Cyclofosfamid tabletbehandling (Led- og Bindevævssygdomme)
Gå direkte til
Cyclofosfamid tabletbehandling (Led- og Bindevævssygdomme)
Cyclofosfamid anvendes til behandling af bindevævs- og vasculitsygdomme.
Cyklofosfamid er et immundæmpende middel, som hæmmer de aktive betændelsesreaktioner og derved dæmper sygdommen i fx. nyrer, lunger, hud, nervebaner og kar.
Cyclofosfamid tages som tabletter dagligt.
Om behandlingen
Tabletterne fås på 50 mg.
Den normale dosis er 2-3 tabletter (100-150 mg) dagligt.
Hvis du får flere cycklofosfamidtabletter om dagen, må du gerne tage dem alle på en gang, men du må også fordele dem over dagen
Tag tabletterne i forbindelse med et måltid
Det er vigtigt, at du drikker mindst 3 liter væske dagligt, når du er i behandling med cyclofosfamid.
Dette mindsker risikoen for bivirkninger på blæren (se afsnittet om bivirkninger).
Hvis du glemmer en dosis, skal du ikke tage dobbelt dosis næste gang, men følge den sædvanlige ordination.
Skal du have antibiotika, har du feber over 38°c eller er du sengeliggende, skal du vente med at tage din cyclofosfamid, indtil du er frisk igen.
Dette gælder også alvorlige, antibiotikakrævende infektioner i tænder og tandkød.
Du behøver ikke at holde pause ved forkølelse, små overfladiske infektioner i huden eller hvis du er kvinde og har en ukompliceret blærebetændelse.
Sådan virker medicinen
Ved led-og bindevævssygdomme er kroppens immunsystem overaktivt. Det betyder at immunsystemet angriber kroppens egne celler og derved danner betændelse i fx hud, led og bindevæv.
Medicinen helbreder ikke din led- eller bindevævssygdom.
Behandlingen kan holde sygdommen i ro ved at bremse betændelsesreaktionen i led og/eller bindevæv, og kan dermed begrænse udviklingen af nye forandringer.
Du kan mærke en begyndende virkning af medicinen efter 2-3 måneder.
Lægen vurderer virkningen af behandlingen efter 3 – 6 måneder.
Hvis der er god effekt af behandlingen gives den ofte i 6-12 måneder.
Risici og bivirkninger
De fleste tåler behandlingen, men der kan komme bivirkninger, mens du får behandlingen og andre bivirkninger kan komme derhjemme.
De hyppigste bivirkninger er:
Kvalme og Appetitløshed (Du kan evt. få kvalmestillende medicin for at afhjælpe dette)
Diarré (ofte kun i starten af behandlingen)
Svie i munden
Hårtab (ofte i beskeden mængde)
Irritation af blæreslimhinden
Væskeophobning i kroppen
Nedsat fertilitet hos både mand og kvinder
Påvirkning af lever, nyre og knoglemarv.
Der er en beskeden risiko for kræft i lymfeknuder og blæreslimhinden på lang sigt.
Læs en komplet liste over bivirkninger på indlægssedlen i pakken med medicinen
Vær opmærksom på
Både mænd og kvinder skal anvende prævention under og indtil 6 måneder efter behandlingen, da cyclofosformid medfører risiko for fosterskader.
Man må ikke amme under behandlingen.
Du må gerne have kontakt med andre, som er gravide, selvom du er i behandling med cyclofosfamid.
De første 5 dage efter behandlingen bør gravide pårørende, dog ikke have kontakt med spildte kropsvæsker.
Behandlingen kan påvirke fertiliteten.
Derfor skal du, før behandlingen startes, overveje, om der er behov for evt. sæd- eller ægdeponering.
Lægen vil tale med dig om dette.
Medicinen kan normalt tages sammen med andre lægemidler, men enkelte lægemidler kan ikke bruges og andre skal anvendes med forsigtighed.
