Colchicin bruges til at behandle akutte anfald af urinsyregigt indtil anfaldet er ovre.
Nogle gange bruges colchicin også under opstart af fast forebyggende behandling mod urinsyregigt. I den forbindelse gives colchicin typisk i 3-6 måneder.
Om behandlingen
Colchicin tages som tabletter på 0,5 mg (500 mikrogram).
Dosis er forskellig fra person til person. Du skal derfor altid følge din medicinliste.
Ved anfald tages colchicin normalt 2-3 gange dagligt indtil anfaldet er ovre. Tag colchicin så snart du mærker, at anfaldet er ved at starte.
Hvis colchicin tages samtidig med opstart af anden behandling mod urinsyregigt, tages det normalt 2 gange dagligt i en periode. Se altid på din medicinliste.
Hvis du glemmer at tage en tablet, skal du ikke tage dobbeltdosis næste gang. Tag i stedet din næste tablet på det tidspunkt du plejer, og fortsæt som før.
Tabletterne skal synkes hele med et glas vand
Kom altid til de planlagte blodprøvekontroller
Sådan virker medicinen
Colchicin helbreder ikke din urinsyregigt, men dæmper betændelsesreaktionen (inflammation) i leddene og reducerer derved smerter og hævelse i leddene.
Colchicin ændrer ikke koncentrationen af urinsyre i blodet. Det kan således ikke fjerne aflejringer af urinsyre i huden, senerne eller i leddene.
Ved anfald af urinsyregigt, kan du forvente en virkning af colchicin efter 1-2 dage.
Risici og bivirkninger
De fleste tåler behandlingen med Colchicin.
De hyppigste bivirkninger er:
Kvalme
Diarré
Mavesmerter
Nyre, lever og knoglemarv kan blive påvirket, men det sker sjældent. Vi kontrollerer dette i blodprøverne.
Læs en komplet liste over bivirkninger på indlægssedlen i pakken med medicinen
Vær opmærksom på
Vi anbefaler, at du begrænser mængden af alkohol, særligt øl og spiritus.
Ved et større alkoholforbrug risikerer du at øge risikoen for anfald af urinsyregigt.
Flere andre lægemidler kan øge risikoen for bivirkninger, hvis de tages sammen sammen med colchicin. Det drejer sig bl.a. om:
Visse kolesterolsænkende midler (fx simvastatin)
Visse typer antibiotika (fx clarithromycin)
Verapamil (mod hjertesygdom)
Ciclosporin (ved organtransplantation)
Følgende smertestillende medicin kan bruges sammen med colchicin:
Medicin, der indeholder Paracetamol (Panodil, Pinex, Pamol).
Stærkere smertestillende medicin som fx Ibuprofen, som er ordineret af lægen, kan tages sammen med colchicin
Vær opmærksom på, at dine levertal kan påvirkes, hvis du tager meget smertestillende medicin og i længere tid.
Orientér din læge om, hvilken medicin du ellers bruger
Kvinder
Colchicin bør ikke benyttes, hvis du er gravid eller ammer.
Tal med lægen, hvis du planlægger graviditet.
Mænd
Der bør benyttes prævention under behandlingen.
Behandlingen skal ophøre 6 måneder inden ønsket graviditet.
Når du kommer hjem
Du skal kontakte os, hvis:
Bivirkninger til behandlingen er uacceptable.
Der opstår andre sjældne bivirkninger, som er nævnt i indlægssedlen i pakken med medicin.
Videre forløb
Regelmæssig blodprøvekontrol er som regel ikke nødvendig, når du får colchicin, men anden medicin mod din urinsyregigt og kontrol af din sygdom, kan medføre, at du skal have taget blodprøver.
Vi aftaler med dig, hvornår du skal have taget blodprøver.
Sådan får du taget blodprøver
På www.blod.rm.dk kan du se, hvor du kan få taget blodprøver i Region Midtjylland.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.