Velkommen til Led- og Bindevævssygdomme, Sengeafsnit
Gå direkte til
Velkommen til Led- og Bindevævssygdomme, Sengeafsnit
Velkommen til vores sengeafsnit.
I denne vejledning finder du generel information om afdelingen og dit forløb, når du er indlagt.
Om forløbet
Hvis vi har dit mobilnummer, sender vi en SMS-besked til dig for at minde om din aftale på hospitalet.
Du skal give besked til afdelingen, hvis ikke du ønsker denne service.
Vi sender et spørgeskema til dig i brevet med tiden til din indlæggelse.
Hvis du har mulighed for at printe det, beder vi dig medbringe det udfyldte skema.
Hvis ikke du har mulighed for at printe skemaet, kan du udfylde det, når du kommer.
Du kan få et spørgeskema af en sygeplejerske eller sekretær.
Når du kommer til afdelingen, skal du scanne dit sundhedskort på ankomststanderen ved indgang E og henvende dig til sekretæren i receptionen i sengeafsnittet.
Herefter vil en sygeplejerske tage imod dig.
Samtale og undersøgelse ved læge
Den første dag i sengeafsnittet vil du blive undersøgt af en læge, som lægger en plan for, hvilke undersøgelser du skal have lavet.
Det vil være forskelligt, hvordan lægen undersøger dig, da det afhænger af, hvilken sygdom du undersøges for eller allerede har.
Lægen vil tale med dig om dine symptomer og undersøge dig fysisk, fx ved at se og mærke på leddene, huden eller andre steder på kroppen. Du kan forvente, at du skal have tøjet af ved undersøgelsen. Nogle gange scanner lægen led og sener med et ultralydsapparat.
Blodprøver og undersøgelser på andre afdelinger
Blodprøver, urinprøver, EKG (undersøgelse af hjerterytme) mm. vil ofte blive lavet den første dag.
Andre undersøgelser, fx røntgen, scanning samt undersøgelse af hjerte og lunger, laves på andre afdelinger. Der vil derfor være noget ventetid på disse undersøgelser og nogle undersøgelser laves måske først, når du er udskrevet.
Opfølgning ved sygeplejerske
Sygeplejersken vil også tale med dig om sine symptomer, gennemgå din plan for indlæggelsen og informere dig om, hvordan undersøgelserne foregår.
Fysioterapi og ergoterapi
Der er tilknyttet fysioterapeuter og ergoterapeuter til afdelingen, som du vil møde, hvis det er nødvendigt i forhold til din behandling.
Det er individuelt, hvor ofte der er stuegang. Nogle gange vil det være dagligt og andre gange går der et par dage imellem.
På stuegang taler vi med dig om:
Dine symptomer og hvordan du har det
Undersøgelser
Behandling
Udskrivelse
Plan når du kommer hjem
Se også vores vejledning 'Forberedelse til stuegang', som du kan bruge til at forberede spørgsmål eller andet, som du gerne vil tale med lægen eller sygeplejersken om.
Hvis du gerne vil have spørgsmålene på papir, kan du få dette ved sygeplejerskeren.
Du kan forvente, at der vil være ventetid under indlæggelsen.
Sygeplejersken vil løbende informere dig om, hvornår der er stuegang, samtaler og undersøgelser, men du kan også altid spørge om plan for dagen.
Du får målt blodtryk, puls, temperatur mm. hver dag
Mellem kl. 6.30 - 7.30 vil sygeplejersker, studerende og elever komme på stuerne og måle bl.a. blodtryk, puls og temperatur på alle patienter.
Brug for hjælp til personlig pleje
Efter morgenmaden vil det blive aftalt med dig, om du har brug for hjælp til at blive vasket, tage brusebad, børste tænder eller andet.
Stuegang
I løbet af formiddagen og over middag vil der være stuegang. Sygeplejersken informerer dig om, hvornår du skal til tale med lægen.
Måltider
Alle måltider serveres fra en madvogn i køkkenet. Hvis du kan gå til køkkenet, må du gerne selv hente din mad og ellers vil den blive bragt til din stue.
Morgenmad: 8.00 - 08.30
Formiddagskaffe: Tilbydes i løbet af formiddagen
Frokost: 12.00 - 12.30
Eftermiddagskaffe: 14.00
Aftensmad: 18.00 - 18.30
Aftenskaffe: 20.00
Besøg
Besøg er tilladt hele dagen.
Deltagelse i stuegang / samtaler
Dine pårørende er også velkommen til at deltage i samtaler med læger og sygeplejersker. Tal med sygeplejersken, hvis I har ønsker til tidspunkt for samtale, hvor din pårørende kan deltage.
Overnatning
Hvis der er plads i afdelingen, kan pårørende overnatte. Tal med sygeplejerskeren om det er muligt.
Mad til pårørende
Pårørende skal selv købe mad i en af hospitalets caféer. Caféerne på hospitalet kan findes her
Gode råd
Du kan finde frem til afdelinger og parkeringspladser mm. på Aarhus Universitetshospital med vores app.
App'en kan også bruges indendørs.
Den hedder 'AUH Find Vej' og kan downloades til iPhone og Android.
Der er orienteringstavler ved indgang G, F og J og der er frivillige guider i røde veste, som kan være behjælpelige. Derudover er der 'finde-vej-standere' flere steder, hvor du kan indtaste dit mødested og se, hvor det ligger.
På vores hjemmeside kan du læse om sygdomme og behandlinger, finde råd og vejledning samt praktiske oplysninger om afdelingen.
På sundhed.dk kan du læse din journal og se svar på blodprøver.
Vi har en Facebook side og en Instagram profil for patienter, pårørende ogansatte med tilknytning til afdelingen.
Her samles stort og småt fra vores hverdag i form af fx nyheder fra afdelingen, nye tiltag og ændringer samt praktiske informationer.
Der kan også være opslag, hvor vi beder om input fra patienter og pårørende, så vi kan blive bedre til at imødekomme jeres behov i afdelingen.
Du finder siden på www.facebook.com ved at søge på ”Led- og Bindevævssygdomme, Aarhus Universitetshospital'.
Du finder profilen på Instagram ved at søge på "ledogbindevaevssygdomme_auh".
Vi har et brugerråd i afdelingen, hvor patienter og personale fra afdelingen mødes til en dialog om emner, der kan bidrage til at øge kvaliteten og forbedre patienternes forløb på afdelingen.
Vi mødes to gange om året og der er 6 patienter med i rådet.
Vi laver et opslag på vores facebookside efter hvert møde med en opsummering af drøftelserne.
Afdelingen uddanner medicinstuderende, sygeplejerskestuderende, social- og sundhedsassistentelever samt lægesekretærelever, som du vil møde i dit forløb.
Der vil altid være uddannet personale bag de studerende.
Kontakt
Kontakt, Led- og Bindevævssygdomme - Sengeafsnit
Sengeafsnittet kan kontaktes hele døgnet på telefon 78 45 19 45.
Hvis du fortsat skal være tilknyttet afdelingen, når du bliver udskrevet, skal du og dine pårørende henvende jer til vores klinik.
Du vil få udleveret et kort med oplysninger om telefonnummer og træffetider, når du bliver udskrevet.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/831736
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.