Tal derfor altid med lægen om den medicin, du ellers tager.
Da medicinen påvirker dit immunsystem og derfor øger risikoen for infektion i forbindelse med en operation, skal du i nogle tilfælde holde pause med medicinen før større operationer.
Tal derfor med lægen eller sygeplejersken i klinikken, hvis du skal opereres, så vi kan planlægge behandlingen og eventuel pause i perioden omkring din operation.
Du kan genoptage behandlingen, når eventuelle sting er fjernet, og såret er helet og uden tegn på infektion.
Vi anbefaler, at du bliver vaccineret mod influenza hvert efterår, når du har en led- eller bindevævssygdom og får medicin, som påvirker dit immunsystem.
Vaccinen er gratis, og du skal selv booke en tid til vaccination på vacciner.dk.
Hvis du vil vide mere om influenzavaccinen, kan du læse mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Medicin for led- eller bindevævssygdom og vaccine
Du skal ikke holde pause med din medicin, hvis du er i en fast behandling mod din led- eller bindevævssygdom, på det tidspunkt, hvor du skal have vaccinen.
Hvis du endnu ikke er startet på behandling, så kan man overveje, om du skal have vaccinen inden opstart. Det afhænger dog af din sygdom og om det er praktisk muligt ift. tidspunktet.
Nogle medicinske behandlinger mod led- eller bindevævssygdom, kan reducere virkningen af vaccinen. I de fleste tilfælde, vil immunresponset, dvs. antistofdannelsen ved vaccinen, dog være tilstrækkeligt til at beskytte mod infektion.
Hvis du er over 65 år, er i øget risiko for at få lungebetændelse pga. hjerte-, lunge-, lever- eller nyresygdom eller har problemer med gentagne lungebetændelser, kan du få en vaccination mod pneumokokker, som er de bakterier, der ofte fører til lungebetændelse.
Vaccinen er gratis for patienter med kronisk sygdom og alle over 65 år.
Tal med personalet eller din praktiserende læge om vaccinen.
Hvis du skal rejse til et område, som kræver vaccinationer, bør du planlægge det i god tid. Vil du vide mere om rejsevaccinationer, kan du læse mere på Statens Serum Instituts hjemmeside
Vær opmærksom på, at nogle vacciner ikke må gives, når du får medicin, som påvirker immunsystemet. Det handler om de levende vacciner, fx mod gul feber, tuberkulose, mæslinger og skoldkopper.
Tal derfor med personalet, hvis det bliver aktuelt for dig.
Når du kommer hjem
Det er vigtigt, at du fået taget regelmæssige blodprøver for at kontrollere sygdomsaktivitet og evt. bivirkninger.
Vi aftaler med dig, hvor ofte, du skal have taget blodprøver.
Du kan få taget blodprøver på et af vores blodprøvesteder i Region Midtjylland.
Blodprøver, som er bestilt af hospitalet, kan ikke tages hos din praktiserende læge, med undtagelse af udvalgte lægepraksis i regionen. Dette gælder kun, hvis du bor i Region Midtjylland.
På www.blod.rm.dk kan du læse mere om dine muligheder.
Du skal kontakte os, hvis du får:
Mistanke om overfølsomhed efter en behandling, fx hududslæt, hudkløe, hævelse i ansigtet eller munden.
Smerter eller rødme ved indsstiksstedet
Blod i urinen
Blå pletter i huden
Infektion op til en planlagt behandling, da behandlingen måske skal udskydes.
Du skal kontakte din praktiserende læge, hvis du får:
Feber over 38° eller andre tegn på infektion, fx. åndenød, hoste, ondt i halsen eller svie når du tisser.
Videre forløb
Personalet i klinikken ser dine blodprøvesvar og kontakter dig, hvis der er behov for det.
Du kan selv se dine blodprøvesvar på www.sundhed.dk efter få dage. Enkelte blodprøver kan dog tage længere tid at analysere.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.