Febuxostat bruges forebyggende mod nye anfald af urinsyregigt.
Febuxostat tages som tabletter.
Om behandlingen
Tabletterne fås på 80 mg eller 120 mg.
De fleste starter med 40 mg (½ tablet) om dagen og trappes langsomt op indtil urinsyren i blodet er faldet tilstrækkeligt.
Det er vigtigt, at du følger planen for optrapning.
Hvis du glemmer at tage en tablet, skal du ikke tage dobbeltdosis næste gang. Tag i stedet din næste tablet på det tidspunkt du plejer.
Der forventes ikke pauser i behandlingen.
Hold derfor ikke pause i behandlingen, hvis du får anfald med ledsmerter.
Du bør også forsætte med behandlingen ved anden sygdom, som fx. feber.
Hvis du får anfald af urinsyregigt under behandlingen med febuxostat, skal du følge den plan for akut anfaldsbehandling, som du har fået af lægen.
Du skal fortsætte med at tage febuxostat, selvom du har et anfald af urinsyregigt.
Kontakt klinikken, hvis du er i tvivl om, hvordan et anfald skal behandles.
Behandlingen er som udgangspunkt livslang, da febuxostat ikke fjerner årsagen til forhøjet urinsyre i blodet, men kun kan nedsætte niveauet af urinsyre.
Kom altid til de planlagte blodprøvekontroller
Sådan virker medicinen
Febuxostat nedsætter dannelse af urinsyre i kroppen, så risikoen for, at urinsyre kommer ud i dine led bliver mindre.
Derved bliver risikoen for anfald af urinsyregigt mindre.
Febuxostat helbreder ikke din urinsyregigt, men kan holde sygdommen i ro.
Risici og bivirkninger
De fleste tåler behandlingen med Febuxostat. Dog kan der forekomme bivirkninger.
Den hyppigste bivirkning er anfald af urinsyregigt. Denne forværring skyldes, at urinsyren i blodet ændrer sig. Dette sker dog oftest i starten af behandlingen, dvs. de første 6 måneder, og kan modvirkes ved samtidig behandling med betændelsesdæmpende medicin, oftest colchicin.
Andre bivirkninger:
Diarré
Kvalme
Leverpåvirkning
Hovedpine
Hududslæt
Væskeophobning i kroppen
Vær opmærksom på
Vi anbefaler, at du begrænser mængden af alkohol, særligt øl og spiritus.
Ved et større alkoholforbrug risikerer du at øge risikoen for anfald af urinsyregigt.
Følgende smertestillende medicin kan bruges sammen med febuxostat:
Medicin, der indeholder Paracetamol (Panodil, Pinex, Pamol). Stærkere smertestillende medicin som fx Ibuprofen, som er ordineret af lægen.
Orientér din læge om, hvilken medicin du ellers bruger
Bør ikke anvendes under graviditet og amning.
Hvis du ønsker at blive gravid, skal du planlægge dette i samråd med lægen.
Videre forløb
Du skal have taget blodprøver regelmæssigt, når du får febuxostat.
Du skal have taget blodprøver for at sikre, at urinsyre i blodet falder og at du kan tåle medicinen.
Sådan får du taget blodprøver
Du skal typisk have taget blodprøver hver 2 måned, men tilpasses af lægen afhængigt af dit sygdomsforløb.
På www.blod.rm.dk kan du se, hvor du kan få taget blodprøver i Region Midtjylland.