomron.
Du skal derfor kontrollere dit blodsukker regelmæssigt og din behandling for diabetes skal måske justeres.
Du skal kontakte din egen læge eller den sygehusafdeling, der kontrollerer din diabetes for råd og vejledning.
Hvis du har grøn stær kan det forværres ved behandling med binyrebarkhormon.
Du skal derfor kontakte din øjenlægen mhp. om du skal kontrolleres hyppigere.
Hvis du har forhøjet blodtryk bør det kontrolleres regelmæssigt
Nogle får binyrebarkhormon under graviditet og amning, men kun efter aftale med lægen.
Når du kommer hjem
Du skal kontakte din praktiserende læge, hvis du får:
Feber over 38° eller andre tegn på infektion, fx. åndenød, hoste, ondt i halsen eller svie når du tisser.
Hvis du har en infektion, skal du også kontakte klinikken, da det kan være nødvendigt at ændre på binyrebarkhormonbehandlingen.
Du skal kontakte os, hvis din egen læge har konstateret, at du har en infektion, da det kan være nødvendigt at ændre på binyrebarkhormon behandlingen.
Videre forløb
Vi aftaler med dig, hvor hyppigt du skal have taget blodprøver.
Sådan får du taget blodprøver
Du kan få taget blodprøver på et af vores blodprøvesteder i Region Midtjylland.
Blodprøver, som er bestilt af hospitalet, kan ikke tages hos din praktiserende læge, med undtagelse af udvalgte lægepraksis i regionen. Dette gælder kun, hvis du bor i Region Midtjylland.
På www.blod.rm.dk kan du se, hvor du kan få taget blodprøver i Region Midtjylland og læse mere om dine muligheder.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.